Damn!

Danmark den 6. november 00

Hejsa alle I RIGTIGE cybervenner - jeg gentager lige, hvad Charlotte NY sagde:

Hej AK

Endnu engang  DAMN!

Jeg tror bare jeg "saver" min email med, jeg er så glad for at høre at du/I endelig har fundet en løsning I er glade for... Det har jeg skrevet mange gange nu :-)

Kan du se smilet?)

LIGE PRÆCIST!!!! Damn!!!

Det var nok også derfor, jeg ignorerede et par "AK - er du der?"-mails her onsdag-torsdag, mens jeg stadig var i det franske, omend flyveklar - jeg TURDE IKKE være skyld i flere "ændringer i programmet" - dybt overtroisk og neurotisk, som jeg pludselig var blevet - intet nyt fra AK, FØR hun var på dansk grund.

Og så en tusind tak igen for jeres søde medleven og dejlige svar. Jeg må indrømme, at fødselsdagsmails rager mig en høstblomst (altså fx fødselsdagsmails til mig selv), men alle de her små tilkendegivelser - også selvom de måske burde være sendt privat - har LUNET - du godeste, hvor de har lunet!!! Jeg synes IKKE, den slags skal sendes privat af hensyn til listen, for jeg har selv glæde af at følge med i de mails med noget nær lignende ordlyd, som blev sendt til Lene i Spanien, da Jan var blevet opereret. Selvom jeg ikke selv har kommenteret Jan-mailsene, har jeg nydt at kunne følge med en ængstelig mors bekymringer og medlevende listemedlemmers små eller store kommentarer. Det er kunstens, filmens, litteraturens, tegneseriernes og internettets fornemste opgave: at lade os leve med i andres liv eller i fiktive historier. Man oplever tingene ske for naboen, er glad for, de ikke sker/er sket for en selv, og HVIS de er sket for en selv, nyder man dem endnu mere. Det er SÅ GODT at vide, at man "ikke er alene" - for at bruge en kliché.

Men Malene, jo, et eller andet sted synes jeg stadig, jeg er en "kujon" - men okay, jeg er ved at være stolt af det - når det nu ikke kan være anderledes! Når jeg tænker på Hugos weekenddep-historier, så føler jeg mig heldig. Jeg mener, hvad tuder jeg for? FosterArthur har fra ende til anden sparket lystigt til alle sider, fra blære til ribben; danset løs, når jeg sang for Erik, eller når nogen tændte en støvsuger, og vendt ryggen til, hvis en bar mave kom op under for skarpt lys. Jeg har overlevet blødninger, jernmangel, forhøjet blodtryk og blodtryksmedicin og ægteskabsdilemmaer! SKULLE Arthur ville ud nu af den ene eller den anden grund, vil han højst sandsynligt ikke bare overleve, men også uden mén (nu uge 32). Jeg skulle skamme mig at gå at ængstes over dette eller hint. Der er så mange, der ikke engang kan blive gravide, eller når de bliver, så aborterer de raskt væk, eller der er nogen, der har mistet deres børn, for tidligt fødte, spæde, i en ung eller ældre alder. Der er sørme så mange, der har haft det MEGET værre, og selvom man skal stå ved sine følelser, er det måske alligevel en god dyd "at være taknemmelig".

Jeg ser, at Hanne Marie i Italien har oplevet fødselsting, der ligner min første fødsel, og at hun heller ikke vil føde der igen. Godt så - jeg er ikke den eneste, der tænker sådan, og jeg skal ikke være flov over det, i hvertfald!

Men nu lidt opfølgning:

Lørdag aften gik jeg på min danske læges opfordring på halv betablok-dosis, uden at det havde konsekvenser for blodtrykket. Søndag morgen - igår morges - tog jeg den halve dosis for sidste gang. Igår aftes - 12 timer efter sidste dosis - tog jeg igen blodtrykket; det var fint, liggende, og hæderligt, siddende. I morges - nu betablokfri i 24 timer - var det liggende tryk stadig fint - men det siddende var faktisk i grænseområdet, også selvom jeg var rimeligt rolig.

Som planlagt gik jeg til læge - også med Erik, der skulle have ørerne tjekket - med apparat og det hele.

Der var ingen trusler på liv og død. Han tog et tryk på 160/90, hvilket ikke er usædvanligt for mig ved lægen, men som franskmændene siger, så skal det ikke være så højt, uanset hvad. Sådan tænker man vist også i Danmark - jeg fik bare ingen ny medicin, hvilket jeg jo nu ubevidst er lidt forbavset over (tilvænnet det franske system) - selvom jeg jævnt tit minder mig selv om Hanne/Færøernes kollega, der fødte tvillinger med et højt hviletryk og flimren for øjnene - og alt det som en rigtig viking uden medicin.

Jeg fik den besked, at jeg skulle holde op med at tage trykket derhjemme hele tiden. Det blev mit fokus ikke mere afslappet af. Jeg skulle slappe af efter den her omgang og se, om det ville få trykket til at falde naturligt.

Hvis ikke det var, fordi at jeg vidste, at han troede, jeg talte sandt mht hviletrykket, ville jeg nok være blevet fornærmet. Dog ikke så fornærmet, at jeg ville finde et nyt land igen at føde i! Jeg fik en tid tirsdag i næste uge til bt-måling og urinaflevering, og HVIS jeg på et tidspunkt skulle have bt-dæmpene medicin, ville det blive et garanteret ammevenligt mærke.

HURRA!!!!

Jeg har tænkt meget over rådet med at lade apparatet ligge. Hvor dejligt udramatisk!

De regner altså rent faktisk ikke med, at jeg kan slå mit barn ihjel i løbet af den næste uges tid, også selvom ingen kender mit blodtryk!!!!!

Det er den følelse, jeg/man hele tiden får/fik i Frankrig, synes jeg...."Hvis ikke, så garanterer vi ikke for følgerne...". Minder den om nogle kejsersnitssituationshistorier?

Jeg mener at have forstået, at i det øjeblik, mit blodtryk ryger over 140/90 - altså både "det foroven og det forneden" i DK, så er det pilletid igen.

Lad os nu se - som I nok kan høre, går jeg vist lidt for højt op i det - og det behøver jeg jo ikke mere. Jeg skal føde på Danmarks mest spædbarnsvenlige hospital, hvor ingen vil tage barnet fra mig uden meget god grund eller undervurdere amningens velsignelser og den allerførste tår!

Ryste, ryste  - AF....der er noget franskhed, der lige skal rystes af! Jeg ryster og ryster - AF - og det gør godt!!!!

I eftermiddags ringede jeg til jordemodersekretæren, og før jeg vidste af det, havde vi ikke bare hyggesnakket, aftalt tid, men jeg var blevet meldt til et fødselsforberedelseskursus i svømmehalssammenhæng med andre gravide damer. Jeg kan begynde at glæde mig igen - som en rigtig gravid (eller den glansbilledgravide)!!! Jeg kan lave planer igen, leve normalt og have lov til at have det godt!

Mine forældre er PRAGTFULDE!!! De løfter Erik, når der skal løftes; de bader ham og skifter ble, smører leverpostejmadder, leger med biler, lader ham dække bord og osv. Erik har ikke meget tid til mig - og det er ikke (længere) af traumatiske årsager!

"Regarde!", siger han begejstret, når han ser en bedsteforælder indenfor synsvidde. "Encore", beder han ved måltiderne, og de stakkels bedsteforældre har travlt med at lære sig de tre ord, han bruger hele tiden (fra det franske register): regarde! voiture! og encore! (De går til fransk på VUC)

Så foreløbig, Charlotte, så går det godt, så du kan få lejlighed til at skrive nye mails igen!!!

I hjernekrogene sidder som sagt lidt urationel angst, men ihguder, hvor er der forskel på idag og sidste mandag, hvor jeg var helt nede at vende......

I morgen skal jeg ringe og høre, om jeg kan komme forbi og se de opreklamerede fødestuer (kryds fingre for noget så specielt som "få eller ingen fødsler igang på Frhavn sygehus mellem 9 og 15 tirsdag den 7. november!).

knus og tak for nu - nu får jeg meget snart overskud til at kigge ud over min egen navle igen og kommentere nogle mails fra listen; hvad Anne skriver om venner og venskaber er fx uhyre interessant!

kh Ann-Kristin, Vendsyssel - og jo, Henriette, jeg kan "det hele" her i Vendsyssel med nettet; jeg er en af dem, der fylder ud i medlemstallet ved at være tilmeldt på med hele ca. 3 adresser!!!

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .