|
Af Kathrine Assels
Foto Hannah Olava Geismar
Mødregruppe
i cyberspace
Hver
aften kl. 21.00 sætter danske mødre over hele verden sig til rette foran
hver deres computer i hver deres land. Efter et par klik mødes de på
www.dk-mor-i-udlandet.com. for at diskutere børn og udveksle gode råd om
de kære små.
Strikketøjet
er skiftet ud med et tastatur, og den hyggelige klirren med kaffekopper
erstattet af ensomme museklik. Men ellers er stemningen på
www.dk-mor-i-udlandet.com den samme som i en almindelig mødregruppe. På
chatten diskuteres børnerelaterede emner som graviditet, fødsel,
barselsorlov og opdragelse. Og via mailinglisten udveksles gode råd og spørgsmål
om alt fra medicin til modermælkserstatning. I løbet af de to år,
hjemmesiden har eksisteret, har medlemmerne opbygget et bugnende arkiv på
over 50.000 mails. Det fungerer i dag som et slags opslagsværk og vidner
desuden om, at man har brug for at snakke med andre i samme situation, når
man er dansk mor i udlandet.
”Den danske kulturarv trænger sig på, når man bliver mor i
udlandet, og så opstår der et stort behov for at dele sine tanker og
problemer med nogle ligesindede”, fortæller Bente Zinck, der er
medstifter og daglig administrator af dk-mor-i-udlandet. Og hun taler af
erfaring. Hun har nemlig selv tilbragt de sidste fem år af
sit liv i den sydfranske provinsby Sausset les Pins vest for Marseille.
Her bor hun sammen med sin mand Jean Luc og sønnerne Alex (5½ år) og
Marc (2½ år) i en villa med udsigt over Middelhavet.
Lige så
forskellige som flæskesteg og foie gras
Trods de smukke omgivelser søger Bente tit ind fra
altanen til computeren i arbejdsværelset. ”Når man går hjemme hver
dag, får man altså hurtigt trang til andet selskab end udsigten”, fortæller
hun og forklarer, at hun på grund af sprogbarrieren ikke har kunne bruge
sin uddannelse som kontorassistent i Frankrig - ”og som husmor er det jo
begrænset, hvor mange nye mennesker, man kommer i kontakt med”.
Indimellem mødes hun
dog med nogle af de andre mødre fra sønnernes børnehave, men det går
mest op i rengøringssnak og madopskrifter, for som hun siger, virker
franske kvinders forhold til veninder en smule overfladisk - ”og så har
de samtidig nogle helt andre og meget mere disciplinære holdninger til børn
og opdragelse end de fleste danskere”, fortæller hun og tilføjer
jokende, at danske og franske mødre er lige så forskellige flæskesteg
og foie gras.
Husmødre
med hjemvé
Da Bente blev mor for anden gang, var længslen
efter nogle ligesindede at snakke med så stor, at hun
tilmeldte sig en internetliste for danskere i udlandet. Og det gav
pote. ”En halv time senere lå der en mail i min postkasse fra en anden
dansk mor, der også boede i Frankrig - ovenikøbet i Aix en Provence ikke
langt herfra”, fortæller Bente. Det viste sig desuden, at Ann-Kristin
Nielsen, som afsenderen hed,
også bare gik derhjemme, fordi de franske
universiteter ikke ville acceptere hendes danske uddannelse som klassisk
filolog. Begge mødre var henrykte over at have fundet en ligesindet, og
efter et par mails frem og tilbage aftalte de at mødes. ”Dér sad vi så
– to husmødre med hjemvé. Og vi blev hurtigt enige om, at der måtte være
mange andre danske kvinder i samme situation som os. Det var sådan set dér
idéen om at skabe et fælles forum startede”, forklarer Bente og tilføjer
med et tilfreds smil, at hende og Ann-Kristin kort tid efter oprettede
dk-mor-i-udlandet sammen.
Og der er rigtig god
grund til at være tilfreds. Tilslutningen til hjemmesiden er nemlig gået
over al forventning. Målet var at
samle omkring tyve danske mødre, men i dag har siden 305 medlemmer
fordelt over det meste af verden fra Kuwait til Canada.
Et
utroligt netværk
De fleste af
medlemmerne bruger siden dagligt – enten som deltagere i chatten, der er
åben hver aften klokken 21.00 dansk tid eller i form af mailudveksling
med de andre på listen. ”Det er et utroligt netværk – lige meget
hvad man spørger om, er der næsten altid én eller anden, der kan hjælpe.
Forleden dag var der for eksempel en dansk mor i England, der havde et spørgsmål
angående noget medicin, og tyve minutter senere lå der et svar til hende
fra en læge på listen”, fortæller Bente begejstret. Hun skynder sig
dog at tilføje, at det fællesskab, der opstår på nettet, trods alt
ikke kan sammenlignes med ”rigtige” venskaber: ”Mine gamle veninder
i Danmark er da også stadig min bedste venner – de forstår bare ikke
altid min situation, og så er det rart, at der kun er et par klik fra
Sydfrankrig til cyberspace ”.
World
Wide Mødre:
Helle K. Nørkjær, 34 år, social- og
sundhedsassistent, gift med Christian, mor til Frederik på 7 år, bosat i
Litauen siden 2001:
At
være medlem af dk-mor har givet mig et nyt indhold i min hverdag. Gruppen
har hjulpet på savnet af familie og venner og ikke mindst savnet af god
venindesladder! Det at jeg ved, at vi yder hinanden total diskretion gør,
at jeg har ”talt” med pigerne i dk-mor om ting, som jeg ellers kun
ville have talt med min nærmeste veninde hjemme i Danmark om. Det at have
dk-mor gør, at der ikke er helt så langt hjem til Danmark.
Lotte
Helms Kjær, 28 år, jordemoder, gift med Michael, mor til Mathilde på 4
år, Kristoffer på 2 år og snart en lille ny, bosat i Nordnorge siden
1999:
Jeg bruger dk-mor på mange måder. For det første
er det et dansk forum, og selv om Norge også er et skandinavisk land, så
er der store forskelle på Norge og Danmark. En stor forskel er den danske
humor, som man savner helt vildt, når man for 30. gang siger en ironisk
bemærkning, som bliver taget alvorligt. Ellers er det jo en fantastisk
vidensbank af alverdens erfaringe vedrørende børneopdragelse,
graviditet, fødsel og så videre.
Inger Wieland, 40 år, kontorassistent, gift
med Andreas, mor til Alexandra på 2½ år, bosat i Schweiz siden 1999:
Gennem dk-mor har jeg fået mig et nyt netværk,
hvor jeg har modtaget hjælp og givet hjælp til mennesker på alle mulige
måder. Siden har også inspireret mig til at lave en lokal undergruppe i
Schweiz, hvor man kan mødes og lave arrangementer sammen. Den form for
netværk giver én en god form for tryghed, der betyder, at de danske
kvinder/mødre, som kommer her til Schweiz og melder sig ind hos os, meget
hurtigere falder til.
www.dk-mor-i-udlandet.com
Hjemmesiden blev oprettet i maj 2000 på initiativ
af Bente Zinck og Ann-Kristin Nielsen, der begge er bosat i Sydfrankrig.
Formålet var at skabe en slags virtuel mødregruppe for danske mødre
bosat i udlandet. I dag har siden 305 medlemmer fordelt over det meste af
verden. Den yngste er 21 år, og den ældste 58, mens gennemsnittet ligger
et sted midt i trediverne. Hver aften klokken 21.00 dansk tid er sidens
chat åben, og her debatteres livligt om mange forskellige emner. Flere
steder har hjemmesiden desuden affødt lokale undersider – som for
eksempel i Schweiz, hvor medlemmerne ud over at chatte og maile med
hinanden også mødes til forskellige arrangementer med og uden børn.
Spørgsmål vedrørende www.dk-mor-i-udlandet.com
kan rettes til: info@dk-mor-i-udlandet.com.
|