Indlæggelse i uge 30

Frankrig den 29. oktober 2000

Arthur er et 30 uger gammelt foster, og hans moder har bøjet sig totalt for den franske overmagt.

Nyt afsnit om AKs naturlige fødsel, der bliver mere og mere unaturlig....!!!!

Onsdag aften blødte jeg ned ad benene - ingen smerter eller noget; jeg opdagede bare, der var vådt.

Hurra - vi var i Frankrig, tænkte jeg, og jeg er ikke ironisk, for jeg ved godt, at man i Danmark i den slags situationer ofte "ser tiden an", og det må bare være frustrerende at skulle vente, når man har et levende væsen inde i sig. Jeg var bange, men barn og papa ind i en bil og så afsted til -

jo.... - hospitalet, for HVIS jeg var ved at føde, ville jeg helst gøre det i hospitalshænder - hverken på en klinik eller hjemme i dagligstuen.  

Meget ved jeg åbenbart ikke om blødninger, for de franske jordmødre tog alting meget roligt....jeg var bange, og jeg var også sur, da Erik og Roger ikke måtte være på fødestuen, mens de undersøgte min livmoderhals, der stadig var helt lukket - blødningen var i øvrigt allerede holdt helt op. 

Blodtrykket RØG op - på 170/110 ved første tjek, og blødningen blev straks mistænkt at have noget med det at gøre, så højt må det ikke være, selvom man både er sur og bange, sagde de. 

Mærkeligt, for de foregående dage havde mit blodtryk været nede på 110/60 VED LÆGEN (hørte I rigtigt???), hvilket skyldtes jernmangel, sagde min læge, der ordinerede piller for det efter at have kigget på blodprøverne. 

Nå, men det kunne ændre sig fra en dag til den anden, sagde de også, og det troede jeg jo på - og gør stadig. 

Erik skreg som en stukket gris udenfor med sin far, og jeg fik fremvrisset nogle betragtninger om, hvordan jeg mente, man traumatiserede små børn - nemlig ved at holde dem udenfor noget, de ikke forstår - så de nok skal føle sig skyldige og utilpasse ved at blive revet væk fra deres mor. 

Erik kom ind til mig - i mine arme; DER lå han nu hos mig, næsten to år gammel i samme fødestue, han selv blev født i (tror jeg næsten nok; den lignede da, og hospitalet har kun to af slagsen), mens min venstre arm blev tjekket for blodtryk - og babys hjertelyd fik sig en strimmel. Jeg var så ked af at skulle kæmpe for mine ting og sager, og jeg forudså bare det værste - samtidig VILLE jeg i netop den her situation HELST være på hospitalet. Synes I også, jeg er ulogisk? Jeg mener, ingen komplikationer - hjemmefødsel, komplikationer - hospitalet. Altså, jeg synes, jeg er meget logisk....  

Erik fulgte også med mig til scanning - og han var SÅ sød og "artig" (godt brugt fransk ord), efter at han fik lov at følge sin mor blive bundet af maskiner og pillet på maven af læger og lign. Scanningen var meget fin, man kunne ikke se, hvad blødningen skyldes - men de ville beholde mig om natten pga blodtrykket. Okay..... 

Jeg blev nu nødt til at græde lidt, fordi jeg måtte forlade Erik for natten...Den gode nyhed var, at han og papaRoger faktisk klarede de følgende dage (indtil lørdag, hvor jeg kom ud) ganske fint - og vi er meget overbeviste om, at det er, fordi Erik netop fik lov til at deltage i undersøgelserne; han forstod, at det skulle til, at mor skulle blive på hospitalet, og det var ikke Eriks skyld.. 

Jeg sov nu ikke meget den nat. Jeg sov fra klokken halv tre til klokken fire, og igen mellem fem og seks. Jeg sov sammen med en baby på 3 dage og hendes mor; baby skulle have mad om natten; der var lys og babygråd, men det allerværste var temperaturen. Gravide sover MEGET dårligt på så kraftigt opvarmede stuer. 

Dertil kom alle mine tanker - og nu var det mest angst for hospitalssystemet igen - jeg kørte frem og tilbage i tankerne; livmoderhalsen var jo lukket, jeg kunne jo hoppe på et fly på mandag og flygte hjem til folk, der forstod mit sprog og holdninger. 

Her vil jeg gerne præcisere: Jeg er ikke for naturligheden for naturlighedens skyld. Jeg er heller ikke overbange og nervøs for medicineringen - i nogle tilfælde overmedicineringen i Frankrig. Der fødes fine børn i begge lande, og der er risiko både ved naturlighed og medicinering. 

Det er de menneskelige aspekter, der bekymrer mig - bl.a. den der med at tage barnet fra en for hurtigt osv. og være ligeglad med mine følelser i forbindelse med Eriks "deltagelse" i mit sygehusophold osv. 

Jeg var naturligvis også nervøs for morgendagens stuegang - for "min" gynækolog - ham med cigaretten - ville jo komme forbi - så meget desto mere, fordi den nybagte moder ved siden af også havde ham som læge. Næ, de ville nok ikke sende en anden. 

Ved sekstiden begyndte jeg at sludre med den nye moder, og hun fik mig indirekte til at falde ned. Opinel - ham med cigaretten - havde nemlig insisteret på, at hun skulle have en sædefødsel og IKKE et kejsersnit (baby havde hovedet opad)Hun havde fået en epidural, men en meget svag en, fordi hun SKULLE være i form til presseveerne. Hun var nu lykkelig for sin sædefødsel og halve epidural - og selvfølgelig sin fine lille datter (som fik mig til at småtude, bare jeg kiggede på hende). Jeg selv tænkte - okay; måske jeg på maler fanden på væggen her....Mange andre steder ville de nok være ret hurtige til at bestille det kejsersnit. 

Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte jer det tidligere, men ham med cigaretten havde jeg i sin tid selv omhyggeligt udvalgt udfra min første fødsel - fordi han havde været så munter og afdramatiserende og sagt mig sandheden fra ende til anden; anden del kender I jo fra mit møde for en måned siden - en cigaretrygende, arrogant, hierarkiskorienteret patriark-type..... 

Tredje møde: Han kommer ind til lille mig, der sidder fuldstændig afvæbnet og klatøjet i hospitalssengen. "De får lov at tage hjem", var det første, han sagde. Blodtrykket var nemlig faldet om natten  til 130/60. "Vi vil gerne holde øje med Dem via en jordemoder, der skal komme et par gange om ugen mhp blodtrykstjek og monitoring". "Fint", sagde jeg - masser af kontrol, så  lidt medicin som muligt, hjemme hos mig selv - dejligt.... 

Han var MEGET flink og behandlede mig næsten, som om han var lidt bange for, at jeg skulle hoppe i luften over ingenting. Han respekterede mit ønske om at undgå betablokkere!!!!!! 

Jeg kunne danse - indtil to formiddagsblodtrykstjek, hvor jeg VAR i ro og hvile...150/90. Okay, tænkte jeg - der ER noget i gære med mit blodtryk....Og dog, den "naturlige" danske stemme sagde mig, at danske læger og lign. ville have overvejet, om det skyldtes overtræthed, søvnmangel, den stressede situation – eller de ville - som Lotte i Tromsø forklarede det - måske beholde mig til et længere tjek, men ikke straks putte medicin i munden på mig..... 

Jeg vidste imidlertid godt, hvor det her ville bære hen....Få minutter efter kom Monsieur tilbage. Han så sjovt nok helt bange ud for mig nu; han lignede Roger, når han prøver at skælde Erik ud. Han sagde forsigtigt og dog "skrapt" (bare ikke autoritært skrap, med autoritet mener jeg også et eller andet med en "naturlig autoritet"; sådan en, man tager for en autoritet, fordi vedkommende er det), at nu ville han altså give mig de betablokkere, beholde mig to dage mere for at følge udviklingen af blodtrykket og så formentlig lukke mig ud. "Det er for højt", nikkede han rigtigt moraliserende med rynkede øjenbryn, men til min egen overraskelse havde jeg mere lyst til at grine af ham - i hvertfald ikke blive sur. "Okay", sagde jeg bare og tilføjede føjeligt, at 150/90 var for højt.  

Et eller andet gav mig det håb, at jeg nok skal få min vilje efter fødslen mht at få barnet hos mig så meget som muligt; en af de ting, der er god at sørge for ved børn, der har fået betablokkere gennem moren, er nemlig at amme dem; hvis de vil beholde ham i kuvøse 24 timer med apparater og sager - så værsgo. Jeg vil bare have amningen igang så hurtigt som muligt, efter fødslen og hver anden time herefter (en pige i en dansk mødregruppe fortalte mig, at det var ret vigtigt i det her tilfælde). Ingen på det franske hospital vil kunne hamle op med mine 20 måneders ammeerfaring og hele Nordens ammebryster i øh....ryggen. Metoden er også at betro sig til alle og enhver, jordemødreelever, jordemødre med hår på brystet (hvis I forstår, hvad jeg mener) - alle der render ud og ind af sådanne hospitalsrum - og der er mange rigtigt søde og idealistiske mennesker imellem. Jeg skal bare lige have gennemskuet, hvordan hierarkiet foregår. 

Senere på eftermiddagen fik jeg eneværelse, og DEN nat sov jeg godt. Erik havde det fint med sin far; han var sød og ansvarsfuld og gjorde alt for, at det skulle gå godt (fortalte Roger - lige efter Jesper Juuls teorier om børn og samarbejde). Jeg kunne sove for åbent vindue - jeg havde ovenikøbet tv, som jeg dog faldt for hurtigt i søvn til. Jeg lod dem komme at tage mit blodtryk, der fra nu af aldrig kom over 140/80, men som regel holdt sig på 120/70 - eller lavere. Lidt rart var det dog også at tænke på, at det var mit eget blodtryk, og at medicinen kun blokerede opad (så har jeg da fred for lægerne....). 

Dagen efter fik jeg et hav af undersøgelser, der alle var fine - og det er joda, betryggende nok. 

Jeg var endda lidt "høj" - papaRoger havde fået en stor rolle at udfylde, og som Mette NY lige har nævnt det, så kan man nærme sig hinanden i den slags situationer. Jeg syntes, jeg var begyndt at lugte, hvordan man begår sig i det så anderledes franske system - man skal på en gang holde fast i sig selv, men også bruge nogle af de indfødtes "metoder" til at opnå sit. Jeg var glad for, jeg var blevet i Frankrig. Alt tydede på, jeg ville komme hjem lørdag. 

Fredag aften fik jeg en ny blødning - stille og rolig, uden smerte, klar i farven. Jeg blev bange og meget ked af det, men allerede før scanningen sagde de vagthavende, at det så ikke farligt ud; blødningen var mindre end for to dage siden, og den varede ganske kort. Jeg fik en ny scanning, der viste ro og orden i Arthurs i indre univers. 

Alligevel begyndte jeg at forberede mig på at skulle tilbringe de næste 4-6 uger på hospitalet (med det indtryk, at de jo beholder en pga det mindste). Nye blodprøver blev straks taget for at se, om situationen havde ændret sig. Men ingen vækkede mig om natten - hverken for at tage blodtryk, tjekke bindet for blod eller fortælle mig alarmerende ting om blodprøverne. 

Monsieur kom meget sent den formiddag - "Bonjour, ma grande", sagde han, hvilket igen fik mig til at smile i mundvigene ("ma grande", "min store pige" er sådan lidt sådan noget, man siger til store børn, eller som min svigerfar kalder mig - hvad siger I franskkyndige til en korrekt oversættelse? Det er venligt ment, omend det markerer et vist skel i status). Blodtrykket var upåklageligt, og skidt med den blødning. Selvfølgelig skal man helst ikke bløde, men alt ser fint ud. Udskrivning idag. 

Stor glæde. Jeg fik ringet til Roger, da storgrinede af mit og lægens "forhold" - et rigtigt had-kærlighedsforhold ("ma grande"), og jeg indrømmede, at han får mig til at reagere på samme måde som Roger selv – ved det, at de to herrer et eller andet sted ligner hinanden; for stolte til at tabe ansigt, "belærende" og moraliserende, men ikke særligt overbevisende; de lader som om de er "de store", men i virkeligheden lyttes der mellem linjerne. Sådan er Roger altså også. 

Jeg kom også til at tænke på overlægen i "Vinterbørn" - har I læst den? Han bliver først lidt forbavset over at blive spurgt til "sandheden" om "for meget fostervand", men i løbet af sygehusopholdet (som foregår i begyndelsen af 70erne) opstår der en vis respekt mellem ham og hovedpersonen (kan ikke huske, hvad hun hedder) - altså patienten, som insisterer på at følge med i sit eget forløb. 

Jeg HADER mange gange at bo i udlandet, men IND i mellem giver det mig et "kick", når jeg opdager, hvordan tingene i virkeligheden fungerer, når jeg mærker, jeg KAN klare mig menneskeligt, når jeg ikke mister mig selv (for meget). Verden bliver firedimensionel, og alle følelser findes på en gang - og jeg tilbragte bogstaveligt talt den første nat på hospitalet i et psykisk og fysisk helvede; herefter kom en slags forløsning.....

Jeg har jo altså valgt at følge skik, istedet for at fly landet. Det er svært at gøre uden at skulle kompromittere sig selv - meget svært. Jeg må lige tilføje, at en af gynækologerne, som scannede mig (en munter muslim), spurgte, hvem der "fulgte mig" i den her graviditet, og jeg svarede som sandt var, at det tilsammen blev læger og jordmødre i DK, Opinel og så måske den private klinik (det bliver nok aflyst nu, for ellers bliver vi alle for forvirrede....). Jeg sagde også, at jeg havde været utilfreds med at blive frataget mit barn i mere end 8 timer efter fødslen. Han lod mig ane, at jeg havde ret; der var nok sket en fejltagelse. Han blev ikke stædig og "uindrømmende" (sådan er læger og undervisere altså, har Roger lige sagt her ved min side og computerens); han indrømmede dog heller ikke noget direkte, men JEG TROR, JEG ER BEGYNDT AT KUNNE AFKODE DEM, DE "DUMME" FRANSKMÆND! 

Derfor skal Roger og Bente - og Danmarks Radio (fnis) nok stå mig bi ved næste fødsel; Forældre og Børn har jeg også tænkt mig at kontakte mhp (amme)råd i forbindelse med "børn af betablokkere". Hospitalet i Aix er heldigvis ikke det værste, hvad angår ammepolitik, og jo, jeg skal nok kæmpe - kampklar!!!! 

Jeg har opdaget, jeg ikke var så naturligt anlagt, som jeg troede (i hvertfald ikke naturlig for enhver pris); jeg har opdaget, at man ind i mellem må "underkaste sig" og erkende svaghed. 

Jeg er forbavset over, hvor "let" det var for mig at acceptere de der betablokkere alligevel. Måske franskmænd er et af de eneste folkeslag, der ville have givet mig dem (så hurtigt), men jeg "tør" godt. Det er lidt den samme følelse, som når jeg engang i mellem siger "jeg tør godt føde hjemme". 

Jeg er ikke bange for "for megen naturlighed" eller for meget medicin, men jeg tror, det med de menneskelige relationer er frygteligt vigtigt....FRYGTELIGT vigtigt.... 

Undskyld, mine graviditetskvaler sådan skal fortsætte -  tak fordi I gider høre på mig; det må ind i mellem være lidt (noget) trættende... 

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .