Fransk hakkeorden

Frankrig den 29. august 2000

Hej Sofie - dejligt lige at høre et pip fra dig i "denne sag"! Jeg har nemlig tænkt på, hvad du mon gik og tænkte om det hele! Jeg kan sagtens forstå, man ikke lige vælger at blive jordemoder, hvis det ikke er det mest anerkendte erhverv. 

Jordemødre er der masser af i Frankrig, og selv under min blodtryksramte fødsel var der ikke skyggen af en gynækolog tilstede. Jeg tolker den kønspolitiksnak lidt som, at hierarki er for franskmænd end temmelig naturlig ting. ALT for naturlig. Derfor er der "plads til det hele", bare man kender sin plads i rækken.

Jeg kan vænne mig til varmen om sommeren, kulden og  trækken, der siver gennem de dårligt byggede huse om vinteren, deres forsinkelser og ikke overholden tiden, og jeg kan forlige mig med tanken om at sende Erik i skole som knap 3-årig, MEN....... 

.....jeg kan IKKE have deres evindelige hakkeorden.  

Da jeg forleden besøgte den der privatklinik og blev stillet overfor en jordemoder, kunne jeg STRAKS mærke, at her var endnu en, der var klar med tromlen. Med sådan en Ally McBeal-metafor, så ved jeg, hun kun så mig som en graviditet, som en mave. 

Fortsætter vi med Ally McBeal-metaforerne, så kan de bruges i snart sagt alle sammenhænge: Allerførst ser det franske medmenneske (for ikke at sige "over"menneske) på en og finder ud af, hvis status er størst i situationens sammenhæng; hurtigt fordeles rollerne, og den, der har mest status, taler ofte uden at høre efter og har i øvrigt ret til at afbryde den anden (Roger har endda oplevet, at hans chef tabte en blyant på gulvet, og han ventede på, at Roger skulle gå hen og samle den op for ham). 

 - Hvilken læge følger Dem?, blev jeg spurgt. Det var en praktiserende læge indtil videre. Det kan man godt, selvom det mest almindelige er at have fundet en gynækolog (jeg ved en god en på hospitalet, som heldigvis kender min gode praktiserende læge personligt - så hvorfor skulle jeg ud og finde flere?). - Jamen, hvem følger Dem?, lød det skarpt. (Samme skarpe tone oplevede jeg i puslerummet på hospitalet efter Eriks fødsel: Hvad hedder De? Herefter kastede jeg mig ud i en ærlig redegørelse for, at jeg hed altså Nielsen, men at franskmænd ofte kaldte mig for Renard, og at jeg ikke kunne huske, hvad man havde besluttet sig for her...- Jamen, hvad hedder De? blev der næsten råbt. Nej, hvor blev den dame bagtalt på dansk til min nyfødte søn (hvilket hun nok forstod, et andet og mærkeligt sprog kan være fuldt af magiske kræfter)).

Hakkeorden giver lov til at ....ja, hakke.... Måske er Sydfrankrig værre; det håber jeg da i hvertfald for jer, der måtte bo nordpå. 

Så  jeg så altså den der jordemoders blik reducere mig til en stor, bar mave med en navle i midten. Jeg talte lidt om min første hurtige fødsel, og jeg kunne se, hun smilende satte maven ind i sin viden om den slags statistikker. Mig så hun slet ikke. 

Jeg kan ikke lade være med med blødende hjerte at sammenligne med mit hospitalsbesøg i Frederikshavn denne sommer. En jordemor eller sygeplejerske tog imod mig med et fast håndtryk og en præsentation (af først mit navn, dernæst hendes). Der fulgte et lille, venligt smil og en undskyldning om, at der nok vil være ventetid idag pga ferie. Jeg blev bedt om at gå ind i venteværelset, hvor der var masser af kaffe og te og ugeblade (og en lille nyfødt vendelbo med hans mor). Der var lyst og venligt, og ventetiden var ikke en selvfølge.

Hun kiggede ikke en eneste gang på min mave. Hun kiggede mig i øjnene!!!

Samme behagelige behandling fik jeg af lægen, der skulle scanne mig. Vi talte om min første fødsel, og han lyttede med en opmærksomhed, jeg skal lede SÅ længe efter hernede...... Han fortalte mig, hvad vi så, og han havde fornemmelse for at ramme mit "niveau" af viden  uden at kende mig i forvejen.

Han så på Ann-Kristin - mig!!!!! - og ikke på en, der havde brug for ham.

Det forholdt sig vist snarere omvendt, hvis man da skal tale i ulighed – det er da heldigvis et bandeord i DK, og selvom det mange gange er lidt en illusion, så elsker jeg den illusion. Det er da også det, jeg savner mest ved DK, ligeværdigheden og følelsen af at arbejde som et team.

Er I med? Jeg skal nok blive ved med at underholde løbende om den slags! Bente har også et glimrende et: Tager hun telefonen, og det er til hendes mand, og hun IKKE når at præsentere sig som konen (hvorved hun ellers får status), bliver hun OFTE behandlet særdeles svinsk og nedværdigende. Får hun sagt, hun er konen, slår tonen om i den rene smiger. Bente hader den slags ligeså meget som jeg gør. Bente vil gerne ses som BENTE og hverken som konen eller sekretæren.... Hun har samtidig ondt af "sekretæren", der bliver - ja, undskyld - pisset på og ligeså ondt af "konen", der kun bliver vurderet udfra mandens status.

Til Lisa: En af de to franske fødselsberetninger, jeg har fundet, er fra en pige i Nice-området, og hun sagde netop, at hun nok boede i det værste område, hvad den slags angår. Jeg tror, det sydlandske hernede bremser al progressivitet, og jeg ville egentlig gerne flytte længere nordpå i Frankrig. Jeg tror, det ville gøre en betragtelig og formentlig udholdelig forskel. Det vil Roger ikke, han elsker jo solen, og så kan han jo ligeså godt tage til Danmark....Hehe. Det har han selvfølgelig ret i.

Roger er ret antihierarkisk - og det er nok det, jeg holder allermest af hos ham. Han taler med høj og lav og slår hurtigt over i du, hvis han får lov. Han udnytter ikke eventuelle statuspositioner, og han finder sig ikke i heller at opføre sig som en underordnet. Da han var dreng og ung var han ret rebelsk og ikke-tilpasset. Det er faktisk et træk, jeg kan se dukke op ved Erik (21 måneder nu) (andre kan også), og det er et meget øh....dejligt træk på lang sigt, men som nok lige vil give mig nogle problemer i de kommende par år - og resten af Frankrig igennem hans barndom!  

Af navne  har vi haft Jonathan på bordet sammen med Martin. Martin blev dog aflyst, fordi jeg ville jo ende med at sige det på dansk, og det ville så lyde som Martine (brugt til piger), og så forudså vi, at vi skulle bruge en masse gentagne øjeblikke på i fransk offentlighed at sige "Nej, det er en dreng, men på dansk siger man...." osv.....

Vi er strandet ved Arthur. Det var et lidt tungt navn for mig at skulle vænne sig til - men jeg kan faktisk godt lide det. Jeg synes, det har masser af karakter, omend det jo ikke er så diskret på dansk (hvis man kan sige det sådan). Jonathan passede ikke så godt til Erik, syntes vi - og selvfølgelig behøver navne ikke at matche, men de to navne rimede slet ikke sammen, syntes vi. Den lille nåede dog at hedde Jonathan en uges tid, Martin varede vist heller 3 uger, og så overgav jeg mig til Arthur.

Det var ved første graviditet, jeg var ret sikker på, det var en dreng. Jeg er knap så sikker denne her gang, må jeg indrømme trods al min intuitionssnak! Jeg bliver dog stadig ikke forbavset, hvis det er en dreng, og måske håber jeg skjult på, det er en pige (det kunne vel være sjovt med en af det andet køn også), og derfor kan jeg ikke "læse" (haha) egne kort rigtigt!

Vi får se!

Kh Ann-Kristin

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .