Kropsbevidsthed og familieforhold

Frankrig den 4. september 2000

Tak for alle "lykønskningerne" i forbindelse med min nylige scanning! Og ja, nu vi er ved overtro, så bliver man lidt nervøs "på forhånd"; det lyder næsten, som om jeg har født..... Jeg var ellers forsigtig og skrive "Det er en dreng" og ikke "det bliver en dreng", for det vil jo være at tage munden alt for fuld - det turde jeg ikke, selvom jeg godt ville turde købe barnevogn i forvejen.

Foreløbig er der en dreng derinde, og jo, Jeanette, jeg så faktisk også tappen, før Roger åndeløs af spænding spurgte lægen til kønnet. Roger ville helst have haft en pige, men han blev overrasket over sin egen glæde – ved at få at vide, det var en dreng.

Nu vi er ved det der med at lave piger eller drenge, så tror jeg, at nogle familier kun laver den ene slags af genetiske årsager. På kvindesiden – og på Rogers side - er der nogle maniodepressive tendenser. De kommer bare ikke frem ved drengene, og jeg tror, det er derfor, naturen selv vælger fornuftigt fra og til i sådanne situationer. Bare lidt personlig og uprofessionel ide......

Erik (21 måneder) ved vist ikke helt, han skal være storebror. Han kan godt ae min mave på vores opfordring, men lige så gerne trækker han trøjen op og aer sin egen - eller sin fars.

Og jo, familiefødesituationen er indviklet, Lis - inklusiv mit ønske om at føde i DK. Jeg havde Bente i telefonen igår (som så mange gange før), og vi havde en meget spændende samtale om franskmænds kropsbevidsthed (eller i vores øjne mangel på samme), som førte mig lidt på sporet af, hvorfor alle mine hår på kroppen (både her og der) stritter ved tanken om at føde i Frankrig. Det gælder jo bare mig; hvis jeg var en, der fødte med stor smerte, ville jeg nok være lykkelig for en fransk "indlæggelse" med epidural og det hele.

Jeg vender tilbage til den der kropsbevidsthed - eller mangel på samme - måske senere i aften, idet jeg vil oversætte en leder skrevet af min "hade"-redaktør til et af Frankrigs tre baby-forældreblade "Enfants". Jeg kan forstå, hun som franskmand kan have de holdninger, men jeg kan ikke forstå, hun kan have et så unuanceret  verdensbillede som redaktrice til et FORÆLDREblad....

NÅ, men hende skal jeg nok vende tilbage til. Hun er virkelig slem. Jeg har allerede oversat en leder af hende, hvor hun kritiserer skandinaverne for ikke at ville slå deres børn ved lovgivning.

Men nåja, familieforholdene. Barnet kan jo forvente ankomst før, efter eller ind under jul. Rogers forældre har (desværre) tusindårs (i hvertfald mange års bryllupsdag...)-bryllupsdag den 26. december. Ikke at det betyder stor fest endsige hvid dug på bordet, men det forventes, man er der. Dvs mig er de vel efterhånden begyndt at "opgive", men Roger vil sikkert blive MEGET ilde set, hvis han ikke møder op til en gang østers.

En anden ting er, at han bare ikke har mere ferie tilbage i år. De røg på Canada i maj og Danmark i august. Jeg har dog en skjult plan om at lægge et par tusind francs på et hemmeligt sted, før jeg tager til DK (jeg har en god dansk bank med masser af kassekredit), og så foreslå lige efter fødslen, at han kigger op, om så bare for en 3-4 dages bemærkning.

Jeg føler i hvertfald, jeg bliver nødt til at føde i DK. Jeg vil ikke ende som en bitter og vred kone, der bliver ved med at brokke mig over omstændighederne ved mine fødsler i Frankrig. Det kan mine medfranskmænd ikke forstå, og jeg kan heller ikke forlange, de skal forstå mig. Jeg kan heller ikke byde dem mit brok; jeg må bare tage konsekvensen af mit dilemma, vælge og leve efter det. Til gengæld er jeg klar til at tage tilbage til Frankrig og "give min udlændighed en skalle".

De vigtige øjeblikke i mit liv vil jeg derimod ikke kompromittere – ikke længere, for nogle gange kan man/jeg komme ud for ting, jeg ikke engang havde fantasi til (fx det at de tog Erik fra mig i så lang tid efter fødslen).

KH AK, Provence

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .