Skik følge eller land fly 

Frankrig den 8. oktober 2000

Lis i Argentina skrev om "min" cigaretrygende gynækolog:

"Jeg får ligefrem lyst til at skrive et brev til ham og skælde ham godt ud og forklare ham et par ting om, hvordan man behandler fødende kvinder og deres børn rundt omkring i verden. Og hvis du skulle have brug for det, så skal jeg nok sende en kopi til Roger ;-)"

Jamen, Lis, pas på, jeg ikke en dag tager dig (og eventuelle andre på ordet)! Jeg virker noget pylret, men jeg har SÅDAN nydt jeres støtte og medleven, for jeg har aldrig følt mig i den grad sat på en anden planet, og jeg bliver desværre snarere vred end eftergiven og har tendens til at tage alle midler i brug. Det er ALTID svært - og det tror jeg gælder alle kulturer - at tro, tingene kan forekomme anderledes i andre lande og kulturer, og i fx vestlige kulturer har man nok alle steder en tendens til at tro, at det foregår på samme måde, og at forskellene på franskmænd og danskere mest går ud på, at franskmænd spiser baguetter og drikker vin, mens danskere spiser rugbrød og drikker øl.

Heidi i England skrev mange kloge ting, bl.a.:

"Hvad skete der med det puslespil, der næsten var færdigt?"

Jeg bliver nok nødt til at se i øjnene, at nogle af brikkerne altid vil mangle - for nu at blive i den metafor. Selvfølgelig kan jeg i forvejen ikke forudse alt - det er jeg bevidst om - men selv nogle af de punkter, jeg føler mest for, bliver jeg nødt til at betragte som brikker, jeg måske ikke finder frem, og som forbliver væk efter fødslen. Det passer ikke godt ind i min filosofi; måske er jeg ligefrem lidt usmidig og "ukvindelig"? Det gælder nu kun hjertesager, men sandt nok: Her bliver jeg stædig.

"Husk på at han er autoriteten og som sådan sagtens kan give sig selv lov til at slække på hvad han før har udbasuneret, men kun hvis han føler for det. Og får du ham presset så virker han fra din beskrivelse som den bureaukrattype der slår baglås og bliver en mur.” 

Så godt gået med det store smil og overvægten i samtalen."

Ja, han kan selv være en betablokker, kan han!!!!!! Det var en meget svær samtale, og jeg må indrømme, at jeg så kun en ting for mig, mens den stod på: Sabenaflyet til Bruxelles og Mærskflyet til Billund. Jeg kunne ligeså godt bare have gået ud af døren med det samme. Jeg ved ikke, hvad der drev mig til for en gangs skyld at blive ved. Jeg plejer at tabe i diskussioner med franskmændene; en gammel græsk filosof sagde meget pessimistisk i sin tid i tre trin:

-    Der er intet!

-         Hvis der er noget, kan vi ikke opfatte det.

-         Hvis vi kan opfatte det, kan vi ikke forstå det.

(Jeg tror, han hed Gorgias). Jeg har en lignende pessimisme, når det gælder mig og franskmændene:

    - De hører ikke efter, hvad jeg siger.

    - Hvis de hører efter, hvad jeg siger, kan de ikke forstå det.

    - Hvis de kan forstå det, vil/tør/kan de alligevel tage det til efterretning.

Men som Inga siger: - Jeg overlever!

"Men hvor er din jordmoder henne i billedet? Hende du har snakket hjemmefødsel med?"

Hende må jeg ringe til i morgen og afbestille tid med. Jeg tror ikke, hun kan gøre noget, for hun har systemet ligeså meget imod sig, som jeg har. Det ville ikke genere mig, hvis jeg ikke kunne risikere at lide af forhøjet blodtryk!!!!!

Tina i Oregon skriver blandt andet - og opsummerede hermed kort dilemmaet:

"Jeg synes det er svært at råde dig til hvad du skal gøre. Det største problem er vel, at I ikke kan være en lille familie de næste 3 mdr., at Roger ikke kan være med til fødslen, og at Eric skal undvære Papa – hvis du vælger Frederikshavner fødslen."

Simpelthen. Jeg overvejede stærkt, om det ville skade vores lille familie på kort sigt at stikke af fra det hele for at føde i Fr-havn, og så forhåbentligt gavne på lang sigt, at ingen længere skulle høre på mig og mit brok over mine franske fødsler resten af livet. Jeg ville være i Fr-havn blandt mine egne, og blodtrykket ville være mere nydeligt end her (det kan jeg dog godt garantere), graviditeten ville forløbe lettere osv osv, MEN et sted inderst inde i mig fik jeg hele tiden at vide, at det ville fratage

Roger en faderrolle; hans hjælp til mig, når jeg bliver rigtig svær og tung, HANS tagen sig af Erik, mens mor barsler, håbet om, at han kan være med til fødslen denne gang (og jo, min mor har født 3 gange meget hurtigt; som hun sagde trøstende: "Meeen, det går nu i hvertfald nok en time, før han er ude..."), den lykkelige tid lige efter fødslen  - for mens JEG var gal over mit hospitalsophold, dog lykkelig over min nye fine trold (han lignede en trold, Mette!), så har Roger afsløret, han tilbragte de lykkeligste øjeblikke i sit liv lige efter fødslen med den nye stolte følelse af at være FAR - og det selvom han ikke engang var tilstede - osv... (og Roger er ellers også en betablokker, der er svær at hive dybe følelser ud af, så jeg er rørt over denne betroelse...). Det vil måske alligevel på lang sigt være bedst, at jeg går på de kompromiser, der nu skal gås på, og lader Roger deltage så meget det nu er muligt i den her fødsel. Jeg har ikke brug for ham, må jeg indrømme, men jeg har alligevel brug for, at HAN har brug for at være tilstede. Formentlig er det det, det går ud på dybest set - når man er en familie.

Jane i New York skrev bl.a.:

"Jeg ville også gøre alt for ikke at blive adskilt fra mit barn. Det var en af de første ting jeg tjekkede her.....om barnet "skal" ud på en anden stue...."

Jeg er bare lykkelig for at vide, det ikke kun er mig, der tænker sådan. Ved I hvad? Når folk bliver ved med at sige "et" til en, så ender man med at tro det - forstået på den måde, at hele ens moderhjerte, forælderintuition osv HORRORSKRIGER imod.... Jeg måtte i øvrigt også i begyndelsen af halvfjerdserne beundre mine søskende første gang gennem en glasrude....Hallo!!!!

"Held og lykke med hvad du end bestemmer dig til - jeg lærte meget af dit lange brev - mest om hvordan jeg vil tale til min læge næste gang. Forlange og få trumfet flere af mine krav igennem."

Tjaeh, sandt at sige, så fik jeg egentlig ikke trumfet noget igennem. Jeg beholdt bare en vis "værdighed". Min metode er Jesper Juulsk, og den gælder i samværet med alle mennesker. Halvandet års træning gav endelig pote, og jeg nyder VÆLDIG godt af Jesper Juul i forbindelse med forholdet til Erik (nu 22 måneder) og Rogers forhold til Erik. Selvom Roger og jeg har mange konflikter, kan jeg takket være JJ sige, at vi har lært at holde Erik totalt ude fra det. Vi skændes næsten ALDRIG om ham, men indbyrdes er jeg vist ikke så god til at bevare fatningen. Når man er hjemme, falder masken, man "kan ikke mere", man pylrer og har brug for trøst, man skælder ud og er sikkert urimelig. Jeg ved, jeg er. Desværre....

Henriette i Polen gav et par raske løsningsmodeller, der flittigt blev endevendt i et par af mine søvnløse nætter:

"Først: Det franske sundhedsvæsen: selvom de er "bagud" efter din mening, så husk at de gør hvad de gør i den BEDSTE mening, efter hvad der er sandhed i deres øjne!! De er ikke bevidst ude på at være onde!! Den stakkels gynækolog, er jo bare et produkt af konventionen om "rigtigheden" for fødselsmetodik.

Ja, det har du helt ret i, og det ER jeg også klar over, selvom det ikke altid fremgår af mine umodne vredesudbrud!!! Det er nu også derfor, kampen for "mit" ofte ser så håbløs ud på forhånd, og tit har jeg altså også tænkt: Skik følge eller land fly. Godt så! Et eller andet sted er der ikke noget rigtigt valg...

AK (fra tidligere mail): Hvis jeg fortsætter med hjemmefødselstanken i Frankrig, skal jeg berede mig på hån, foragt og al tænkelig åndelig tortur, hvis jeg alligevel må en tur omkring hospitalet. Jeg ved endnu ikke, om jeg er stærk nok til det. Det skal jeg lige gennemtænke.

H: Fra hvem skulle denne hån m.m. komme? - fra hospitalspersonalet?? og i så fald: HVAD RAGER DET DIG? hvad rager det dig hvad de tænker?? Lad dem tænke hvad de vil...gennemfør hjemmefødselsprojektet, går den så går den, og ellers skal de nok hjælpe dig alligevel."

Det var en god pointe, som faktisk holdt mig på hjemmefødselsholdet en af mine nætter; jeg faldt i søvn med et "godt så", der ikke skulle vare ved.

Som jeg nævnte senere, skiftede jeg mening, fordi det vigtigste af alt for mig IKKE er, om det bliver en hjemmefødsel, om jeg bliver hånet osv (selvom jeg har snakket meget om det...), MEN at de ikke måtte tage barnet fra mig. Det vidste jeg godt, sandsynligheden ville tale for, hvis jeg blev indlagt her. Overstimulation af medicinskheder ville også være af stor sandsynlighed - og så kom Roger på banen med privatklinikideen, som vi så tog hen og kiggede på...

"Dernæst: hvorfor skal du tage hjem 3 mdr. før hvis du vil føde i DK? - fordi du ikke må flyve?? - men hvorfor tager du så ikke toget et par uger før?? det ville jeg da gøre, - vist er 10 timer i et tog lang tid, men find et nat tog....det er da bedre end 3 mdr. væk fra Roger!!"

Den scene har jeg udspillet for mig i hovedet mange gange - også før din mail. Man skal imidlertid skifte ikke bare tog, men banegård i Paris, og selvom jeg tog en taxi, er der alligevel langt fra udstigning af tog til "udstigning" af banegård. Jeg har været der før. Jeg kunne ikke se det for mig; stor mave, 2-årig dreng, kufferter og plukveer. 2000 km er for langt på de vilkår.

"Jeg beundrer din grundighed og forberedelse, men pas nu på at den søde ventetid ikke bliver ulidelig af for mange spekulationer og opbygning af skræk-scenarier!!"

Ja, jeg ville faktisk selv ønske, jeg bare lod lægerne gøre, hvad de ville!

Det er bare dødsdømt på forhånd, når jeg har lidt for klare meninger i forvejen (først og fremmest baseret på første fødsel). Imidlertid tror jeg nu, det er vigtigt, at se "det værste, der kan ske, for sig" (uden dog at gå linen helt ud), for så bliver man ikke alt for skuffet eller overrumplet.

Men NU må det høre op, stop, slut og nok for nu!!!!!! Du har ret, fra nu af, må tingene ske, som de nu sker....Godt så!

Lotte i Tromsø, der nu er befriet for en mave og beriget med en dreng, skrev bl.a. meget informativt:

"Med hensyn til betablokkere, så forstår jeg ikke helt hvorfor lægens første indskydelse var at give dig betablokkere istedet for at tage blodtrykket igen efter 10-15 min. hvile, især da du jo i forvejen var nervøs ved om du var gået i fødsel eller hvad. "

Ja, det ironiske er, at lægerne har svært ved at tro, at jeg lide af "hvid kittel-syndrom", fordi jeg netop er så ANTI-autoritær. Jeg har ham også lidt mistænkt for at dømme mig ret hurtigt på den baggrund. Det er jeg nu også ude for i Danmark, og jeg kan da godt forstå, at man kan have svært ved at forstå folk, der er rædselsslagen for et lille apparat, men hey: der er folk, der er bange for edderkopper, mus og elevatorer eller blive stukket i armen, og alt irrationelt kan være svært at forstå for de rationelle og omvendt.

Når det så er sagt, så HAR jeg et elastisk blodtryk; det elevatorkører op og ned, men det tror jeg nu, hører med til at være mig. Faktisk har det været lidt højere i siddende position i den her uge (135/85) - og jeg håber, at det har noget at gøre med stress og usøvn - men det er stadig nede på 110/64, når jeg ligger ned og hviler.

Jeg er lige tilmeldt netjordemoderen, og jeg har tænkt mig, at hun skal "følge mig" på dansk vis indtil fødslen. Jeg har også modtaget ekstrakter fra lægebøger af en læge i DK, og betablokkerne er lidt ukendte med hensyn til bivirkninger. Derfor ville man i DK IKKE give mig dem p.t. Man ville forlange hvile og afventen - hvad man også kan se af det, Hanne på Færøerne skrev:

"Jeg måtte jo også lige spørge min veninde, om hun fik betablokkere, da hendes blodtryk røg i top under graviditeten. Hendes blodtryk var højere end dit (og ikke kun når hvide kitler var i farvandet), men hun fik ingen medicin. Hun var dog indlagt til aflastning den sidste del af graviditeten, som jeg tidligere fortalte dig."

Men Hanne, den veninde her, var det hende, for hvem det flimrede for øjnene osv? Hvor i verden lå hun på hospitalet? Lisa skrev jo, at man på Rigshospitalet var hurtige til at sænke blodtrykket for en sikkerheds skyld.

Såvidt jeg kan forstå ud af den lægeartikel, jeg har fået fingrene i, så er betablokkere ikke det bedste, man kan give. Jeg ville vist nok være "heldigere", hvis jeg bare havde et almindeligt forhøjet blodtryk, så jeg kunne få "noget andet" (der er vist flere ting at vælge imellem), hvor man ikke mener, barnet tager nogen som helst mulig skade.

Nu jeg har været igennem alt det hjemmefødselssstof, så har jeg desværre svært ved at glemme, at hjemmefødte børn ofte er en hel del sundere end hospitalsfødte børn, netop fordi de ikke har været udsat for en disse medicin under graviditet og fødsel....

Lotte i Tromsø indskyder:

"MEN jeg tror, som du selv siger, at de er meget glade for medicin i Frankrig... Jeg var på besøg hos en veninde i Syd-Frankrig (Vence), der var au-pair for en pige. Hun blev badet i sæbe hver aften og havde meget tør ud.

Ud over den tørre hud havde hun fået lidt kløende eksem på maven (nok fordi hun ikke kunne tåle de hyppige bade med sin sarte hud),

MEN hun fik altså 2 slags lyserød mikstur hun skulle tage af den grund... og ingen nævnte at badet kunne være årsagen eller at en fed creme evt. ville hjælpe...."

Åh, ja. DET er franskmændene i en nøddeskal. Problem lig med medicin. Bivirkning lig med mere medicin. En masse blodprøver taget ved sidste graviditet viste faktisk - og det kan nok glæde en skabshypokonder som jeg - at jeg havde et temmelig godt immunforsvar. Ha, tænkte jeg. Det skyldes da den lange snotnæse, jeg gik rundt med hele min barndom. Naturens tilskikkelser skal nok hærde en (forhåbentlig også de mentale!!!!)

"Hvis jeg var dig ville jeg bede om en anden gynækolog for at få en anden læges vurdering. Med hensyn til at tage til DK, så er der jo mange overvejelser...., men det er vigtigt at du ikke går og stresser (det kan give BT endnu et skub opad)..."

Jeg er faktisk kommet i tanker om min sidste graviditet, hvor jeg gik til en anden læge/tidligere jordemoder. Hun troede på, at jeg havde hvid-kittel-syndrom (dengang fik jeg jævnligt målt mit blodtryk hos min svigerfar, som er hjertepatient), og hun overvejede faktisk ikke at give mig noget blokerende! Ham med cigaretten er vist ikke den eneste, der har noget at sige, så jo...jeg er ved at være mere forventnings- og fortrøstningsfuld!!!

Og så har jeg sovet meget de sidste par dage. Jeg tror, jeg vil tvinge mig til at sove middagssøvn, selvom verden er fuld af så meget spændende at lave. Det kan forhåbentligt reparere på lidt af hvert...

Inger i Schweiz skrev:

"Jeg fik blodtryksmedicin under graviditeten, og det kom da aldrig på tale at Alexandra af den grund skulle tages væk fra mig efter fødslen. At hun alligevel blev indlagt på børneafdelingen, er en anden sag, som ikke havde med mit blodtryk at gøre.

Jeg kan ioevrigt "anbefale" en epiduralbedoevelse :-)).. den satte mit blodtryk markant ned. Jeg fik en p.g.a. kejsersnit, og mit blodtryk faldt pludseligt til nydelige vaerdier !! "

Fik du medicin  under hele graviditeten? Kan du huske hvilken? Har du lyst til at fortælle om din fødsel? (Jeg sluger stadig alt om fødsler...). Jeg blev også tilbudt - men ikke påtvunget (quand même) - en epidural, og jeg sagde ja pga blodtrykket. Den virkede nu ikke rigtigt, fik kun højre storetå  til at snurre, og jeg bandede og svovlede, da jeg blev syet. Jeg tror nu, at den ikke virkede, fordi min fødsel gik så stærkt (3 timer ialt), og fordi jeg havde veer stort set uafbrudt. Jeg har talt med en anden, der var ude for det samme - at epiduralen ikke virkede i forbindelse med hurtig fødsel.

Måske fordi den er sværere at lægge rigtigt....Gisp - måske man så er blandt dem, der risiskerer lammelse.... hehe....Nej, så bange er jeg nu ikke for den, men det gik godt alligevel, så jeg vil nu sige nej den næste gang – de får måske alligevel ikke tid til at lægge den. HVIS de får tid, er det nok fordi der er noget galt, og så kan det være, det ender med kejsersnit og så vil jeg foretrække epiduralen fremfor fuld bedøvelse.

Helene i Belgien havde set en tv-udsendelse, der rigtigt nok sætter den franske "situation" i et godt perspektiv:

"Jeg så noget igår aftes på fransk fjernsyn som fik mig til at tænke: tak for kaffe, det er ikke småting I er oppe imod i Frankrig!"

Uha, hvis du vidste, hvor den sætning gjorde godt. Der er som at blive frikendt for sindssyge!

"Det var en udsendelse (Ca se discute "genudsendt" på TV5 - en slags talkshow ed udgangspunkt i reportager om flere af gæsterne) der handlede om mere eler mindre tætte mor-barn forhold. En af gæsterne var en mor til to børn på 2 og 5 år. Den mindste blev stadig ammet og sov i forældrenes seng om ntten - børnene virkede umiddelbart meget harmoniske og glade. Hun fik ofte t vide at hun var omklamrende (af grunde som jeg kommer til senere) - og spurgte derfor (!) sin pediater til råds mht. amningen og sovevanerne. Man ser besøget hos ham - (en mand på ca. 60 år) - og hvad var så visdomsordene? Jo, hun skulle holde op med amning og at sove sammen med drengen (på 2) for det giver hysteriske og lunefulde børn!!!"

Ha - jeg kommer faktisk i tanker om en 8-måneders undersøgelse, vi havde med en sød og rar damebørnelæge i Frankrig. Da gjorde jeg det vist egentlig også "helt godt" (jeg glemmer for hurtigt, de gange, mine argumenter dog har virket...), for mens Roger bekymrede sig om, at Erik ikke sov helt igennem om natten, og lægen sagde, at natteamning jo nok burde stoppes (hvad mange i DK også siger, men de siger dog så, at valget må være vores eget), og at det nok ikke var så godt, at Erik sov  ved mig i den forbindelse, så gav jeg hende ret - men tilføjede, at det nu engang var mit valg, og jeg følte mig ikke udmattet om morgenen fordi han fik to  lyndråber klokken 1 og 5. - Man kan aldrig give sine børn tryghed nok, sagde jeg, og den kendte hun godt, og begyndte herefter at forsvare sin egen politik med sine egne børn, der kom op i sengen hver søndag morgen. - Det lyder sørme også dejligt, skyndte jeg mig at sige, for hun lignede pludselig en, der havde dårlig samvittighed over ikke at sove med sine børn, og DET er der jo heller ingen grund til.

Hver forælder har ret til at sætte sine helt personlige grænser for ditten og datten; derfor bryder jeg mig ikke om det franske udtryk "il faut que" (det er nødvendigt at...), for det begrænser en HEEELT masse ting....

"Noget helt andet var at damen på andre punkter var temmelig overdrevet: hun ville ikke lade sine børn blive passet af nogen overhovedet - end ikke af mormoderen. Og pigen på 5 var aldrig med på skoleudflugter endsige hjemme hos legekammerater, synd for hende synes jeg (og alle de andre deltagere)! Det blev til gengæld sat lidt i relief af en anden mor der var kommet ud af sin over-beskyttertrang vha. psykoterapi - hun kaldte sig meget beskrivende "une mere couveuse liberee" (en befriet hønemor). Hvad siger I - holder I jeres børn væk fra arrangementer af "skræk" for hvad der kan ske?"

Da Erik var baby gjorde jeg mig mange tanker med udgangspunkt som en overbeskyttende hønemor. De er heldigvis forduftet! Jeg er en RIGTIG puttehønemor det første års tid, herefter klinger det af, og jeg kan se nu, at Erik har personlighed nok til at klare sig (lige så stædig som sine forældre), og selvfølgelig skal man have den tillid til sine børn. Jeg er stadig mere bekymret for mig selv i det franske, end for mine børn. De skal nok klare sig, men sådan tænkte jeg ikke for et år siden.

Man kan hurtigt komme til at ligne en urtemutter med babserne fremme, økologisk mad i køleskabet osv. Nogle af de franske, der er sådan, ER også meget frelste. Lidt som i DK førhen. Jeg kan godt lide, det er mere udvisket nu i DK, at Venstre også går ind for at passe på miljøet, og at SFerne ikke overholder alle sociale og økologiske love til punkt og prikke - at Holger K. går med slips, og kvinderne med sminke.

Birgitte i Louisiana skriver:

"Jeg kan desværre ikke overskue at give dig andre råd, end de råd andre allerede har sendt til dig, men jeg kan give dig et cyperknus og ønske dig tillykke med at være den stærke pige du er."

Tro mig, cyberskindet bedrager!!!!!! Jeg føler mig faktisk ret svag for tiden......

Liselotte i Oregon skrev bl.a.:

"Altså A-K.

Jeg tro blodtrykket er ved at komme op på samme  plateau hos mange af listemedlemmerne her. Det er dog forfærdeligt at du STADIGVÆK går og bakser med det her, det bliver bare ved og ved??

Det er meningen at du skal slappe af nu og ikke hidses op, hva' i alverden tænker de dog på de læger derovre, kan de ikke selv se ironien her."

Nej. De KAN ikke se ironien i det! Jeg sagde fx til ham cigaretmanden : "...når det nu skyldes "la blouse blance"". Han var ligeglad med, om det skyldtes "la blouse blanche" (white coat...), for steg blodtrykket, så kunne det jo være farligt for baby. "JA, netop!!!!!", sagde jeg bestemt i håb om, at han ville forstå, hvorfor jeg havde brug for ro og "det går jo godt"-fraser. Lidt som den med medicin - bivirkninger - medicin igen. Istedet for at gå til første hovedårsag....

"og vær sikker på at du har nogle med dig som vil bakke dine ønsker op, (f.x. Roger og Bente), herefter må du så stole på at de kan gøre det nødvendige, skulle det behøves og det ved jeg Bente kan, uden tvivl. "

Ja, Bente kan godt risikere at skulle møde flittigt op for at se truende ud,hvis det kommer dertil...Måske det slet ikke gør....

" Jeg tæller selv dagene til din termin, så du kan få det franske hospitalssystem bag dig og bare nyde dine skønne unger."

Det gør jeg også......

Janne i Barcelona kom også med mange visdomsord:

"Jeg må indrømme at jeg først tænkte, nej nu må hun sgu' bare stramme ballerne sammen og føde i Frankrig."

Det har jeg også tit selv tænkt. Faktisk var Bente i en lignende situation sidste år, da hun ventede Alex. Hele graviditeten spurgte jeg hende hver gang i telefonen: "Nå, ved du, hvor du skal føde?". "Næ", sagde hun de første 7 1/2 måneder. Jeg forstod mærkeligt nok heller ikke, hun gad overveje at tage til Danmark for at føde (og hvor er jeg nu???) – ikke engang med min traumefødsel in mente (jeg må have fortrængt den...). Bente har ikke haft travlt med at lære fransk (hun og Jean-Luc taler jo engelsk sammen), og det var jo selvfølgelig et godt argument, ikke at ville kunne forsvare sig. Jeg tænkte, at forskellen nu ikke var så stor på deres forståelse alligevel (også et argument til at tage til DK), men nænej, måske glemmer man, når man ikke selv står i det, at en fødsel er en vigtig begivenhed i ens liv. I Bentes situation forestillede jeg mig desuden, at hun meget nemmere ville få udleveret en fin epidural - mens hun formentlig ville skulle kæmpe for den i DK. Bentes første fødsel varede flere dage og nætter, så hun trængte jo til en epidural dengang - og så måske engang til. Nu viste det sig jo så, at Alex havde hovedet opad, og at kejsersnit blev nødvendigt, men hvor hun dog også nød sit ophold i DK, på hospitalet osv (fortæl, hvis du har tid, Bente, om dengang, overlægen sad med benene smækket op på din seng, J-L kom ind og mindst af alt troede, det var OVERlægen, der sad der nok så mageligt og sludrede...). Så du har ret: Jeg burde bare stramme de baller, og det gør jeg så også nu!!!!

"Men nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg ved så udmærket, hvor ondt det kan gøre og hvor meget det fylder i eens liv, hvis man har haft en dårlig fødsel. Og jeg kan godt forstå at du ikke bare kan være ligeglad med en evt. hånlig holdning fra hospitalspersonalet. Når man har smerter/er træt/overvældet af hormonernes rasen etc. i forbindelse med en fødsel, så er det måske ikke lige så nemt at kæmpe imod og være ligeglad.

Jeg har selv oplevet bedrevidende lægers nedladende smil (ikke i forbindelse med min graviditet (fødte i DK), men derimod fra Daniels pædiatre) og det er f... ikke nemt at hamle op med, selvom man måske forbereder sig godt hjemmefra. Jeg var så imponeret da jeg læste om din samtale med gynækologen, så du er nået langt. Mn det er noget af et ultimatum de har givet dig. Vi kan sagtens blive enige om at det lyder helt vanvittigt at det skulle være nødvendigt at give dig betablokkere og at tage din nyfødte søn fra dig i 24 timer efter fødslen, men det hjælper jo nok ikke meget, hvis det er det der er holdningen på sygehuset. Så kan du nok argumentere og dokumentere alt det du lyster. Og måske kun opnå at blive anset som en rigtig besværlig patient."

Lige præcis! Jeg var meget glad for en anden "sydeuropæers" blik på situationen, for den bekræfter ens fornemmelser for, "om det nytter noget", og det gør det nemlig nok ikke med ham cigaretblokkeren...!

Henriette i Bruxelles skrev - efter at jeg havde taget min beslutning om fødsel på privat klinik:

"Arthur er efterhånden ved at være vores allesammens cyberbaby - jeg føler i al fald med dig i dine kvaler med at få ham bragt til verden på en ordentlig måde. Husk at gemme alle dine e-mails om ham, så han engang kan se, hvor meget du har anstrengt dig for at gøre hans fødsel perfekt. Det er flot!"

Gisp - du har ret! Vi får født nogle lidt "dominerende" cyberbabyer her på listen!!! Bl.a Gwion, Trolden og nu har jeg også bragt Arthur ind i søgelyset. Jeg bliver lidt overtroisk, bank under bordet osv - når man lægger ansvaret over i lægernes hænder, så har man jo altid nogle at skyde skylden på, hvis noget går galt...Gisp, kan I se, jeg ikke er så stærk igen? Forstår I mit sludder?

Til Bodil i Køln: Dine to fødselshistorier minder et eller andet sted om mine to - selvom vi jo lige skal have bragt min nummer to ordentligt til verden. En dårligere fødsel først, grundige overvejelser og forberedelser til den næste, og jo: det med den private klinik vil nok give mig ret til at kræve lidt mere!!! Du spurgte, hvor langt jeg var henne: Jeg er i 28. uge nu.

Boline i SF foreslog:

"Der  var nogen som tidligere idag snakkede om at sælge filmrettighederne til en rivende kaotisk historie; godt nok var det Pernille's historie, men hendes, som dine eventyr med diverse patetiske karakterer, forekommer mig som oplagte emner for Almodóvar. Eller måske en god dansk Dogma-film?!"

Jeg hører selv til dem, der bliver inspireret af folks beretninger på listen. Jeg ser også tegneserier for mig (Bodils fødsler i Køln) eller amerikanske sitcoms (Mettes anden babyshower med svigermor er oplagt), og jeg kan faktisk også godt se Lars von Trier fokusere på hospitalsgynækologen med sit håndholdte kamera! På det alvorlige plan har jeg lidt tænkt på at henvende mig til Forældre&Fødsel og få lavet et ordentligt temanummer om fødsler udenlands.

Der var en af jer, der spurgte, hvem der betalte privatklinikken! Jeg kan ikke finde den mail - så jeg ved ikke, hvem den kom fra, men luksuriøst i den helt store stil er det nu ikke, som sagt bare intimt og småt (og måske noget mere medbestemmelse). Franskmænd har en privatforsikring (eller de fleste har) for de sidste 15 % af udgifterne. Åh, jeg har - må jeg med skam meddele (her ligner jeg lidt mere sådan en kvinde-uden-styr-på-det) - ikke SÅ meget styr på det igen. Valget mellem privat og offentlig og halvprivat er for de fleste franskmænd reelt og uden økonomiske konsekvenser. Således også for os. Mange mener nu, at sikkerheden er højest på de "rigtige" hospitaler, men jeg er jo så efterhånden kommet til den konklusion, at der er tale om "oversikkerhed", så......

TUSIND TAK FOR ALLE DE DEJLIGE MAILS OG DEN STØTTE, JEG HAR FÅET!!!!! I er bare skønne - slut, over and out og aftensmad!!! knus fra Ann-Kristin

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .