Tosprogede/flersprogede børn

Definitioner   Minilex   Praktiske råd   Mailinglisten   Fordomme   Links   Litteraturliste   Opslagstavlen   Kontakt

 

Definitioner

Mange mener, at den rigtige definition på tosproget, er en person, der er i stand til at forstå, tale, læse og skrive to sprog lige godt.

Men der er flere definitioner, og bare nogle af dem med her:

Tosprogede er også børn eller voksne, der først lærer ét hovedsprog og senere et sekundært sprog.

Tosproget er også at forstå to sprog, men kun tale det ene.

Tosproget er også at kunne tale to sprog, men kun være i stand til at udtrykke sig skriftligt på det ene.

Tosproget er også at kunne tale og forstå to sprog, men at udtrykke sig bedst på det ene.

Størstedelen af jordens befolkning taler to eller flere sprog. Der er næsten 5000 sprog på jorden og kun 150 lande. F.eks tales der i Nigeria 400 sprog og på Ny Guinea 700 sprog. I lande med så mange sproggrupper er der ofte ét officielt sprog (som f.eks. hindi i Indien). I sådanne lande er folk normalt tosprogede med deres modersmål og det officielle sprog.

Nogle lande er officielt tosprogede (f.eks. Schweiz), men det betyder ikke, at de tosprogede nødvendigvis er i flertal.

Nogle lande har flere sproggrupper, men ét sprog er det dominerende (f.eks. engelsk i USA). Her må dele af befolkningen blive tosprogede, hvis de f.eks. vil have en uddannelse. Men det er ikke engang nødvendigt at forlade Skandinavien. Det samme gør sig gældende for samer i Norge eller Sverige.

Denne hjemmeside er koncentreret om den tosprogede/flersprogede familie i de lande, hvor normen er at være étsproget.

- Familien, hvor forældrene har forskellige modersmål, men den ene taler landets majoritetssprog.

- Familien, hvor begge forældrene taler det samme minoritetssprog

- Familien, hvor forældrene taler hver sit minoritetssprog.

I de to sidste tilfælde er det ikke givet, at barnet lærer majoritetssproget fra fødslen. Hvis barnet udelukkende passes i hjemmet, får det minoritetssproget som modersmål og majoritetssproget som 2. sprog (sekundært sprog).

Sidst opdateret 27. January 2005