Cigaretrygende gynækolog - aks hospitalfødsel?

Frankrig den 3. oktober 2000

Hej allesammen!

Jeg burde egentlig være helt til rotterne idag efter min oplevelse på hospitalet.

Bananrepublik. Tegneserieland.

Jeg har kun hån til overs (sørgeligt men sandt) OG medlidenhed for franskmændene udfra det, jeg har oplevet idag.

Undskyld jeg lyder så umoden, men nu skal I altså høre:

Hospitalsgynækologen, der skulle lave en journal af mig ved fødslen, lagde ud med ikke at ville have vores lille Erik med ind til konsultationen. Roger  er ellers meget opsat på selv at følge mig og undersøgelserne fra ende til anden, og først var jeg ked af, han ikke kom med, men nu er jeg lidt glad, for faktisk måtte jeg klare ærterne HELT selv, og det blev til en diskussion af de helt store -typisk fransk med masser af høflighedsfraser men med hårdtslående facts og/eller arrogance på bordet.

For en gangs skyld var jeg tilfreds med min "præstation", forstået på den måde, at jeg SAGDE, hvad jeg tænkte, forholdt mig høflig, men bestemt ikke lod ham få det sidste ord.

De er SLET ikke vant til så mange meninger fra den "nederste" i hierarkiet.

I nat havde jeg haft en del plukveer (så TUSIND tak for alle de plukve-mails idag! De faldt bare i god jord!), og jeg var temmelig nervøs for, om jeg mon var ved at gå i fødsel eller var helt åben. Jeg kan ikke huske, jeg havde plukveer sidste gang overhovedet. Jeg tog mit blodtryk om natten - ret glad for mit lille apparatur - og det var en smule højere, end det plejer at være i liggende position, men ikke noget kriminelt.

Han lyttede til hjertelyden "fint", og han tjekkede livmoderhalsen, der stadig var der! (pyh....). Det så fint ud. Så tjekkede han blodtrykket men kun EN gang, og det lå jeg på de (for mig) forventede 160/90.

Han troede mig såmænd nok, da jeg sagde, at det var nede på 110/60 i almindelig hvile, men han havde alligevel lyst til at give mig nogle betablokkere til at lægge loft på foroven, så det ikke kravlede for højt op i tilspidsede situationer. Jaja, okay, tænkte jeg. Det kunne der vel ikke ske noget ved (franskmænd elsker medicin), men jeg så nu ikke selv den store grund til det, for mit blodtryk kom kun op omkring de 160 den ene gang om måneden, jeg var ved læge, og for to år siden, da jeg netop blev indlagt med et reelt blodtryk, der lå deroppe, lavede man et navlesnorsflow-tjek, der viste, at barn, navlestreng, moderkage og jeg arbejdede perfekt sammen.

Barnet var ikke det mindste påvirket af mit høje blodtryk. Derfor er det selvfølgelig alligevel en god ide at få det ned, men et betryggende tjek var det vel.

Der var bare en ting ved de der betablokkere; lige efter fødslen ville man tage barnet fra mig i 24 timer til overvågelse af blandt andet dets hjertelyd OG hyperglyce....et eller andet (for højt sukkerindhold?).

NÅ, tænkte og sagde jeg. Skulle mit barn nu tages fra mig en gang til – og denne gang pr. automatik? Det var jo hovedtraumet ved min første fødsel, hvor man glemte at bringe barn og mor sammen, og hvor vi var adskilt i 8 timer! Skulle jeg desuden udsætte mit barn for bivirkninger af betablokkere, når jeg i forvejen havde et fint navlesnorsflow (det opdagede man i øvrigt også ved min anden scannning dengang; "flux excellent"), og når jeg kun kravlede op på de 160 en gang om måneden? (Vrede derhjemme måles på mit apparat til ca. 140/85, de hvide kitler får altid de "bedste" resultater).

Hvordan hænger det her sammen med min viden fra mine danske læge- og jordemoderbesøg? Min jordemoder i Frederikshavn tog mig ovenikøbet med 170/94; 10 minutter senere tog hun mit tryk igen, og det var faldet til 130/80. Hun havde bare sagt, at blodtrykket var fint, sålænge det ikke oversteg 140/90 I HVILE. I hvile er jeg jo helt nede på 110/60! Lægen på hospitalet i Frederikshavn havde leet af den franske "fjerne barnet fra moderen"-politik: "Det er jo mindst 30 år siden, man gjorde det i Danmark!".

Hvis der er nogen, der ved, at jeg er forkert på den, må I meget gerne sige til!

Jeg sagde, at i så tilfælde ville jeg ikke tage de der betablokkere, og så fik jeg at vide, at så kunne jeg enten føde hjemme eller føde i Danmark! Skulle jeg føde her, skulle jeg tage betablokkerne!

Jeg begyndte at spørge, om loven ikke tillod kvinden at tage visse beslutninger... Jeg vidste, at i Danmark, havde man i princippet ret til at nægte hvad som helst, og hospitalsvæsenet var alligevel forpligtet til at assistere fuldt ud. I Frankrig sagde loven, at man skulle tænke på barnets tarv først og fremmest, ikke moderens. Det er måske rigtigt, men jeg tror, han har snydt lidt med aragrafferne, og det tror Roger faktisk også.

Tydeligt var det, at han ikke var vant til en, der sagde ham imod.

Jeg sagde så, at risikoen efter min mening syntes større ved at udsætte baby for bivirkninger ved betablokkere, end ved at jeg bare tog den med ro og tjekkede mit blodtryk. Jeg gentog også - med et stort "fransk" smil, hvad lægen i Frederikshavn havde sagt vedrørende det at fjerne børn fra moderen ("30 år siden...."). Jeg sagde, jeg syntes, det mindede mig om dilemmaet mellem at vælge mellem en fostervandsprøve og dens diagnostik af barnets risiko for mongolisme og den uforholdsvis store risiko for at abortere ved siden af. Jeg sagde også, at jeg ikke var bange for at tage en del af ansvaret for mig selv, mit barn og min graviditet.

Og så spurgte jeg, hvorfor de havde glemt mig ved sidste fødsel. Lægen kiggede hastigt ned i sine papirer og sagde "Jamen, Deres søn blev jo født 5 uger for tidligt. Det var jo et for tidligt født barn!". Jeg svarede "De sagde selv til mig - og det var hele personalet enige om - at det barn VAR født til termin. Det kunne ikke være mere klart og perfekt!" Jeg gentog højde og drøjde og de flotte ApgarScore-tal. Jeg gentog, hvad børnelægerne havde sagt, før de gik hjem for at gå i seng igen og lod mig ligge alene: "Vi vil gerne have lagt ham til brystet så tidligt som muligt!". Han så MEGET befippet ud og kunne slet ikke finde ud af at finde på flere undskyldninger. JO, men 5 uger for tidligt, og så må man jo automatisk holde lidt øje. - Holde øje? Jeg fik lov at ligge der med mine drop og mit raseri ("colère!", sagde jeg med et smil.....), der næppe kunne være gavnligt for mit blodtryk. Erik blev smidt i en kuvøse, fordi de ikke kunne finde kufferten med hans tøj. Der var ikke nogen, der holdt noget som helst øje den nat. For tidligt født? "Da Erik var 3 måneder gammel, vejede han 9 kg! Det er mere, end de fleste små franske børn gør." Jeg blev ved. Min mor fødte også store børn før termin; det lå i familien. En teori, alle på hospitalet tilsluttede sig efter Eriks fødsel - ikke mindst monsieur le Gyneco selv!

Han var trængt op i en krog, og jeg fik næsten ondt af ham. Retten besad han dog til at "true" (haha) mig med, at så måtte jeg jo føde hjemme, hvis det var. Han ville ikke tage ansvaret for mig længere. Kastede herefter et hånligt blik på min "fødselsønskeliste" (lavement, ingen peridural osv...).

Tydeligt, at han ikke var vant til at se den slags heller. "Jamen, hvis alting går godt, så kan De jo sagtens sige nej til epiduralen osv... Vi må jo bare prioritere sikkerheden...".

"Hvad angår sikkerhed, så er dødstallene for Frankrig i forbindelse med fødsler 3 gange så høje som i Sverige", oplyste jeg. Enten kendte han godt den sørgelige sandhed i forvejen, eller også vidste han slet ikke, hvad han skulle sige til det. "Vi er da ligeglade med statistikker", sagde han. "Jeg er ikke", sagde jeg.

Han sagde også: "Jamen, hvorfor er det så slemt, at barnet tages fra Dem? De får det jo igen på et tidspunkt. Det kan da ikke være noget problem". "Det er vigtigt for mig", sagde jeg bare.

Jeg sagde, jeg måtte overveje situationen og stille spørgsmålene til mine læge- og jordemodervenner (øhja, det er jo så først og fremmest mine kontakter over internettet, for selvfølgelig vil jeg lige have styr på det med de betablokkere....., men det lyder altid imponerende i franske ører, hvis man har indflydelsesrige bekendte), inden jeg besluttede mig. Jeg var selv stolt af at have taget meget mindre på under denne graviditet, at holde øje med, hvad jeg spiste og planlægge min fødsel så vidt muligt. "Jeg havde en skøn fødselsoplevelse sidste gang - altså selve fødslen", sagde jeg. "Selve fødslen fik urkvinden op i mig. Det kørte helt automatisk. Det er ærgerligt, det franske system ikke er lidt mere smidigt og ikke formår at forene kvindens urkræfter og intuition som føderske med de nyttige maskiner." Jeg strålede, mens jeg sagde det. Han kiggede mystisk på mig. Mystisk, mystisk, for et eller andet sted fornemmede jeg, at han i virkeligheden lyttede efter alt det, jeg sagde. Han kæmpede for at forsvare et system, jeg til min egen store overraskelse gennemhullede med mit lille usynlige "gevær".

Han fandt på det ene påskud efter det andet - måske vant til, at folk bare køber alt, hvad han siger. "Barnet fik du jo ikke med det samme, fordi du fik blodtryksdæmpende medicin. Den slags går jo i mælken." "Børnelægerne havde tjekket deres manualer for "farligheden". Enhver ved jo desuden, at modermælk er tusind gange bedre end modermælkserstatning.", sagde jeg.

Hm...."Jamen, hvis ikke man vil systemet, så er det da okay. Så er der jo ingen grund til at scanne, tage blod- og urinprøver osv". Typisk, hva'? "Jeg kan GODT lide diverse tjeks", sagde jeg. "Jeg mener, de bedste resultater opnås, når man netop kombinerer det naturlige med den viden, apparater og prøver kan give."

Jeg sagde så mange "mærkelige" ting til ham, at han fik dybe rynker i panden. Han lignede en, man blev inspireret til netop at give noget "Odent" i julegave.

"Interessant samtale", sagde jeg og rejste mig op. Jeg havde næsten medlidenhed med ham. Fordi jeg var så smilende, kunne han næsten ikke være ordentligt aggressiv.

Jeg gik ud til min ventende mand og søn. "Nå, hvordan gik det?", sagde Roger forventningsfuldt. "Han tog en cigaret midt i det hele, og tændte den for næsen af mig", sagde jeg roligt. Alle andre argumenter prellede af på Roger - undtagen den med cigaretten.

Nå, listevenner..... I virkeligheden er jeg lidt på vej med det næste fly til Danmark, for jeg ved ikke, om jeg har lyst til af føde på de betingelser. Selvfølgelig er sandsynligheden for at en hjemmefødsel i Frankrig vil gå godt, ret stor, men lidt forsigtigt anlagt er man vel også. Jeg kan bedre lide smidigheden i det frederikshavnske system. Jeg skal også lige tjekke alt det "lovmæssige" her i Frankrig; hvem der har hvilke rettigheder osv.

Jeg er endnu engang forbavset over, hvad jeg oplever hernede af mangel på menneskelig respekt og især tillid til mennesket. Måske er jeg bare specielt uheldig. Jeg kan da også leve med meget af "det", men ikke i forbindelse med en fødsel, kan jeg mærke.

Min store sejr er, at jeg følte mig SÅ smækfyldt med argumenter, SÅ forberedt på det hele, at jeg ikke behøvede at blive aggressiv og mopset. Jeg synes ellers, jeg plejer at blive godt mast i stykker af "offentligheden" - når de afbryder osv. Jeg tog mig endda den frækhed på et tidspunkt at sige "Lyt nu her", fordi han afbrød min tale. En frækhed i de autoritetstro franskmænds øjne at afbryde en af hospitalets mest velestimerede fødselslæger....

Det store minus er, at jeg måske bliver nødt til at tage et fly om knap 10 dage og være væk fra min søde, omend uforstående mand, i op til 3 måneder. Han vil ikke kunne være med til fødslen. Jeg skal tage min søn væk fra sin papa i samme tidsrum og ud af en halvdagsvuggestue, jeg  er vældig tilfreds med.

Fordelen er, at Erik stadig er så lille, at han nemmere kan omstille sig fra det ene til det andet. Jeg vil også kunne opholde mig de sidste måneder af graviditeten i Danmark i mine helt egne "folder", ikke skulle småskændes med min ellers dejlige mand om kulturelle ting, ikke skulle undre mig over udanske ting osv. Jeg vil få ro.

Bagefter vil jeg kunne tage tilbage til Frankrig og give den en skalle som en rigtig familie. Allerede nu kan Erik mærke mine frustrationer (22 måneder), og han har også brug for en mere harmonisk mor, end jeg er lige nu med så mange tanker og overvejelser. Jeg vil heller ikke gå og bebrejde min stakkels mand, at jeg fødte igen på så skrækkelig vis i Frankrig, at "de gjorde ditten og datten" osv. Det fortjener han ikke; det er ikke hans skyld, jeg ikke kan affinde mig med forholdene hernede.

Jeg nævnte intet for gynækologen om hjemmefødselsplanerne (det ville han ikke kunne forstå). Imidlertid har han nu trængt mig op i en krog ved kun at ville lægge hospital til, hvis jeg tager betablokkere og afleverer mit barn i 24 timer efter fødslen. Hvis jeg fortsætter med hjemmefødselstanken i Frankrig, skal jeg berede mig på hån, foragt og al tænkelig åndelig tortur, hvis jeg alligevel må en tur omkring hospitalet. Jeg ved endnu ikke, om jeg er stærk nok til det. Det skal jeg lige gennemtænke. Hvis jeg imidlertid også fra dansk side bliver anbefalet betablokkere til blodtrykket, er jeg dog ret sikker på, de ikke vil adskille mor og barn på den måde i DK. Jeg tager vel ikke fejl?

Tak fordi I lyttede. Må jeg have lov til at spørge, hvad I ville gøre, hvis I var mig?

Ærgerligt at skulle belemre jer endnu engang med min fødselssnak; men mærkeligt nok har jeg ikke så meget selvmedlidenhed, som sidste gang, jeg var "fødselsforberedelsesnede". Jeg ved ikke endnu, hvad jeg ender med at gøre, men jeg må da godt stige op på et fly de næste 14 dage, så måske det bliver Frederikshavn alligevel. Brikkerne til puslespillet er godt blandede igen. Man kan ikke få alt her i livet, det er jeg da ved at indse. Såeh...sjovt nok er jeg ikke trist, lidt resignerende og "okay"-agtig.....For mig ER det altså bare vigtigt at få mit barn med det samme og bestemt ikke efter først 24 timer....

Knus fra Ann-Kristin og endnu engang tak for øret!

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .