Bente Zincks tale til konferencen om familiesammenføring afholdt på Christiansborg den 10. sep. 2003

Arrangør: "Det Radikale Venstre"

RETTEN TIL FAMILIELIV - OGSÅ I DANMARK!

Mit navn er Bente Zinck, og jeg kommer fra internetforummet dk-mor-i-udlandet. Dk-mor-i-udlandet er et netværk for danske mødre, der bor rundt i hele verden. Via internettet kommunikerer vi blandt andet om det at være dansk i udlandet, og hvordan vi ”opdrager" vores - ofte - multikulturelle børn, så de også får dansk islæt på trods af, at de vokser op i den store vide verden.

I dag har Dk-mor 400 medlemmer bosiddende i omkring 80 forskellige lande. Mange af disse medlemmer har udenlandske partnere, og en del af dem planlægger at vende hjem til Danmark enten snart eller på sigt.

Hovedårsagerne hertil er den danske parts længsel efter Danmark og ønsket om, at børnene OGSÅ får mulighed for at opleve og leve i og med den danske kultur i Danmark.

Selv er jeg fransk gift og returnerede til Danmark med min mand i sommeren sidste år. Vi har to børn, og jeg har i alt tilbragt 7 år i udlandet. Jeg har ikke haft nogen problemer med at få min mand med til Danmark, idet han hører ind under EU-reglerne.

I oktober sidste år besluttede et af forummets medlemmer, Caroline Arends Fuks, at flytte fra Israel til Danmark med sin israelske mand og deres to børn. Børnene er 6 og 10 år, og skulle den ældste have glæde af også at opleve at være barn i Danmark, skulle det være snart. Caroline havde boet i Israel i 14 år og været gift og samboende med sin israelske mand i 13 år.

Mange her i dag kender  udfaldet af Carolines sag - den har jo været ganske meget belyst i medierne. Men kort fortalt – allerede inden flytningen til Danmark havde Carolines mand sendt en uopfordret ansøgning til et firma i Danmark og blev øjeblikkeligt kaldt til samtale og fik jobbet. Således var vejen banet for hele familiens flytning til Danmark. Caroline tog i forvejen, skaffede bolig, fik ungerne i skole og børnehave, sendte 40 ansøgninger og fik drømmejobbet. Således opfyldte Caroline nu udlændingestyrelsens betingelser om forsørgerevne og bolig, og pengene til den nødvendige kaution stod i banken og ventede. Parret havde giftet sig af kærlighed, og dermed mente Caroline ikke, at de kunne komme ind under begreberne proforma- eller tvangsægteskab. Men afslaget på familiesammenføring kom og var begrundet med, at familiens samlede tilknytning til Israel var større end den samlede tilknytning til Danmark. I praksis betød det, at ville Caroline og hendes mand fortsætte deres samliv, måtte de returnere til Israel. "Dit ægteskab behøver jo ikke at blive praktiseret i Danmark", var en af de beskeder, hun fik fra udlændingestyrelsen. Ville Caroline blive i Danmark, skulle det altså være som påtvunget alenemor – fordi hendes mand ikke var velkommen her. Historien er lidt længere, men resultatet er blevet, at Caroline og familie er ved at pakke deres ejendele sammen og den 27. september bruger den sidste del af deres opsparing på at vende tilbage til Israel. Frem og tilbage er i dette tilfælde ikke lige langt.

Da medlemmerne på dk-mor-i-udlandet hørte om afslaget, blev det lynhurtigt til et meget diskuteret emne. Bølgerne gik højt, medlemmerne reagerede prompte. Noget måtte gøres. Afgørelsen blev startskuddet til underskriftsindsamlingen mod tilknytningskravet, og de virtuelle mødre gik pludselig hen og blev politiske aktivister.

Det gik nemlig op for os alle, hvad ændringerne i reglerne om familiesammenføring betød i praksis. De pr. 1. juli 2002 gennemførte ændringer betyder nemlig, at danske statsborgere, som har boet en periode i udlandet, skal bevise, at familiens samlede tilknytning er større til Danmark end til udlandet, hvis de ønsker at flytte til Danmark med en udenlandsk ægtefælle. Jo længere, man har været ude af landet, jo sværere er det at bevise en sådan tilknytning, og lovgivningen rammer derfor med tilbagevirkende kraft på en måde, hvor danskere, som har boet en årrække uden for landets grænser, stilles i en situation, som de aldrig har kunnet forestille sig muligt - og de har INGEN som helst forholdsregler kunnet tage.

Danskere i udlandet har så at sige boet sig ud af retten til at bo i Danmark.

Rigtigt mange danskere i udlandet er taget ud for at opleve verden og uddanne sig – noget, som siddende regeringer (det sidste århundrede) har opfordret til, og som der stadig bliver opfordret til. Når man rejser og oplever, sker det også, at man forelsker sig.

Mand møder kvinde - kvinde møder mand, og så får de børn. Sådan har det foregået i mange år, og selvom jeg godt ved, at man ikke kan spå om fremtiden - så tør jeg alligevel godt give et bud på, at lige præcis det punkt ikke vil ændre sig nævneværdigt.

De fleste danskere i udlandet drømmer om, at deres børn på et eller andet tidspunkt skal prøve at bo i hvert fald en periode i Danmark. Indtil nu har det været familierne selv, der kunne beslutte, hvorvidt de og deres børn skulle have den mulighed.

Det kræver nemlig store overvejelser, før man ”opsiger” sit liv i et andet land og flytter til Danmark. Ejendom skal realiseres, biler skal sælges, indbo skal pakkes ned. Der skal siges farvel til familien på den udenlandske side, til venner, skoler og det daglige kendte liv. Bedstemødre og -fædre i Danmark glæder sig til, at børn og børnebørn kommer tættere på. Et nyt liv skal tage sin begyndelse, og alle de konsekvenser, der ligger i beslutningen om at rykke familien op - de kræver allerede sin mand eller kvinde ;-) at håndtere og få til at klappe.

Men vigtigst af alt, så har en sådan beslutning kunnet afgøres af familien selv. Det nye er nu, at beslutningen ikke længere ligger hos familien, men hos myndighederne i Danmark - for nu skal man oven i alle de andre praktiske ting også forholde sig til, at staten Danmark kan finde på at sige nej tak til ens ægtefælle.

Efter 1. juli sidste år er det blevet nærmest umuligt for en dansk/udenlandsk familie at flytte til Danmark i samlet flok, da man ikke kan få besked om, hvorvidt man opfylder tilknytningskravet, inden man rykker familien op med rode.

Loven kræver nemlig, at den danske part har bolig og arbejde i Danmark, så enten skal familien splitte sig op og den danske part tage til Danmark og finde bolig og job. Så skal der sendes ansøgning om familiesammenføring og ventes på afgørelse, hvorefter den udenlandske partner kan komme til landet. Familien kan også vælge, at den udenlandske partner kommer på ”besøg” i Danmark som turist i den periode, hvor familien etablerer sig, og hvor udlændingestyrelsen behandler sagen.

Man er med andre ord tvunget til, at i hvert fald den danske part flytter fra udlandet til Danmark og etablerer sig med job og bolig  - uden dog at være sikker på, at det giver det ønskede resultat.

Situationen er absurd. Ingen flytter da bare lige fra udlandet til Danmark og tilbage igen – bare "for at se, om man kan få familiesammenføring", og da slet ikke, når statistikkerne viser, at risikoen for et afslag er langt større end chancen for en opholdstilladelse.

Det er en umulig - ja, ligefrem mareridtsagtig situation, når man tænker på konsekvenserne af et afslag på familiesammenføring.

To mulige løsninger er tilbage efter afslag:

1) Familien splittes i to.

2) Den danske part er tvunget til at flytte til udlandet igen, hvis familiesamlivet skal opretholdes.

Som sagt kan den udenlandske partner vælge at tage ferie og ophold i Danmark på turistvisum i op til seks måneder, mens den danske part finder job og bolig, og der ventes på svar fra Udlændingestyrelsen. Ikke mange arbejdsgivere accepterer, at en medarbejder vil have seks måneders ferie med henblik på MÅSKE at flytte til Danmark, hvorfor realiteten er, at den udenlandske partner må opsige sit job for at kunne følge sin familie til Danmark. Vælges denne løsning er fordelen, at familien kan forblive sammen i en vis periode af den tid, udlændingestyrelsen bruger til at behandle sagen. Men ulemperne er store – den udenlandske part mister muligheden for at bidrage til familiens forsørgelse i mindst seks måneder, og jeg vil gerne se den danske middelklassefamilie, som har økonomisk mulighed for, at den ene part bare lige sådan tager ferie i seks måneder. Det er der ikke ret mange, der kan. Men vil et dansk/udenlandsk ægtepar forsøge at flytte til Danmark, er det blot en af de mange omkostninger, der skal medregnes, når man tager beslutningen.

Hvis den udenlandske partner ”vælger” at forblive i udlandet i de 6-12 måneder, det tager den danske part at få sig etableret med bolig og job og udlændingestyrelsen at træffe afgørelse i sagen, er han eller hun afskåret fra den familie, som han eller hun ellers har levet sammen med, som det sig hør og bør. Endvidere er familien tvunget til at køre dobbelt husholdning med boliger i to lande. En økonomisk dyr situation at befinde sig i, men det sikrer dog familien et evt. eksistensgrundlag at vende tilbage til i tilfælde af afslag.

Man har valget mellem pest og kolera, og uanset hvad man vælger, løber man en stor risiko for at blive afvist og udvist, før man overhovedet får muligheden for at påbegynde et familieliv i Danmark. Ventetiden og de psykiske belastninger, der følger med, kan i et vist omfang sammenlignes med flygtningenes, mens disse venter på at få asyl: uvisheden og usikkerheden er dræbende for initiativ og lyst til tilværelsen. Dertil kommer den allestedsnærværende følelse for den udenlandske part af at være uvelkommen i sin ægtefælles ellers tilsyneladende civiliserede land.

Men er det rimeligt at tvinge familier fra hinanden, allerede mens de prøver lykken i rouletten om vurdering af tilknytning til Danmark? Og er det rimeligt i tilfælde af afslag til den udenlandske partner at bede familien vælge mellem tvangsseparation eller forvisning fra Danmark for altid?

Nej – det synes jeg ikke. Der må være noget der hedder ”RET TIL FAMILIELIV”.

Og det er det, jeg er her i dag for at tale om - ”Retten til familieliv”.

Det er i og for sig et umuligt emne at tale om - for hvordan i alverden kan man bruge særligt lang tid på at tale om et emne, som er så indlysende? Det kan jeg da gøre kort!

Hør her, selvfølgelig skiller man da ikke en familie ad!!! Familieinstitutionen er en leveform: følelsesmæssigt... juridisk... og økonomisk ...bestående af mor og far og børn boende under samme tag.

Ethvert overgreb på familieinstitutionen bør stoppes, uanset baggrunden, og uden diskussion.

Ellers kan man ligeså godt afskaffe ægteskabsinstitutionen, aflyse bryllupper og bryllupsfester, brænde alle dobbeltsenge og holde op med at forholde sig til enhver lovgivning angående familier og ægteskab.

Men udlændingeloven i Danmark lægger i den grad op til at splitte familier ad. At den allerede gør det, har vi jo set flere eksempler på siden juli sidste år. Mor i et land, far i et andet og børnene som ufrivillige delebørn - ikke bare mellem to forældre, men også mellem to kulturer. Jeg synes, det er barbarisk. Og er det at tænke på barnets tarv?

Danmark har underskrevet FN's børnekonvention. Heri slås det fast, at barnets tarv skal komme i første række. Det slås også fast, at Danmark forpligter sig til at respektere barnets ret til at bevare sin identitet. Begge dele er den danske stat for øjeblikket godt i gang med at underminere.

Barnets tarv bliver desværre især aktualiseret i konfliktsituationer, såsom bl.a. skilsmisse eller nære omsorgssvigt.

Nogle psykologer mener, at barnets største risiko ved skilsmisse er risikoen for kærlighedstab. Og selv om udviste fædre eller mødre ikke taber deres kærlighed til børnene, så mister børnene den nære daglige kontakt med en af deres nærmeste omsorgspersoner - far eller mor. Og det oplever børnene ulykkeligvis ofte som kærlighedstab.

Alligevel tager de fleste det for givet, at vi som forældre ønsker det bedste for vore børn. Ligesom det omgivende samfund forventer, at vi gør vores bedste for at give vore børn en tryg og stabil opvækst. Hvad er det så, som sker, når det selvsamme samfund er det, som er med til at undergrave vores rolle som forældre og beskyttere af barnets tarv?

Det er langt fra et ligetil spørgsmål, for barnets forældreret synes at være en grundsten i ethvert familieforhold. Omvendt har staten Danmark tilsyneladende ikke længere noget problem med at være medvirkende til at tvangsfjerne forældre fra deres børn - at være aktive medspillere i en tvungen skilsmisse. I kampen mod tvangsægteskaber har man valgt at foretrække tvangsskilsmisser.

Ja, familien kan "bare" flytte sammen i udlandet, men hvor er børnenes rettigheder til at vokse op i den kultur - den danske - som i hvert fald er halvdelen af deres eksistens? Og det vel at mærke med begge deres forældre omkring sig - dagligt.

Bertel Haarder foreslår, at fx familiefædre, der ikke kan få ophold her i landet, kan øge tilknytningen til Danmark ved at komme på besøg på turistvisum. Jamen - man besøger da ikke sine egne børn!!!

Man vil da være til stede for at give godnatknus, opleve ungerne få den første tand og være sammen med partneren om at trave gulvet tyndt under natlige kolikanfald, se begejstringen over en sommerfugl og opleve den første skoledag. Det ligger implicit i beslutningen om giftermål og senere beslutningen om at få børn - det er alt sammen noget, man gør sammen! Det er lissom ideen med at være en familie!

Og på turistvisum - hvordan forventer man, at familien skal klare sig økonomisk, når den ene part nærmest er afskåret fra at arbejde, og der samtidig skal opretholdes bolig i to lande? Hvis man regner sammen i tabt arbejdsfortjeneste, flybilletter, dobbelt husholdning og alle de øvrige udgifter - så bliver det til rene formuer, disse familier skal bruge for at optjene tilknytning til Danmark.

Og når vi nu snakker om de praktiske ting - hvad så med juraen?

I Danmark er det således, at ægtepar, som ikke er skilt, men som lever på hver sin bopæl, i juridisk henseende faktisk regnes for separerede.

Med denne lovgivning er der reelt tale om tvangsseparationer; det første

skridt på vejen mod skilsmisse. Danmark er det første land i verden, der på psykisk og juridisk "vis" opfordrer til skilsmisse og tvinger folk ud i ufrivillig separation.

Vi kender tegneserie-svigermødre og tyranniske familiepatriarker, der splitter familier, men vi har aldrig før hørt om nationers lovgivninger, der gør det.

Men vil man så give fradrag for dobbelt husførelse, når staten tvinger et par til at leve adskilt? Kan man få kilometergodtgørelse til hjælp til flybilletter? Kan den danske partner få dobbelt personfradrag, når den ene part ikke kan arbejde, som parret jo kunne, hvis de ellers kunne bo sammen? Og hvad med forældremyndighed over børnene? Forventes den udenlandske partner bare at give afkald på sine rettigheder - som medindehaver af forældremyndigheden over børnene - en rettighed, som man jo ellers er sikret via ægteskabet. Den får den danske part jo automatisk tilkendt i og med, at børnenes anden forælder ikke er bosiddende på samme adresse, og delt forældremyndighed kan ikke udøves i praksis over landegrænser.

Og hvad med de følelsesmæssige konsekvenser? En udenlandsk partner har udtrykt sin situation med følgende ord: ”Jeg føler mig som en kakerlak, som forsøger at komme ind ad sprækken under køkkendøren”. Tror I, han føler sig glad, hvis han får opholdstilladelse – eller tror I, han stadig sidder med følelsen af at være en af de få kakerlakker, som var heldige nok til at smutte ind i et ubevogtet øjeblik?

Danskerne lever ellers med forestillingen om, at Danmark er et humant foregangsland. Men det, der foregår i udlændingeloven for tiden, kan ikke kaldes for humant. For i Danmark har familier ikke længere ret til at leve sammen – hvis den ene part vel at mærke ikke er dansker eller EU-borger.

Det er  meget hårde krav, der stilles til dansk-udlandske ægtefolk, som vil bosætte sig i Danmark . Selv ressource- og pengestærke par kan  tvinges ned i et følelsesmæssigt  og økonomisk skuddermudder og få ridset deres sjæl for resten af livet.

Ingen kan forholde sig til beskeden: ”Du er uvelkommen i Danmark, hvis du vil bo sammen med din familie.” Det ville være, som hvis en af vore forældre fra den ene dag til den anden sagde til os: ”Du må aldrig komme hjem og besøge os mere. Du har giftet dig med en fremmed: Derfor vil vi vil ikke have dig.” Det, man regner for det mest sikre i verden, er ramlet sammen: ens eget land har vendt en ryggen.

Blandt medlemmerne i dk-mor-i-udlandet hersker der bred enighed om, at en stor forudsætning for, at vi turde rejse ud var, at vi havde et sikkert ståsted, hvortil vi altid kunne vende tilbage. For os var dette sikre ståsted Danmark.

Det er det ikke længere.

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .