Hvorfor hjemmefødsel?

Frankrig den 8. august 2000

Hej Ann-Kristin!

Jeg er altså en af dem der ikke fatter en dyt af hvorfor man vil vælge at føde hjemme... det kan godt være jeg er blevet for "Amerikaniseret" – det skal jeg ikke kunne sige, men jeg forstår ikke rigtigt hvad attraktionen er ved at skulle føde hjemme.

Det kunne jeg til gengæld utroligt godt tænke mig at vide noget mere om.

Mette - USA

AK: Nej, jeg tror ikke, du er specielt amerikaniseret. Jeg kan se, at nu der diskuteres epidural eller ej, så kan man tydeligt se, at "vikingerne" i hvertfald før den første fødsel som regel er helt sikre på, at den fødsel skal de nok klare uden epidural. Det skifter så for ret mange, når de har født, og jeg tror selv, at mens fx USA og Frankrig er for medikaliserede, så er man i DK absolut for "naturlige". Det er også at drive det for vidt.

I 1997 var 1,5% af alle fødsler i Fyns Amt (som eksempel) hjemmefødsler. Så uanset om måske op til 30 % aldrig vil komme til/få lov til at føde hjemme (er det ikke sådan, statistikken i Holland er?), så hører jeg  helt bestemt til mindretallet, der gerne vil føde hjemme. Langt de fleste tænker som dig, tror jeg, men jeg har da også hørt argumenter som "joeh, men ....det griseri gider jeg ikke derhjemme". Det er jo reelt, omend lidt morsomt!

Mette: Personligt har jeg det bare sådan - og det er SELVFØLGELIG også fordi jeg ikke har født før, og ikke aner hvordan jeg vil reagere på det hele, men jeg har den ide om at "hvis og hvis" der nu er noget, så er det da rart at være på et sygehus hvor der er nogen der kan hjælpe mig og "trolden" - og min mand for den sags skyld... hvis han skulle finde på at gå i gulvet...

AK:

1)Jeg tror, det er helt rigtigt, at man kan ændre mening efter at have født. Jeg er fx selv forbavset over, hvor lidt jeg havde brug for andre mennesker, ikke engang min mand behøvede jeg. Havde han været der, havde jeg nok skullet "taget mig af ham", og det ville jeg ikke have gidet. Jeg var desuden totalt ligeglad med alle apparaterne på det tidspunkt - alle de apparater jeg ellers hader, og som ofte gør mig mere nervøs end godt er; jeg troede også, jeg ville elske at komme i vand eller i det mindste vandre rundt, men jeg ville egentlig helst bare have siddet i en lænestol (el.lign.) og ventet på, at "det skulle gå over". Jeg var helt i min egen verden, et eget lille univers af naturkræfter, mit egen lille big bang var igang - og DET var bare fedt!

2)Jeg var tiltrukket af hjemmefødsel ved min første graviditet, og havde jeg boet i DK, havde jeg nok "bestilt" sådan en, men den ville være blevet "aflyst" pga blodtrykket og Eriks ankomst 5 uger før termin.

Jeg var tiltrukket, fordi JEG er et af de mennesker, der får det smådårligt af at opholde mig på et sygehus. Min logik siger mig (eller "illogik"?), at hvis man tester for dette eller hint, ja, så må det være, fordi noget kan gå galt, og så fokuserer min hjerne oftest på "det der kan gå galt". Lytter man til hjertelyden, ja, så kan hjertelyden forsvinde eller gå i stå (og det gør den såmænd ind i mellem, selvom barnet er spillevende).

Sådan har jeg det fx også med blodtrykket. Når man tager det ved lægen, er det ALTID for højt. Jeg har taget konsekvensen af det og brugt 700 franske franc på et lille fikst apparat. Det har taget mig lang tid bare at blive gode venner med det, men nu er det vist ved at lykkes; i perioder har jeg taget blodtrykket flere gange om dagen; i hvile, i siddende stilling, lidt aktiv, meget aktiv, efter spisning, efter sport, rasende, afslappet, nervøs osv. Det er ALDRIG ligeså højt, som når jeg er ved lægen, hvor det slår alle rekorder! Selv efter 45 minutters tempocykling er det lavere! Om morgenen er det nydeligt, og på den måde vil jeg selv holde øje med den side af sagen - denne gang.

Til gengæld er min - hvad skal man sige... - indre intuition enormt veludviklet, hvis den altså får lov at råde. Jeg var enorm intuitiv ved min første graviditet; jeg var fx også sikker på, jeg ville føde ret meget før tiden (hvorfor jeg drev først Bente til vanvid ("du bliver TRÆT af at vente.....", sagde hun), herefter Roger, fordi jeg sørgede for, at ALT var på plads og købt ind i GOD tid). Jeg var også tidligt ret sikker på, det var en dreng - her er der jo  50% chance for at få ret, så den er lidt tynd, men sådan ser den jo ud, intuitionen, desværre. Jeg var også rimeligt sikker på, fødslen ville gå let, bare jeg selv kunne få lov at bestemme en masse. Den gik meget nemt, også selvom jeg ikke fik lov til at bestemme noget – hvis man altså ser bort fra det der blodtryk, lægerne blev ved med at påstå, var for højt (og de havde jo ret, ok) - men jeg vidste inderst inde, at det ville gå godt. Ud kom Erik 5 uger før tid, superfin og kvik; jeg kiggede på alle de der børnelæger, der stod klar ved sidste fase for at tage imod Erik og redde ham ud af præmaturitet, og jeg tænkte i min tumblertåge: "I kan godt gå hjem nu; han kommer ud helt fin".

Jeg er en mærkelig person, sikkert, på lige de der "rationel-irrationel"-niveau (bare spørg Bente; hun kender til mit barndomstraume med en lillebror, der døde 1 måned gammel), men det sjove er, at jeg VED, at hvis den der allerinderste kerne af intuition (godt, I er så mange kvinder derude....kan I lige se mig på dansk-listen....(fnis)) får lov at råde, så tager den ikke så tit fejl.

I forlængelse af mine fobier for apparater o.lign., kan du nok regne ud, at jeg også helst vil få gang i amningen hjemme i egen seng; og især ikke hele tiden vækkes af besøg og værelseskammeratens besøg osv. Jeg synes, hospitaler er dybt ucharmerende steder, og jeg hader al det renderi fra morgen til aften, temperaturtagning, stuegang, "så skal der reddes seng" osv osv. Jeg tænker på mit ophold som en mærkværdig drøm, hvor min værelseskammerat heldigvis fungerede som en frelsende engel - samt min lille, nye søn, ikke at forglemme.

Amningen kom fx for sent i gang, pga. at de fjernede ham fra mig så længe; han tog ikke nok på de sidste dage på hospitalet; først på 14. dagen efter fødslen var han tilbage på sin fødselsvægt. Alt dette er dybt ironisk, for de næste 2-3 måneder gik han hen og blev Provences absolut største, længste og fedeste baby (9 kg 3 måneder gammel), og jeg er selv overbevist om, at vores fælles start (Eriks og min) ikke var den mest gunstige.

Hvorom alting er: Min fornemmelse for, at hjemmefødsel "er lige mig", er forstærket efter første fødsel (så svineheldig jeg er, med få smerter osv).

Dertil kommer fagfolks (jordemorens) ord for, at "ja, næste fødsel bliver nok også ret hurtig", gør, at jeg synes, jeg bør forberede mig på, hvad der kan ske. Kvinder som jeg (der risikerer en ny hurtig fødsel) får instrukser i (i DK), hvad de skal gøre, hvis de risikerer at føde hjemme - dvs. også dem, der helst vil føde på hospitalet. Jeg er derimod ret sikker på, at man i Frankrig bare vil babu babu hen til hospitalet, og så lade barn hænge, hvor det nu hænger, til man er noget frem. Ja, jeg ved det jo ikke; jeg ved bare, jeg vil forberede mig mentalt på lidt af hvert, for jeg er næsten 100% sikker på, jeg ikke kan få lov til at føde hjemme i Frankrig.

3) Du stiller spørgsmål om sikkerheden osv, og den har jeg selvfølgelig undersøgt , og er især ved at undersøge...

Det tager fx ca. 1/2 time at gøre klar til et akut kejsersnit, og skulle det blive nødvendigt ved en hjemmefødsel, hvilket selvfølgelig kan ske, så ringer jordemoren "bare" til sygehuset og siger "Gør lige klar, send en ambulance; nu kommer vi lige...", og kejsersnittet finder sted samme tid, som hvis man var på stedet. Når jeg skriver "bare", så vil det lille ord jo nok provokere nogen, og gøre mange forskrækkede, men jeg selv er sjovt nok helt tryg ved det (hvis I vil forskrække mig, skal I klæde jer  ud som en blodtryksmåler!)

En af de hjemmefødselsberetninger, jeg lige har læst idag, er af en sygeplejerske, der spøjst nok valgte at føde hjemme, netop fordi hun ofte havde set, hvordan man ofte tog lidt for "let" på det med "at være på stedet". En jordemor ved en hjemmefødsel kan desuden sit kram, hun er ligeså god som en god "heks" fra middelalderen, mens jordemoren, der holder sig til sygehuset, er mere afhængig af både apparater og læger.

Ingen statistik siger, at dødeligheden er højere HVERKEN ved hospitalsfødsel end ved hjemmefødsel, men sygeligheden er faktisk højere ved hospitalsfødsler; dvs komplikationerne er flere, og man er da så småt begyndt at mene verden over, at det er fordi, man sommetider griber for hurtigt ind i naturens gang.

Min egen holdning er: fingrene væk fra naturen, når den selv arbejder, og frem med kniven, slangerne, droppet osv, når den ikke kan længere. Selvfølgelig synes jeg også - som det nutidsmenneske, jeg dog er – at grænsen skal sættes "i god tid". Meget tyder på, at den oftest sættes i alt for god tid. Jeg læste noget idag, der næsten gjorde mig helt "bange" for hospitalsfødsler (fnis, bare lidt...):

(Fra et temanummer for Forældre&Fødsel: At føde hjemme, 1995):

Ugeskrift for Læger 157(29): "Undersøgelserne viser samstemmende flere komplikationer ved hospitalsfødslerne, 3-20 gange så hyppig kunstforløsning, ca. dobbelt så mange børn med dårlig Apgar score og 3-10 gange så mange fødselsskader. Selv om en vis selektionseffekt ikke kan udelukkes, er forskellene så store, at der formodentlig primært er tale om en iatrogen (skader påført som en følge af den lægelige behandling) effekt."

Resultaterne er i overensstemmelse med randomiserede kliniske undersøgelser, som viser,  at svangre- og fødselsomsorg varetaget udelukkende af jordemødre - men med adgang til obstetrisk assistance om nødvendigt - er signifikant bedre, end når omsorgen er delt mellem jordemoder og læge eller varetages af læge alene (ak: her angives en hel masse referencer; hvis du er interesseret, vil jeg godt skrive dem ned; de fleste ser amerikanske ud)"

Fødselsskaderne har fine navne som cephal-hematom, kraniebrud, clavicula fractur, facialis parese, Duchenne-Erb's parese, øjenskader og i det hele taget skader på hoved og overkrop.

Som du kan se, M, så passer alt det der ind i MIN egen indre logik, og jeg ved et eller andet sted, at min krop er en supergod fødemaskine, hvis den bare får lov selv. Det er selvfølgelig dejligt, de holder øje med mit blodtryk og andet samtidig - det skal de også have lov til!!!

Som sagt, så vil jeg ikke kalde mig så "overnaturlig", som jeg måske lyder lige nu. Jeg ved, scanningsskøn (barnets størrelse) kan være meget fejlagtige (min danske jordemor bekræftede det igår, hvor de tit sammenlignede jordemoderens skøn med en scannings, og scanningerne er faktisk mindre præcise). Det gode ved scanninger er, at de er så upålidelige (NOGLE scannerlæger er rigtig dygtige, men Bente har en god historie på det område), så man ikke så nemt bliver forskrækket ved sådan en - snarere altid glædeligt overrasket og selvfølgelig rørt ved at se den lille (det er nok det eneste apparat, jeg ikke er helt bange for. )

Jeg synes til gengæld scanninger er vældig nyttige mod slutningen til bare lige at tjekke hovedets position med (idet de nymodens (haha) jordmødre godt kan tage fejl). Jeg hører i øvrigt også til blandt dem, der synes, at fødslen skal sættes i gang, hvis man går for langt over tiden. Min egen internetlæsningsstatistik viser, at der er ikke så få skader ved børn, der får lov at være for længe derinde - og nu er det det naturlige Danmark, jeg er efter!

Mine egne sikkerhedsgrænser går sådan, at jeg  - fx - hjertens gerne vil sættes i gang, hvis der går mere end ca. 10 dage efter termin.

Den går også sådan, at jeg ikke vil bo mere end et kvarters kørsel fra hospitalet ved en eventuel hjemmefødsel. Ellers ville jeg også blive for nervøs, men 10 km fra Frederikshavn, og 10 minutters indre-by-kørsel fra vores lejlighed i Aix-en-Provence til hospitalet, det forskrækker mig ikke sikkerhedsmæssigt, hverken for mit eget barns eller egen sikkerheds skyld. Der er folks grænser nok ret forskellige, tror jeg!

Mette:Vil du ikke uddybe lidt mere om hvorfor det er du så gerne vil fødederhjemme.

AK: Se ovenfor!!!

Mette: Knus og held og lykke - hvad læser du forresten?

M.

AK: Jeg læser klassisk filologi (latin og oldgræsk), så du kan nok se, jeg i virkeligheden ikke har en disse forstand på obstetetrik (måske kan jeg ikke engang stave til det...)

- Og tak; jeg skal nok holde jer underrettet om det hele undervejs.

KH Ann-Kristin, Vendsyssel/Sydfrankrig

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .