Ugebladet FEMINA

Nr. 15, 10. april 2001

Journalist Helene MacCormac - dansk mor til fire og bosat i England  er kvinden bag artiklen om mailinglisten og dens medlemmer som blev bragt i Femina i april 2002.

Artiklen har været med til at udbrede kendskabet til mailinglisten og er bestemt en af årsagerne til hele listens succes. 

Du kan læse en tekstversion af artiklen længere nede på siden her eller se den fulde artiklel fra Femina ved at trykke her

Den fulde artikel er ret stor så hvis du vil se artiklen fra Femina skal du være klar over at det er en meget stor fil og at det - afhængig af din internetforbindelse - nok vil tage en del tid at hente hele filen med artiklen.

Fem danske kvinder har slået rødder i hver deres nye hjemland:

KONER PÅ KOMPROMIS

af Helene MacCormac

-Af og til får jeg den følelse, at jeg er blevet anbragt på den forkerte hylde her i livet. At min sjæl stadig svæver rundt er eller andet sted over Sjælland. En følelse af, at jeg aldrig har været ”hel” efter jeg flyttede fra Danmark.....

Ordene kommer fra Bodil som er 39 år, og flyttede fra Danmark til Canada for 14 år siden. På trods af en solid ballast i form af en god uddannelse og sit eget succesrige oversætterfirma, har hun aldrig helt været i stand til at rive sig løs fra Danmark. Bodil er en af  mere end 180 kvinder, som indenfor de sidste par måneder har meldt sig til mailingslisten dk-mor-i-udlandet på Internettet, hvor eneste umiddelbare fællestræk for medlemmerne er, at de er danske kvinder som har forladt deres fædreland. En del af kvinderne har som Bodil fået en professionel karriere i deres nye land, men for størsteparten af kvinderne gælder det, at deres aktive hverdag foregår indenfor hjemmets fire vægge, hvor de er hjemmegående husmødre.

Kindkys og nøgne kroppe

Indlæggene på dk-mor-i-udlandet beretter om store kulturforskelle mellem Danmark og de forskellige lande kvinderne har slået sig ned i.

Bente Zinck i Frankrig fortæller om et usædvanligt punkt i den franske lovgivning. Ifølge dette har en mand ret til skilsmisse, såfremt hans kone ikke tilfredsstiller ham seksuelt mindst tre gange om ugen. Omvendt står der ikke et ord om hvad en kvinde kan kræve af den slags ydelser. I USA har flere stater direkte forbud mod at amme offentligt, og på hospitaler i Tyskland er det ikke usædvanligt, at ens nyfødte baby uden

videre bliver overdraget til sygeplejerskernes pleje og flaskemadning. Kvinderne har dog også danske fordomme og holdninger med sig i kufferten, som kan være svære for deres nye landsmænd at tackle. Det kan f.eks. være svært for en franskmand at forstå, hvorfor danskere ofte finder det lidt for nærgående med kindkys, når de samme danskere uden tøven står nøgne side om side og skrubber sig under bruserne i en svømmehal.

De hjemmegående kvinder er flittige skribenter på dk-mor-i-udlandet. Ikke fordi de ”alligevel ikke har andet at lave”, men fordi mange af disse kvinder er stødt ind i en helt ny problemstilling i deres nye hjemland. Drømmen om at gå og hygge sig derhjemme med ungerne er i mange tilfælde blevet nedturen over ikke at have ”et ordentligt job”, sådan som de har været opdraget til hjemmefra.

Housewife, nej tak

-Da jeg flyttede til England blev jeg i begyndelsen meget stødt, ligefrem fornærmet, når offentlige instanser, tandlægen eller damen i banken skrev ”housewife” ud for min stillingsbetegnelse. Jeg ville gerne forklare dem, at jeg fandeme nok skulle vende tilbage til  min uddannelse og arbejdsmarkedet en dag, jeg skulle bare lige have mine børn først. Efterhånden har jeg opgivet den slags forklaringer, for et eller andet sted har de jo ret;  fortæller Susanne på 33, som er mor til Annastasia på 2 ½ år. Hendes danske mand Jan arbejder for et amerikansk shippingfirma, og det har ført dem rundt i verden. I første omgang et par år til Rusland, og senest til England, hvor Susanne og hendes famille regner med de bliver boende – i hvert fald  det næste års tid. Susanne har en uddannelse som gartnertekniker. Hun havde et velbetalt job som afdelingschef i FDB, og det opgav hun, da hun i 1989 forlod Danmark.

Californisk selvværd

For den 35-årige Mai i Californien i USA, har rollen som husmoder ikke været noget problem. Hun er handelsuddannet, og arbejdede for et eksportfirma inden hun flyttede til Californien i 1991. Hun valgte at gå hjemme og passe sine to piger, Anna på 5 og Claire på 2. Mai’s mand Patrick er englænder, og også i hendes tilfælde er det mandens job, som har bragt hende udenlands. De har boet i Californien siden 1991, og familien faldt til på rekordtid. Begge døtre er født her. -Jeg er bestemt ikke den type, som er nødt til at arbejde for at have noget selvværd. Når folk jeg møder for første gang spørger mig om hvad jeg laver, er jeg stolt over at kunne sige, at jeg er en hjemmegående husmor, siger Mai, som aldrig har savnet kontakten til arbejds kollegaer i hverdagen. I Californien betragtes det som lidt af et statussymbol, at kunne gå hjemme. Mai ser det som et held, at hun ikke er blevet tvunget ud på arbejdsmarkedet af økonomiske årsager. Hendes vennekreds består hovedsageligt af hjemmegående mødre. De af hendes veninder som arbejder, gør det kun fordide ikke har råd til andet.

-Hvis de fik valget, ville de blive hjemme og passe deres børn, fastslår Mai.

100 schweizerfranc i lommepenge

Inger på 39 bor i Thurgau i Schweiz, er gift med Andreas som er tysk, og sammen har de Alexandra, der lige har fejret sin første fødselsdag. Inger flyttede til Schweiz for snart to år siden, faktisk blot et par dage efter deres danske bryllup. Inden da arbejdede Inger som kontorassistent. Familien bor ude på landet, tæt ved Bodensøen, hvor Inger og hendes mand er ved at indrette deres drømmehus. Byggeri er dyrt i Schweiz, så hver en franc skal vendes. Inger får udbetalt 100 schweizerfranc, hvad der svarer til 500 danske kroner, om måneden i lommepenge fra sin mand. Der er gået lidt af en sport i at spare sammen til huset. Indkøb til det daglige og materialer til det nye hus klares samlet på større indkøbsture til Tyskland, hvor priserne er lidt mere favorable. Inger køber sjældent tøj, makeup eller ting til sig selv, og frisørbesøgene ordnes hos en nabokone.  Hun ønsker dog ikke at komme ud på arbejdsmarkedet. Datterens behov kommer i første række. -En afslappet hverdag, hvor man sjældent behøver kigge på uret er en god start på livet for Alexandra, fortæller Inger.

Husmodervenligt Tyskland

I Köln i Tyskland bor danske Bodil på 35 med sin tyske mand, Thorsten, og deres to piger Frida på 3 og Frederikke på bare et år. Bodil beskriver sig selv som en glad hjemmegående. –Vi kan gøre holdt og kigge på en snegl på fortorvet, på vej ned til købmanden. Det har vi tid til, og vi har søreme også tid til at stoppe en gang mere og se hvor langt den nu er kommet, når vi går tilbage igen, fortæller Bodil med et afslappet smil. -Jeg er uddannet lærer, men har valgt at være 100% mor for mine piger i stedet for at arbejde. Jeg vil være der, når de første kravleforsøg laves, de første skridt tages og det skal være mig der hører deres første ord. Jeg vil præge dem i den retning jeg mener er den rigtige, og det gør jeg bedst ved at være der for dem hele tiden, fortæller Bodil. Hun understreger dog, at en af grundene til, at hendes dagligdag er så fuld af aktiviteter og oplevelser med pigerne, er at det i Tyskland er nærmest et krav, at moderen bliver hjemme de første tre år. Vuggestuer har man ikke, men til gengæld er der et hav af legestuer, børneteatre, arrangementer formiddage og eftermiddage, og så naturligvis en masse kvinder i samme situation.

Frustreret og uintelligent

Udover helst ikke at ville kaldes ”housewife” finder Susanne i England i øvrigt livet som hjemmegående klaustrofobisk. Hun bor i Amersham nord for London, og planlagde egentlig at komme ud og arbejde. I Susannes tilfælde blev priserne på daginstitutioner kæppen i hjulet. I England koster børnehave- eller vuggestuepladser så meget,  at Susannes løn ikke ville kunne betale det.

-Det er rigtigt at min hverdag ikke er så stresset som mine udearbejdende veninders i Danmark kan være det. Til gengæld bliver jeg stresset indvendig. Jeg føler mig somme tider så frustreret og lidt uintelligent af at være hjemmegående. Jeg hungrer efter voksent selskab som taler om andet end børn og blepriser. Her er det alfa og omega, at få sin kalender fyldt op med aftaler om formiddagskaffe, legestuer og den slags, ellers kommer man let til at føle sig ensom, fortæller hun. Susanne har fundet en dagplejemor til sine piger et par dage om ugen, og er på vej til et deltidsjob. Efter jul får de en fuldtids au-pair, og så vender Susanne med garanti tilbage til arbejdsmarkedet.

Ingeniør på deltid 

En anden dansker i England er Birgitte på 36 år, som bor i Reading, vest for London. Som veluddannet og med gode muligheder for en pæn løn var det en selvfølge for hende at blive på arbejdsmarkedet da hun i 1991 forlod Danmark. I modsætning til de fleste andre danske udlandskvinder, så flyttede Birgitte i sin tid til Tyskland for at pleje sin egen karriere. Her mødte hun sin senere mand, Bruce, som er engelsk, og senere flyttede de så sammen til England, hvor de i 1997 fik tvillingerne Laura og Sophia. Birgitte er elektronikingeniør, og valgte at arbejder bare tre dage om ugen efter pigerne var født. I dag er hun testingeniør for et stort internationalt firma. Som deltidsmor og deltidskarrierekvinde bliver hun ofte beskudt med berbrejdelser og fordomme fra begge lejre. Hendes mands engelske familie synes det er synd, at hun lader fremmede passe hendes små børn de tre dage om ugen.. I hendes omgangskreds bliver der i høj grad set ned på mødre som vælger at fortsætte deres karriere, og den holdning må Brigitte kæmpe imod. Samtidig må hun oven i deltidsjobbet som ingeniør, tage sig 100% af husarbejdet i hjemmet, da hun jo bare går hjemme det meste af ugen. På jobbet et må hun så finde sig i at få de mindre spændende opgaver som ingen andre gider lave, eftersom hun ”kun er på deltid”.

Hjem til Danmark 

For mange af de 172 kvinder på dk-mor-i-udlandet har det været en ægtemand, frem for en egentlig udlængsel, som har trukket dem væk fra Danmark. De har valgt at slå sig ned i mandens hjemland, eller det land hvor hans karriere har bragt familien til. Drømmen om at komme tilbage til Danmark ligger derfor og lurer hos mange af kvinderne. En poll lavet på listen afslørede, at 15% af dem ikke kunne drømme om at komme retur, mens  80% kvinderne gerne slår sig ned i fædrelandet igen en dag, hvis de får muligheden.

Inger i Schweiz tror ikke på et liv i Danmark med sin tyske mand.

-Han ville få det meget svært, bla. på grund af de fordomme der stadig hersker i Danmark mod tyskere, forklarer hun.

-I Danmark er der også alt for meget pres på kvinderne, som skal ud på arbejdsmarkedet og være husmor og hustru i et og samme åndedrag. Som jeg lever i dag føler jeg mig hensat til 50’erne da alle kvinder gik hjemme, og det foretrækker jeg altså, slår Inger fast.

Birgitte er til gengæld overbevist om at livet ville være lettere i Danmark.

-Mine muligheder som ingeniør ville der være langt bedre, da man som kvinde indenfor min branche har svært ved at slå igennem i England. Her har mænd stadig førsteprioritet, fortæller hun.

-Det eneste problem jeg ser ved at flytte tilbage til Danmark er at få integreret min mand...og få lært ham sproget.

Bodil i Köln er sikker på, at hendes mand ville tage danskerne med storm. -Thorsten er en social og meget åben person, og vi har da også overvejet tanken fortæller hun. –Økonomisk ville det være en ulempe, at rejse hjem, og vi har også lige købt hus. Det bliver vist i Tyskland mine piger skal vokse op, siger Bodil, som dog er glad for, at Danmark er inden for rimelig køreafstand.

Dansk Jantelov

Susanne ville gerne vende hjem en dag, men tror at både hun og hendes danske mand ville få svært ved at falde til igen. De har boet så mange år udenfor Danmark, at de ikke længere passer ind i stammen.

-For meget jantelov, og den slags, siger Susanne.

-Jeg er overbevist om, at der ville være mange, der ville ønske os velkommen tilbage til virkeligheden igen. Holdningen vi møder derhjemme er ofte den, at et liv udenfor Danmarks grænser altid betyder guld og grønne skove.

Mai i Californien tror også, at hendes familie er blevet alt for amerikaniseret til at de ville kunne falde i med danskerne. Hendes to døtre taler heller ikke dansk, hvilket dog ikke er hovedårsagen til, at Danmark ikke står øverst på ønskelisten.

-Jeg har slet ikke lyst til at forlade Californien, siger Mai.

Bodil har aldrig helt affundet sig med det ændrede liv i Canada, og hjemveen gnaver stadig efter mere end 14 år i det store land.

-Jeg ser ikke Danmark med rosenrøde briller, og ved godt der er mange dårlige ting ved samfundet. Det er bare fuldstændig irrelevant når man snakker om følelser. Derhjemme var jeg en stærk pige med ben i næsen, mens jeg herovre ofte føler mig utrolig sårbar bla. på grund af mentalitetsforskellen mellem canadiere og danskere, og det at jeg altid har skullet kæmpe for mine idealer. Desværre er det i mit fædreland jeg føler at jeg hører hjemme.

BOXHISTORIE 1:

BOXHISTORIE 2:

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 12. January 2003 .