|
|
|
Helgardering Frankrig den 27. september 2000
Tak for medleven i forbindelse med mine hjemmefødselstanker!!!!!!!!!!! I er bare DEJLIGE derude at gide gå op i mine spekulationer og kvaler, der nu ser ud til at være vendt til det bedst mulige! Heidi i England, du beskrev min situation og dilemma meget præcist – som et puslespil, der ikke ville gå op. I går aftes faldt de sidste - næsten -brikker på plads, for intet er jo fuldstændigt, før fødslen er hjemme (haha). Roger virker som sagt støttende og "med på den", omend han selv - hvis han var en kvinde - ville føde på hospitalet med epidural og det hele ("Hvorfor lide? Vi er i år 2000"). Som jordemoderen sagde, så finder vi bare INGEN forståelse ude i den virkelige franske verden, og så kan vi vifte nok så meget med fine statistikker fra Holland. Jordemoderen sagde også, at blev vi nødt til at tage på hospitalet, ville vi blive modtaget meget "uvel". Well, vi har jo så udtænkt (og jordemoderen sagde det selv, det var dog kun Roger, der fik fat i det), at det behøver hospitalet jo IKKE at vide, at jeg gerne vil føde hjemme. Jeg mener, vi skal til møde hos en gynækolog på tirsdag på hospitalet, lave en mappe over "mig", sådan de er klar til at printe ud, hvis jeg babubabu kommer til dem for at føde. Utroligt mange hjemmefødsler (en 10-15 %) ender på hospitalet, men i langt de fleste tilfælde sker det, FØR fødslen overhovedet kommer rigtigt igang - fx ved forhøjet blodtryk, som vi nok skal opdage her i huset før dagen opringer, eller hvis barnets hoved vender forkert (det opdager vi udover ved den dygtige jordemoder ved sidste scanning); ja, selv hvis fostervandet er grønt, kan vi jo bare dappe af til hospitalet (det siger jeg så, fordi vi (igen) i vores familie begynder vores fødsler med, at vandet går...) Risikoen for, at noget uforudset skulle ske under selve fødslen, der er startet godt, er ret lille - og den tager jeg så med.... Så jo, "vi siger det ikke til nogen", forsikringen betaler os alligevel ikke for min jordemoder.... Nej, nu går jeg i detaljer, der ikke nødvendigvis interesserer jer....Hvad måske vil interessere er, at Bente er udnævnt til standby-Erik-passer og muligvis repporter i marken (pc-en står i samme rum, så.....) - hvis hun altså får lov til at skrive "direkte" - det skal vi nok ikke satse på. I øvrigt har hun planer om at invitere hende babybladsredaktøren og sætte et webcam op, meeennn det får hun nok heller ikke lov til. Så jo, brikkerne er ved at drysse på plads - og jeg har stadig kun taget 4 kg på (hvor er jeg bare stolt......). Tak for rare knus fra bl.a. N.Y.damerne og en i Argentina!!!! Mette; jo, hun skal følge mig fra nu af, men det kan MÅSKE godt være, at jeg udover ham gynæen på tirsdag, tager til min sædvanlige læge ovenikøbet. Nogle tror, at føder man hjemme, så vil man heller ikke tjekkes for diverse ting, lade sit barn tjekke, tage imod besøg fra sundhedsplejersken osv. Jeg kan GODT lide al den tjekken! Jeg tjekkes månedligt for æggehvider i urinen, toxoplasmose; blodtrykket tjekkes dagligt, og jeg går til alle de påkrævede undersøgelser, vejer mig dagligt, spiser kalk om morgenen, jern og magnesium om aftenen og en ordentlig frugtmilkshake (5-6 stks. frugt mixet med skummetmælk; god slankekur i øvrigt - for den shake tager appetitten fra aftensmaden (hvor jeg dog klemmer lidt ned)). De mange scanninger tager jeg imod med kyshånd osv. Men jo, min jordemoder skal selvfølgelig også have lov, og hun forstår sikkert også at trykke på maven og vide, hvor babys tæer er osv. Franskmænd bruger jo traditionelt maskiner til al den slags, og det er faktisk synd, for de er ikke ALTID mere pålidelige. Jeg kan godt lide både maskiner og dygtige jordemødre til gensidigt tjek. Det får jeg nu. Jeg skal nok også gå til noget fødselsforberedelse, og denne gang bliver det med andre kvinder. Det tilbød man mig ikke sidste gang, hvor jeg dog fik en dejlig, gammel ræv af en jordemoder til at komme hjem til mig (sådan en, der ikke føder med folk mere, desværre...). Hun var også dygtig; hun kunne det gode gamle håndværk, og det lykkedes hende at få Roger til at høre hjertelyden – uden stetoskop. Til Hanne CA kan jeg lige sige, at jo, jeg har været inde på netjordemoderen, og der er fint, men finest er det, hvis man betaler for et medlemsskab - så har man ret til at spørge løs fra leveren og få emailsvar indenfor 48 timer (tror jeg, det er). Sådan et vil jeg nok også købe mig - vi skal lige hen på den anden side af den første oktober først.... Tak til jer, der tror, jeg er modig!!! Det mente Hugo vist, og stolt måtte jeg lige læse Hugos mail op for Roger (oversat til fransk, dog....), og han blev for første gang i fire år lidt sjaluks (en blond dansker, der forstår mig og ovenikøbet komplimenterer - akkurat som jeg havde sagt, at de gode danske mænd ville det - i modsætning til ham selv), så hvis der kommer en ophidset franskmand væltende ind i skuret med en tom vinflaske i hånden og stor latinertud, ja, så er det Roger.....(-: Nej, han lider som regel ikke af den slags følelser - heldigvis - og dog, så tror jeg også, han er lidt sjaluks på Bente. Det gør det jo ikke mindre troværdigt, når han omtaler hende som "Bent". Jf. det spanierpigerne talte om vedr. Jannes frygtløse møde med Lene (!!!!), så gælder samme mistroiske tankegang på provencalske himmelstrøg: "Jamen, du kender dem jo ikke, de mennesker!!!!!" Men NEJ, jeg er faktisk ikke spor modigt anlagt. Spørg Bente, hvordan man mon får mig ind bag rattet i en bil hernede (jeg er SKRÆKSLAGEN for at køre bil!!!!). Hvis I kan huske min lillebrormail, så fremgår det mellem linjerne, at jeg i virkeligheden er en vaskeægte hypokonder. Godt nok af den slags, der er bange for læger, fordi de så "nok finder noget" ved min blotte tilstedeværelse og altså kun nødigt render dem på dørene. NÅR det så sker, og de eventuelt ser overbærende på mig, så forsvinder det hypokondriske øjeblikkeligt, og jeg føler mig MEGET rask. Klart nok, at JEG ikke tør føde på hospitalet, hva'? Hvis jeg bare kan styre tingene selv, så er jeg ikke nervøs. Jeg kan også godt gå rundt og frygte for graviditeten; er det en plukve? Går jeg mon i fødsel lige snart? Hvad mon de næste prøver viser? Men fødslen SELV - den er jeg sjovt nok ikke bange for. Kroppen klarede bare ALT selv sidste gang; automatprimalpilot var slået til: det var fantastisk!!!! Jeg ville bare gerne have lov til at sidde op og føde næste gang, så lidt logisk hjælp fra tyngdekraften ikke behøver at gøre det besværligere. Undgå episiotomi ville da også være rart. Det skal man måske ikke satse på ved hurtige fødsler - hvis den altså bliver hurtig. Men nej, nej og atter nej: Jeg er i bund og grund en kylling, men jeg håber dog på at være til en vis grad en ansvarsfuld kylling....Men jeg ER en kylling - bare spørg Bente.... Men Pia: Overvejede du at føde hjemme ved din graviditet? Blev det kategorisk nægtet, fordi du var kunstigt befrugtet? Hvorfor skulle du sættes igang? Hvis du har skrevet en fødselsberetning, kan jeg jo selv gå ind at læse, men det er da interessante punkter, du kommer med. En kunstigt befrugtet kvinde fra min særlingeliste overvejer og planlægger nemlig nu hjemmefødsel - det er så i DK. Så tak igen til alle I skønne mennesker - det betyder dejligt meget for mig at kunne hælde ud på denne måde!!!! Er Lisa mon kommet hjem? Kan ikke vente med at fortælle hende, at jeg HAR fundet en hjemme"accoucheuse". Stort knus fra Ann-Kristin |
Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com] Alle rettigheder forbeholdesSenest opdateret: 06. January 2007 .
|