Danmark den 4. november 2000

Hej søde listemennesker.....I er bare så skønne at have, når der skal vrides og dryppes af for hjerteblod. Tak for mange spændende svar til min "skik følge og land fly"-mail. Jeg ville gerne have kommenteret grundigere, men mit liv har igen ændret sig drastisk - og jeg ville faktisk ikke afsløre mine nye planer, før de var gjort vitterligt - hver gang jeg har fortalt noget og sagt "NU er der styr på det hele igen" - ja, så er noget kommet i vejen. Det ville jeg ikke risikere igen!

Jeg sidder i en efterårsramt dansk tusmørkeeftermiddag (men med blå bleghimmel og tendens til nisser bag grantræerne) - flygtet fra fra fransk lov og ret. Jeg kunne simpelthen ikke mere...

I begyndelsen af den her uge gik betablokkerne mig til hjernen. Præcist en time efter indtagelse morgen og aften græd jeg hjerteskærende - i begyndelsen troede jeg bare, det var stress over det hele - men efterhånden fik jeg følelsen af ikke at kunne regulere min indre kemi. De der blokkere blokker jo for adrenalin med mere, men du godeste hvor føltes det skidt; som om jeg havde vandfald af tårer, der ikke kunne komme ordentligt ud. Desuden har det fra starten føltes ubehageligt, langsommere hjertepuls - men min puls var nu ikke spor slem tidligere, til trods for jeg var gravid - jeg følte mig som en slags levende død, fysisk såvel som psykisk; jeg følte mig MEGET træt og lidt som havde jeg drukket en halv flaske vin og bare havde lyst til at sove, men søvnen kom alligevel aldrig ordenligt.

Samtidig skulle jeg gerne være kampberedt til fødslen, hvor de vil tage barn fra mig og nægte amning i starten. Svært nok at forholde sig til det oveni.

Jeg læste, hvilke bivirkninger der var til mine betablokkere - en god håndfuld, deriblandt søvnløshed, træthed og mareridt. Jeg gik ind på netdoktor, hvor depression også var listet. Ha - jeg vidste det! Endeløst sorte tanker har ramt mig, og Roger kunne godt se, at der her var en forskel på almindelig dårlig dag og så noget helt andet.

Jeg ringede både mandag og tirsdag morgen til min læge i Frederikshavn og fortalte hele historien, omhyggeligt med de forskellige blodtryksmålinger. Han sagde "Jeg synes nu nok, det er nogle noget tynde indicier, du har fået den medicin på". Han sagde dog også, at den dosis, jeg tog, ikke var særlig stor (40 mg), at triste tanker ikke var SÅ almindelige, men at sådan, som jeg beskrev det, lød det sandsynligvist ikke som om det var noget godt for mig. "Vi giver ikke blodtryksmedicin, hvis man har et blodtryk i hvile på 110/60". Det gode ved den her læge er, at han er en rigtig frankofil med feriebolig ved Côte d'Azur; han ser tilpas på tingene, mig og Frankrig! Han tog det roligt og udtrykte ønske om, "at jeg da måtte kunne komme ud af det igen inden fødslen".

Jeg har også skrevet til netdoktor om de betablokkere - de har ikke tid til at hjælpe.

Jeg skrev og chattede med Netjordemoderen, der sagde "at de godt nok var NOGET hurtige til at give medicin i Frankrig".

Jeg har henvendt mig til Forældre&Fødsel (hvor jeg også er blevet medlem) og fik et foreløbigt svar om, at deres læger var sat til at undersøge sagen om "tæt obstetetrisk kontrol", fratagelse af barn, amning eller ej, men "at det da vist krævede et godt helbred at føde i Frankrig".

Den liberale jordemoder kom tirsdag som bestilt af "Monsieur", og hun blev det bedste, der skete mig i den uge. Hun monitorede barnets hjertelyd, tog mit blodtryk, der var alt, alt for højt - og ikke spor blokeret. Jeg viste hende mine blodtrykstal fra eget apparat samme formiddag: 100/60, 110/70 og i den dur. "Det er jo næsten lavt", sagde hun med en lidt forbavset undertone. Hun lod mig tage mit eget blodtryk med mit eget apparat, og nej, det er ikke en medsammensvoren; ærligt og kontant viste det 170/100 - ALDRIG har DET apparat vist mig så høje tal. Det var fuldstændig i overensstemmelse med hendes apparat. "Det er et godt apparat", sagde hun. "Jeg vil ikke tage dit blodtryk mere. Det kan du selv gøre, og så kan du vise mig tallene taget fx hvert tiende minut i løbet af en halv time - ligesom på hospitalet".

Før hun sagde det, var jeg begyndt at græde. DET plejer jeg nu ikke sådan at gøre i den slags situationer, men jeg havde pludseligt set de kolde hospitalslokaler for mig igen, og det gik op for mig, at jeg VILLE og skulle vende tilbage dertil. Det hele lignede lidt de mareridt, jeg havde som lille, hvor jeg SKULLE gå på hænder ned ad en trappe, men UDEN at røre trinene.

Som sagt, så går jeg altså ikke rundt og græder i tide og utide. Jeg vidste, jeg var under indflydelse fra de fæle betablokkere, og jordemoderen sagde, jeg skulle vente et par dage og se og så bede om at skifte mærke.

Hun var en 60årig dame med ben i næsen og stor medfølelse; hun mumlede for sig selv og til mig og Roger, at det dog var perverst, hun sådan skulle komme og fremprovokere angst med mere, tage blodtryk, tjekke og gøre ved, når det så tydeligt var hele hospitalssceneriet og apparaterne, der gjorde mig "syg". Hun mumlede også lidt vredt ud mellem sidebenene, at hun kunne desværre ikke gøre noget (hierarkiet...), men så så hun mig i øjnene og spurgte direkte: "Hvorfor i alverden tager du ikke hjem til DK og føder?". Vi fik en snak om Danmark OG om Korsika, hvor hun var fra (en ensom bjergby langt fra alting), og  jeg opdagede, at mentaliteten pludselig kunne mødes; i bjergbyen og på Læsø (hvor jeg ganske vist aldrig har været, men det er dog ikke langt væk fra Frederikshavn) fødte man selv og hjemme og uden diverse dikkedarer. Selvfølgelig var det muligt.

Jeg havde sagt til Roger, at jeg var på 60% nu mht at tage hjem for at føde. Den røg lidt højere op efter jordemoderens besøg.

Om formiddagen havde jeg ringet til mine forældre, der havde været på Madeira den forløbne uge, mens jeg havde været på hospitalet, og nu sad i bilen på vej nordpå. Ligeså snart jeg havde min mor i røret, begyndte jeg at tudbrøle, og det har jeg ikke gjort siden 1985 (eller noget i den stil) - og okay, det var også kun få timer efter indtagelse af medikament, men alligevel. Min mor har indtil nu været sådan lidt af den holdning, at "det skal du selv beslutte, hvor du vil føde", men lidt "skik følge eller land fly"-morale har der været hengemt. Nu sagde hun uopfordret, at hun syntes, jeg burde tage hjem. "Du kan ikke holde til det, og når man inderst inde ikke er enig i det, de gør, kan man ikke tvinge sig mere". Så begyndte hun også at græde, og det var jo ikke meningen, men sikkert godt nok et eller andet sted.

Onsdag bestilte jeg billetter og pakkede babytøj i kuffert.

Torsdag pakkede jeg til mig og Erik (23 måneder), og jordemoderen kom igen og gav mig en erklæring på, at jeg kunne flyve. Roger klædte Erik på, inden han skulle over i vuggestuen "for sidste gang i to måneder", sagde han, og jordemoderen "brølede" halvvredt: "SÅ! Nu skal du ikke give hende mere dårlig samvittighed, end hun har i forvejen". Jeg havde virkeligt fundet min advokat! Hun fik også sagt nogle sandheder om det franske system: "Nej, den menneskelige dimension på fødestederne, DEN er der sgu ikke meget af (ja, sgu sagde hun nu ikke, men det er alligevel passende at sige sgu i oversættelsen)". "Heller ikke på privathospitalerne?", spurgte Roger - han håbede naturligvis til det sidste. "Nejda - det er hele vores mentalitet; vi fokuserer på medicin og apparater - det er det".

Roger VAR nu faktisk fuld af forståelse - ikke rationel forståelse, men han kunne godt både se, høre og føle, at der ikke var nogen vej udenom. Han overvejer, om han kan snyde sig syg og tage herop midt i december - vi får se. Eriks pædagoer forstod det også, men den bedste "forståelse" kom nu fra helt uventet grund:

Rogers søster ringede til mig og spurgte først dramatisk: "Kommer du overhovedet tilbage?". "Jada", sagde jeg. Jeg skulle ikke skilles eller noget. At jeg havde bestilt returbillet til den 21. december I TILFÆLDE AF, at jeg har et flyveklart og stort barn at tage med, beroligede også meget om mine intentioner. Søsteren er jo "hende, der er maniodepressiv" (har heller ingen børn). Hun har ikke så meget intuitiv forståelse for mennesker og situationer, men hun har klæbehjerne og kan trods alt straks relatere til hørt, set og sket. Hendes mor - Rogers mor, den gamle skleroseramte halvheks (til tider, det er et stort ord at bruge, men det kan jeg jo vende tilbage til) - havde husket sin egen fødsel af nummer to (søsteren). De boede i Lyon, men hun havde råbt og skreget og insisteret på at tage turen (og der var langt dengang) tilbage til Provence, så hun kunne føde med sin moder og de gammelkendte nabokoner.

Det er et spørgsmål om følelser, og jeg tror ikke længere, man kan diskutere sig til rette med sine egne følelser. Jeg har prøvet - det ved I alt om. Jeg kunne ikke mere.

Roger og jeg sov ikke meget den nat; kede men heldigvis ikke det mindste på krigsstien. Ikke flere bebrejdelser eller tovtrækkeri. Erik har også brug for en ligevægtig mor. Den lille ny har. Roger og jeg lagde planer for foråret, for barnedåben. Vi så fremad. Det var godt.

Igår op klokken fire og afsted til lufthavnen (skulle være der i god tid, fordi vi først skulle hente billetterne). Tung men nødvendig adskillelse ("Es muss sein").

Nervevrag ved flyafgang. Søvnmangel, jernmangel, betablokpåvirket, angstfyldt. SÅ - nu ville moderkagen løsne sig og alverdens ulykker ske.

I luften faldt jeg i søvn med lilleErik i hånden. Han sad så voksent ved siden af mig og tog alt for meget ansvar på sig. Vi faldt begge i søvn en stund. Vi landede i Bruxelles, og jeg havde stadig ikke født!

Det "pakæsel", vi havde bestilt, kom ikke. Den belgiske stewardesse sagde undskyldende, at hun havde spurgt i Marseille, om der skulle assistance til os (vi så sådan ud), men det havde de sagt nej til. Jaja, tænkte jeg rigtig "sort-hvid" - SYDeuropæere!!! Vi havde bedt om assistance i telefonen, ved billetkøbet, ved indtjekningen, ved bagagerøngtenmaskinen - allevegne!!! Nå, men der kom dog en dame til at tage den store rygsæk og følge os op i næste fly. Jeg havde lidt lyst til at sidde på en lille vogn; jeg havde mange plukveer på gåturen gennem lufthavnen (som var lang), men lidt i konflikt med mig selv og "det hele": SÅ sølle er jeg da heller ikke; vel kan jeg da gå "det bette stykk'".

Jeg vil ikke lyve for jer - selvom jeg har lyst - og om det er medicinen igen eller bare mig, skal jeg ikke kunne sige - men frygt og angst for at "et eller andet skulle ske", før jeg nåede til DK, forfulgte mig på den flyrejse. På vej i bussen ud til Mærskflyet var jeg sikker på, at nu blødte jeg igen. Jeg var sikker på, det drev mig gennem bindet, jeg for en sikkerheds skyld havde sat på, gennem underbukser, ned ad benene. Jeg nægtede mig selv at gå på toilet i flyvet; jeg ville bare til DK nu NU NU - for enhver pris. BabyA sparkede heldigvis lystigt, og det må da være den bedste forsikring, man kan få.

Og jo, jeg var småskør - vel landet i Billund og ind på toilettet kiggede jeg på et snehvidt hygiejnebind. Det vidste jeg inderst inde godt, men hold kæft, hvor ER jeg paranoid nu....eller var, for det er efterhånden ved at fordampe.

Det er egentlig ikke mit ærinde at idyllisere Danmark og hvad der følger, men for MIG sker der åbenbart kun gode ting, når jeg er på dansk grund - og omvendt, når jeg vender snuden udenlands.

En ung stærk mand (pakæsel) stod STRAKS klar ved foden af trappen; satte raskt Erik ned i klapvognen, han holdt klar, tog min rygsæk på ryggen og fulgte os ind til kuffertbåndet. "Der!" og "Der!" og "Der!" skulle jeg sige tre gange (som et lille barn), når jeg fik øje på en kuffert, der var min - vupti tog han dem og kørte dem ud til de ventende (bedste)forældre. Jeg havde egentlig ventet, jeg ville stortude af lettelse, men tårerne var sivet på forhånd, ved afgang i Marseille, ankomst til Bruxelles osv.....

Jeg VAR imidlertid lettet, og min søn var hysterisk glad for at gense sine bedsteforældre. Alle spøgelser forsvandt langsomt fra kroppen.

Igår aftes kunne jeg mærke, angsten "for at noget skulle gå galt" forsvandt lige så stille. Mine forældre pralede med den helt nye fødeafdeling på Frederikshavn Sygehus; "De siger, det er det fineste og mest moderne sted i landet; spædbarnsvenligt". For et par år siden fik det en pris - og det var før indvielsen af de nye lokaler. Jeg GLÆDER MIG TIL AT SE DEM!!!! Jeg glæder mig også uendeligt ved betegnelsen "spædbarnsvenligt" - der står amning og babypolitik ØVERST overalt.

Og ved I hvad? Om så jeg skulle komme tilbage i folden som kvalificeret kandidat til hjemmefødsel, så vil jeg ikke mere! Jeg vil føde på hospitalet og se, hvordan der er der!!!! Bare kom an, Danmark - afliv du bare mine idealforestillinger, hvis du kan. Måske er det mig, der er noget galt - eller "godt" - med. Måske får jeg "folk med mig i Danmark" - måske virker jeg aggressiv på franskmænd?

Jeg virker helt klart til at være en af de planter (jf. listens botaniske metaforer fra juni måned!!!), der visner, hvis den bliver omplantet, men som stortrives og blomstrer året rundt på rette sted.

I går aftes faldt jeg mere og mere tilbage i rolige og sunde folder. Mit overskud kom tilbage - også overfor Erik. Han jublede ved gensynet af bedsteforældrene, køerne, hestene og vindmøllerne. Han styrtløb af glæde hen til mormors kasser med legetøj; han havde en travl eftermiddag og aften med at gense gamle lokaler og ting.

Ved sengetid kollapsede hen imidlertid. Han græd og græd og græd og kunne ikke falde til ro. Han var ikke varm eller syg. Han var med garanti overtræt - men alligevel..... MIT overskud var som sagt kommet igen, og det var det, der gjorde, det gik op for mig, hvad der skete...

Erik havde spillet "artig" og voksen i næsten 14 dage nu; han havde set sin mor stortude, vredes, ængstes - og komme på hospitalet. Nu var den rigtige mor tilbage - nu kunne han tillade sig at vise svaghed igen og lade mig tage over.

Jeg tog selvfølgelig over; snakkede og "forklarede", vuggede og hyggede. Jeg gav ham alt, og der var pludselig noget at tage af igen. Jeg havde sovet 3 timer forrige nat og var dødtræt. Men det psykiske overskud var tilbage!!!!

Min danske læge havde foreslået, jeg skulle halvere dosis af betablokkeren, og så når jeg var på dansk grund holde helt op. Jeg turde (pga franske trusler om konsekvenserne) ikke halvere,  - før i går aftes. Det har jeg dog til morgen også, og weekenden ud. Mit blodtryk er fint - ikke bare fint, men også lavt!!! Fra på mandag holder jeg helt op, og så får vi se, om jeg er en - iflg. danske læger og jordemødre - ægte blodtrykspatient eller ej. Jeg er selvfølgelig ikke kommet til DK for at undgå medicin, men for lige at slutte af med min danske læges udtryk: "Jeg synes nu nok, det er nogle noget tynde indicier, du har fået den medicin på", så vil jeg godt have rystet den der "anklagethed" af mig. De af jer, der kan huske min lillebrormail, ved godt, hvad jeg mener. Jeg tipper lidt frem og tilbage mellem en følelse af "storhedsvanvid" (jeg overlevede jo dengang) og decideret og uudholdelig skyldfølelse (jeg burde dø, ikke min lillebror), og jo, jeg er alt for svag til at overleve det franske graviditetssystem og "pas nu på"-mentalitet.

RIGTIG sølle - en rigtig kujon - men hvor har jeg det meget bedre nu.

Tak for de mange ører derude - hvor er I skønne at hælde ud til!!!!!!!!!!!!!!!!

knus fra Ann-Kristin, p.t. Vendelboland.

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .