|
|
|
Præsentation Frankrig den 9. maj 2000 Kære danske mødre i udlandet!
Jeg er Ann-Kristin, jeg er NÆSTEN 30 år og NÆSTEN cand. mag. i klassisk
filologi (latin og oldgræsk).
Da jeg boede i Danmark underviste jeg en del ved siden af studierne: tysk for
ungdomsskoleelever i Kerteminde og oldgræsk for førsteårsstuderende på
Odense Universitet. Jeg ELSKER at undervise, men foreløbig har jeg ikke lyst
til at kaste mig ud i at undervise i Frankrig; der er fx ALT for mange elever
i hver klasse. Jeg har heller ikke lyst til at undervise franskmænd i romersk
kultur og sprog - de er meget tættere på den end jeg er.
Roger Renard er min mand; han er revisor, men arbejder for den franske hær
(uha) i Marseille, idet det er ham der uddeler pension til ældre militærfolk!
Vi har vist ikke meget tilfælles (fnis) udover noget tegne-male-kunst-noget,
og så er vi måske også begge forholdsvist gode "menneskekendere"
(eller tror vi er det). Forskellige fortolkninger skyldes altid den
forskellige kulturbaggrund!
For godt 17 måneder siden fik vi Jean-Erik (på fransk) eller Erik, som jeg
og hele den danske side kalder ham. Han er et KÆMPEbarn, har brune øjne og mørke
krøller, men er STOR som en viking og ligeså høj som mange franske små
3-4-årige.
Jeg har for ganske nylig fundet ud af at jeg er gravid, og at en lillebror
eller -søster er på vej november-december. Jeg skal jo nok føde i Frankrig
- som sidste gang - så jeg vender garanteret tilbage med en masse spørgsmål
til jer i den forbindelse.
Vi bor i Aix-en-Provence, som er en MEGET idyllisk universitetsby (140.000
indbyggere) i en lillebitte lejlighed, men nær stort parkområde, nær
residensens svømmepøl, indkøbsmuligheder og også nær centrum. Vi bor altså
småt, men dejligt, og vi regner faktisk med at stuve os sammen alle (snart)
fire et par år endnu. Det vil give os økonomisk frihed til at rejse, hvad vi
holder meget af. Ikke bare til Danmark. Den 26. maj skal vi 3 uger til
Vancouver i Canada og besøge Eriks to fransk-canadiske fætre, Louis og Remi.
Skal jeg bo i Frankrig, og skal det være Sydfrankrig, kan jeg ikke forestille
mig bedre sted end Aix-en-Provence. Niveauet af - hvad skal man
kalde det - åbenhed og "menneskeforståelse" er højt, man er ikke
uvant med fremmede og deres levevis og -holdninger. Det har dog - må jeg med
skam meddele - taget mig et par år at få øje på de gode sider. Franskmænd
er fx dybt konservative i deres børneopdragelse. De holder meget af at slå
fornuft ind i børn. Så sent som igår så jeg en mor sætte neglene i sin
datters
kinder og nive/rive til, mens hun hvæsede sin morale af.... (En dag risikerer
jeg nok at komme i fængsel for at stikke sådan enforælder en
øretæve...)
Jeg elsker at skrive og læse, gå en god lang tur med Erik (hver morgen går
vi over i parken for at vække ænderne; hårdt arbejde, mange af dem sover
RIGTIG længe...), og hver fredag eftermiddag nyder vi som regel cafelivet og
det gode vejr inde i Aix, alle tre. Jeg ELSKER også det øjeblik, flyet lige
er landet i Billund, og jeg igen snart kan sætte fødderne på den våde
jydske
grund!
Jeg har det bedre idag end for to år siden med at være i udlandet, men jeg
savner alligevel min danske tilværelse. En tilværelse hvor man ikke sætter
spørgsmålstegn ved så meget, og hvor man ikke hele tiden skal tænke over
for mig "småunderlige ting". Jeg bliver hurtigere træt hernede!
Det allerværste er dog, synes jeg, at man sjældent bliver genkendt som andet
end en med lyst hår og blå øjne og kraftige knogler. Man kan ikke se mere
almindelig ud end mig - hvis man altså er i Danmark - og i Danmark gav det
mig en frihed til at være lige præcis den person, jeg rent faktisk var. I
Danmark er jeg kendt
for at være blid og rar, i Frankrig som en rappenskralde med en masse mærkelige
meninger, jeg altid insisterer på.
Nu må jeg hellere holde.
kh Ann-Kristin
|
Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com] Alle rettigheder forbeholdesSenest opdateret: 06. January 2007 .
|