Hjemmefødsel - og Eriks fødsel

Frankrig den 8. august 2000

Hvor mange af jer derude har født hjemme eller drømt om det, men eventuelt ikke kunnet få lov? Hvordan er mulighederne for hjemmefødsel i jeres "nye" land? Er I nogle, der er totalt imod?

Erik (nu 20 måneder) blev født 5 uger før termin i Aix-en-Provence, 3 kg og Apgar Score 10 (begge gange). Mor (mig) havde et temmelig højt blodtryk (men IKKE protein i urinen), fik drop det sidste døgn, fødslen blev planlagt, MEN HAN KOM SELV OG SPONTANT et halvt døgn før den planlagte igangsættelse. Til daglig lider jeg ikke af forhøjet blodtryk; det gør jeg heller ikke i denne min anden graviditet. Jeg er nu i 19. uge.

Ved fødslen af Erik tog de mit barn fra mig fra klokken 3.30 om natten, og jeg så ham først igen næste formiddag ved 10-11-tiden. 

Jeg tror, de glemte mig. Børnelægerne virkede opsatte på at få ham lagt til brystet hurtigt; min mand Roger var IKKE tilstede (dum historie; jeg blev indlagt 3 dage før, og han veg ikke fra min side før netop aftenen før fødslen, hvor han blev sendt hjem for at SOVE inden næste dags igangsættelse af fødslen!!!!!!! 

Erik kom så af sig selv; jeg prøvede selv at ringe ham op, men vidste hurtigt og på forhånd, at han ikke ville kunne høre telefonen fra soveværelset (dum lille ting, vi ikke havde tænkt over; vi troede jo, at jeg skulle sættes i gang og ikke føde naturligt)), jeg fik at vide, jeg skulle "køle ned" og ligge til observation, og Erik blev lagt nøgen i en kuvøse (som en sumo-version ved siden af de bittesmå babyer), fordi de ikke kunne finde kufferten med babytøj.

Selv var jeg rasende og meget ulykkelig. Jeg havde haft mit barn i i alt 2 minutter; jeg var frisk og i omdrejninger, mit barn havde lavet store suttebevægelser til mig, og jeg tvang mig selv til IKKE at råbe op (pga. blodtrykket; kunne det være farligt for mig? Ingen oplyste mig om noget!!!!!) og lave de scener, jeg ellers normalt er god for, men om blodtrykket blev meget bedre af at ligge der tom og uden sit lille barn, er jeg ikke så sikker på....

Fødslen i sig selv var meget overvåget - det var jo i Frankrig, og så var der jo det med blodtrykket. Min mand var heller ikke tilstede. Jeg blev tilbudt en epidural, ja, nærmest NØDET til at tage den - det ville være bedst for blodtrykket. Blodtryksmåling hvert femte minut, monitoring og liggen ned på en båre. Det kunne have været ret skidt, men under selve fødslen, havde jeg det faktisk dejligt:

- Vandet gik 00.30, og Erik var født knap 3 timer senere. Ved vandafgang var jeg 3 cm åben, og de første smerter kom herefter. Jeg havde formentlig haft plukveer i længere tid (en måned forinden var livmoderhalsen udslettet), men ikke kunnet mærke dem. De første var menstruationslignende og ikke særlig stærke. Veerne kom dog væltende; der var ikke mange pauser, men jeg havde ærlig talt ikke særligt ondt, og ville helst være fri for epiduralen, men sagde dog ja, når de nu sagde, det var bedst for blodtrykket....

Men HURRA! Den virkede ikke. "Så, nu kan du vel ikke mærke dine ben mere!", sagde personalet til mig. Jo, det kunne jeg sagtens. Det snurrede lige lidt i venstre tå. Da jeg blev syet efter fødslen, gik det op for mig selv og personalet, at epiduralen slet ikke havde virket. Neeeeej, hvor gjorde DET ondt, men de gad vist ikke bedøve mig; jeg så jo ud til at klare sådan en fødsel temmelig nemt og hurtigt.

Fødslen i sig selv var god; jeg følte mig som en tørretumbler i fuld sving. Det hele kørte af sig selv, og jeg trak vejret spontant på en måde, der holdt smerterne væk. Jeg havde ellers ikke engang nået at øve mig på det med vejrtrækningen. Roger, min franskmand, savnede jeg til min egen overraskelse ikke. Personalet var ligegyldigt og overfladisk, men venligt. Et lille hold børnelæger stod klar til at lægge Erik i glas og slange (pga. hans ankomst 5 uger før tid), men blev sendt hjem igen (2 gange 10 i Apgar....). Jeg var venlig, men overfladisk, og det gjorde ikke noget. Jeg var helt i min egen verden. Jeg var ved at føde...

For at opsummere: Fødslen var god og min egen; udholdelige smerter, hurtigt og let forløb, meget overvåget og medikaliseret. Det VÆRSTE og UTILGIVELIGE var, at de ikke lod mig beholde Erik efter fødslen.....

Nu er det jo så, at jeg gerne nu her næste gang vil føde hjemme. Jeg er jo en superføder; hende den irriterende, der føder hurtigt og smertefrit og oven i købet kun skal være gravid i 8 måneder. Min mor har en lignende statistik for sine fødsler, og jeg ser ud til at slægte hende på. Selvom jeg valgte at føde på hospitalet, vil jeg måske ikke engang kunne nå derud!

Der var jo lige det med blodtrykket. Indtil i går troede jeg , at det ville udelukke mig for enhver fremtidig hjemmefødsel, men en frederikshavnsk jordemor sagde i går, at hvis min graviditet ville fortsætte normalt, så kunne jeg sagtens få lov at føde hjemme!!!!!!

HURRA!!!! Jeg har aldrig følt mig så rask før (fransk sygehussystem er effektivt, men hvor føler jeg mig syg derinde....), så bare den nyhed gør mig i godt humør.

MEN jeg må ikke føde mere end 3 uger før termin - herhjemme.

Det var den danske jordemors oplysninger. Jeg studerer stadig i DK, opholder mig ca. 6 af årets måneder i DK, har derfor folkeregisteradresse i DK og dermed ret til at føde i DK - og med mulighed for at føde hjemme!!!!!

Det rareste for familien er dog, at jeg føder i Frankrig. Roger kan få en chance for at komme med til den næstes fødsel; han kan ikke tage mere ferie for at komme til DK og være med; min termin er 6. januar, og hvis vi så regner med ny fødsel før tiden, vil den nok ligge et sted i december måned, muligvis i starten eller midten. Erik skal i halvdagsvuggestue i Frankrig og vil have det godt i en fast hverdag, der ser forholdsvis ens ud før, under og efter lillebror (m/k-s) ankomst - og for engangs skyld nok have mindre godt af at komme til DK på ferie hos mormor og morfar, væk for en far, der betyder mere og mere for ham, væk fra den nye, genkendelige hverdag, og så på lidt ubestemt tid.

Jeg ville BARE sådan ønske, at franskmænd turde lade mig føde hjemme dernede....!!!!!!

Under alle omstændigheder vil jeg forberede mig på den der hurtige fødsel, hvor jeg ikke når at komme på hospitalet, og det ville da være rarere at kunne få en jordemor til at komme end at skulle føde med to ambulancemænd på badeværelset.

KH Ann-Kristin, Vendsyssel/Sydfrankrig

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .