De nye krav

I Danmark er der sket det, at RETSKRAVET på at bo sammen med sin ægtefælle er blevet fjernet.

  (Bemærk venligst - reglerne i udlændingeloven som gennemgåes på denne side er blevet ændret ved lov den 1. januar 2004. Nedenstående regler er lempet for danske statsborgere over 28 år og udlændinge som har haft bopæl i Danmark i mindst 28 år. Ændringerne er blandt andet et resultat af underskriftsindsamlingen som løb i sommeren 2003)

Loven om familiesammenføring i Danmark blev ændret 1. juli 2002. De nye regler medfører, at mange udlandsdanskere kommer i klemme, fordi de ikke kan leve op til kravene – primært fordi, de er umulige at leve op til.

Der er stillet følgende krav i loven, som alle skal være opfyldt, for at man kan få lov at leve i Danmark sammen med en udenlandsk partner.

1. Begge parter skal være fyldt 24 år.

2. Den danske partner skal kunne forsørge sin udenlandske partner (minimumsindtægt omkring 250.000 kr. pr. år).

3. Der skal stilles en bankgaranti til den danske stat på 50.000 kr. i tilfælde af, at den udenlandske partner nogensinde skulle få brug for bistandshjælp. Bankgarantien skal altså dække eventuelle udbetalinger fra bistandssystemet, således at kommunen ikke får nogen udgifter til dette.

4. Der skal rådes over en såkaldt passende bolig. Der skal være min. 20 m2 pr. person, og der må ikke være tale om en fremlejet lejlighed.

Disse fire punkter er ret klare, og man kan selv gøre noget for at leve op til dem. Det er "bare" at tage et punkt ad gangen og følgelig skaffe sig et arbejde, en bankgaranti og en lejlighed, der lever op til kravene.

Så er der det femte punkt:

5. Ægteskabet må ikke være proforma eller være indgået mod den ene eller den anden parts vilje.

Dette synes at være let at bevise over for udlændingestyrelsen, men ikke desto mindre bliver der rent faktisk for tiden givet en del afslag på opholdstilladelse for udenlandske partnere på den konto. Her drejer det sig for det meste om danske mænd, der har giftet sig med thai-kvinder.

Den danske stat mener nemlig, at der er stor sandsynlighed for, at disse ægteskaber ikke bygger på kærlighed, men på praktiske forhold. De danske mænd skal nu forsøge at bevise, at de rent faktisk elsker deres koner, og den er lidt svær: hvordan gør man egentligt det? Dette punkt er altså allerede lidt svært at gøre domme i, men de fleste af os på dk-mor-i-udlandet og medlemmer af Danes Worldwide falder ikke inden for den kategori, hvor tvangsægteskab eller fornuftsægteskab bliver til et suspekt punkt, så her har vi også mulighed for at arbejde os videre i programmet.

MEN DER ER ET PUNKT, HVOR MAN INGENTING KAN GØRE - og det kommer her:

6. Familiens samlede tilknytning skal være større til Danmark end til det "andet" land.

(Bemærk, at jeg skriver STØRRE end - det er vigtigt)

Den er faktisk svær at leve op til – for ikke at sige umulig.  Lad mig give et eksempel på, hvordan man går til regnestykket i udlændingestyrelsen:

En dansk mand og en udenlandsk pige mødes, forelsker sig og gifter sig. Indtil giftermålet er de bosiddende i hvert sit land. Tilknytningen bliver her beregnet som 50% til det ene land (hendes) og 50% til det andet land (Danmark).  Selvom det er det eneste, der skal tages i betragtning, får det par, der lige har mødt hinanden, ikke lov til at bo i Danmark, fordi tilknytningen skal være større til Danmark end til "udlandet", og her er den kun "lig med".

Så kigges der videre i regnestykket....

Han har et sæt forældre, som bor i Danmark - hun har et sæt forældre, som bor i udlandet. Det giver endnu engang en samlet tilknytning, der svarer til "lig med".

Så kan der kigges på antallet af søskende (og anden familie), og her kan man tørt konstatere, at man i hvert fald ikke skal gifte sig med en udlænding med en stor familie,  for så er tilknytningen større til udlandet end til Danmark - men løsningen er forhåbentlig ikke at aflive partnerens familie bare for at mindske tilknytningen til udlandet.

Så kigges der på, hvor parret har opholdt sig inden giftermålet - de har jo boet i hvert sit land, men hvis manden har opholdt sig et halvt år i kvindens hjemland, så er deres tilknytning nu en smule større til udlandet end til Danmark, og det giver "mindre tilknytning til Danmark". Forholder det sig omvendt, således at kvinden har opholdt sig f.eks. seks måneder i Danmark på turistvisum, ja, så hælder regnestykket nu til den anden side (til muligheden for at blive i Danmark).

Desuden kigges der på, hvilke sprog parterne taler. Taler den danske partner det udenlandske sprog og behersker den udenlandske partner ikke  dansk - ja, så bliver overvægten lagt til udlandet på dette punkt.

Der er kun EN ting, som kan gøre, at regnestykket med ret stor sikkerhed giver "større tilknytning til Danmark" – nemlig, hvis den danske partner har et barn i Danmark, med hvem vedkommende har regelmæssigt samkvem. Den tæller højt, så før man forelsker sig i en udlænding, er det en god idé at få barn med en anden først.

Denne regel gælder imidlertid også den anden vej: Har den udenlandske partner et barn, som vedkommende har forpligtelser over for i udlandet – så vender vægtskålen med det samme til "større tilknytning" til udlandet. Endnu "værre" er det, hvis den udenlandske partner har et barn, som bor hos vedkommende. Barnet vil her trække "tilknytningen til udlandet" op, idet det formodes, at barnet er tilknyttet udlandet via skole, kammerater og anden familie.

Her har jeg brugt et eksempel på, hvor svært det kan være allerede for et nygift par, som har boet i hvert sit land, indtil de blev gift, at bosætte sig i Danmark. Tilknytningen er endnu sværere at bevise, hvis man har været gift i et par år eller endda flere år og har været bosiddende i udlandet i alle årene. Har parret boet i udlandet i flere år, er det  umuligt at bevise en større tilknytning til Danmark end til udlandet, hvor det må formodes, at eventuelle børn har gået i skole, hvor man har sin omgangskreds og i det hele taget er etableret.

I sådanne tilfælde er det umuligt at få lov at flytte til Danmark, fordi det samlede regnestykke uvægerligt vil ende med et facit, der hedder "større tilknytning til udlandet".

På den måde bliver udenlandsk gifte danskere bosat i udlandet bondefanget i en ny udlændingelov, som er blevet indført længe efter, at de er flyttet til udlandet. Man kan jo ikke ændre sin bopælssituation med tilbagevirkende kraft for at leve op til kravene i den nye lov.

Sådan er den nye lov skruet sammen. Den var tiltænkt at forhindre f.eks. tvangsægteskaber blandt udlændinge i Danmark. Loven har angiveligt hjulpet i den retning, idet unge udlændinge i Danmark slet ikke søger familiesammenføring længere – de ved nemlig godt, at de ikke har en chance. Det gælder f.eks. tyrkere i Danmark, som har søgt om dansk statsborgerskab og fået det, og som gifter sig med en tyrker fra Tyrkiet. De ved godt, at kravet om tilknytning er helt umuligt at opfylde, idet den tyrkiske partner giver 50% af tilknytningen til Tyrkiet, mens den tyrkiske dansker giver 25% til Danmark og 25% til Tyrkiet (fordi det er det oprindelige hjemland), og så er der automatisk dømt afslag. De typiske indvandrere i Danmark søger nærmest ikke længere om familiesammenføring, for det kan ikke betale sig for dem. Hvis ikke det er tilknytningsreglen de falder på, så er det 24-års reglen (de fleste af dem gifter sig statistisk set inden det fyldte 20. år - men det er ved at ændre sig nu, specielt blandt pigerne, der nu går ugifte længere, end de gjorde før den nye lov), og hvis ikke det er 24-års reglen, der er årsagen til afslaget, er det ofte forsørgelsespligten, der ikke kan opfyldes.

De fleste af dem, der søger opholdstilladelse (familiesammenføring) i Danmark i øjeblikket, er altså sådan nogen som os medlemmer af "dk-mor-i-udlandet", der har fundet en partner i udlandet og gerne vil bo i Danmark. Ud af 1700 par, som har søgt siden 1. juli 2002, har 87% fået afslag på deres ansøgning - de allerfleste med den begrundelse, at tilknytningen til udlandet er større end tilknytningen til Danmark.

Det betyder, at "gammeldanskere" (her er det nødvendigt at skelne mellem indvandrere i Danmark, som loven var tiltænkt at ramme, og "os  almindelige danskere", som loven rent faktisk også rammer) - altså du og jeg og rigtigt mange andre her på listen – også ville få afslag på at få vores mænd eller koner med til Danmark, hvis vi søgte herom, og hvis ikke lige disse var så heldige at være i besiddelse af et EU-pas.

Meget morsomt (ironisk) er det nemlig, at de danske regler ikke gælder for ANDRE EU-borgere, fordi man iflg. EU-lovgivningen har et retskrav på at bo sammen med sin familie. Danmark har særregler inden for EU, og det giver i dette tilfælde mulighed for at stille danske statsborgere ringere end andre EU-borgere.

I praksis betyder det, at en franskmand gift med en ikke-EU-pige uden problemer kan flytte til Danmark, få sin hustru med og få såvel opholds- som arbejdstilladelse - det er nemlig EU-reglerne, der giver ham denne ret.

Men danskere kan altså ikke!

Det gør, at "Sveriges-modellen" er blevet opfundet. I korthed går den ud på, at en aftale mellem Danmark og de andre nordiske lande giver statsborgere fra et nordisk land lov til  at søge (og få) statsborgerskab allerede efter tre års ophold i et andet nordisk land. Det, danske statsborgere i omtalte situation så gør, er følgende:

1. De bosætter sig i Sverige med deres udenlandske ikke-EU-partner (det kan de gøre, fordi de her har et krav om opholdstilladelse via EU-lovgivningen).
2. Efter tre år søger den danske partner om svensk statsborgerskab.
3. Herefter flytter parret til Danmark, hvor den udenlandske partner får opholdstilladelse, fordi vedkommende nu er gift med en EU-borger (svensk) og derfor har ret til at bosætte sig i Danmark.

Herefter kan parret i princippet blive boende i Danmark, så længe de kan forsørge sig selv (jævnfør EU-regler om arbejdskraftens fri bevægelighed), men de fleste planlægger at søge om at skifte det svenske statsborgerskab tilbage til et dansk efter tre år i Danmark. Så tæller de tre år jo med i "tilknytningsberegningen", og så regner man i hvert fald på nuværende tidspunkt med, at tilknytningen til den tid vil blive beregnet positivt til Danmark. Der er jo af gode grunde ingen, der er nået så langt endnu, da lovgivningen kun er et år gammel. Men de første tal fra Sverige indsamlet af foreningen "Ægteskab uden grænser" tyder på, at omkring 700 par allerede er bosat i Malmø og omegn for at forsøge sig med denne model.

Der bliver stillet en del spørgsmålstegn ved denne lov i de danske medier i øjeblikket, men debatten fortæller ikke det vigtigste – nemlig, at det nærmest er umuligt på nogen måde at leve op til kravet om tilknytning, og at afgørelserne fra udlændingestyrelsen på dette punkt beror på et skøn, som man ikke - som ved de andre krav (24 år, bolig, arbejde osv.) - har nogen mulighed for selv at "gøre noget ved".

De andre regler er som sagt temmelig klare, men kan dog også være "renden rundt efter egen hale", hvis man gifter sig med en udlænding, før man fylder 24 år og på den konto ikke kan få lov at bo i Danmark.  Så har man nemlig ikke mulighed for at flytte til Danmark efter det fyldte 24. år – for så falder man jo alligevel på reglen om tilknytning, der jo så automatisk er blevet større til udlandet.

Det kan jo også diskuteres, hvorvidt det er rimeligt, at man skal være 24 år for at gifte sig med en udlænding OG få mulighed for at bo i Danmark. Myndighedsalderen er jo 18 år. Men det kan trods alt betragtes som "en klar regel, som er til at forholde sig til, rimelig eller ej", men det mener jeg ikke, at tilknytningskravet er. Jeg vil gerne gøre meget for at få kravet om tilknytning slettet fra lovgivningen, og jeg håber, at du også vil være med og skrive under på dette, så vi kan få gjort politikerne i Danmark opmærksomme på, at vi er mange, der lider under de uretfærdigheder og skævheder, der er indbygget i den nye familiesammenføringslov.

Bente Zinck
moderator og stifter af "dk-mor-i-udlandet"

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 28. February 2004 .