Skik følge eller land fly

Jeg er dansker, jeg er glad for at være dansker, jeg er stolt af at være dansker, jeg er dansker i mit hjerte. Jeg deler min hverdag med min dejlige mand, vi deler hverdagen i Irland.

Efter 9 år i Irland er det lykkedes mig at blive rimeligt integreret i det irske samfund, jeg forstår og taler sproget, en meget væsentlig del af ens integration i en fremmed kultur. Jeg køber ind uden at ligne et spørgsmålstegn, når jeg står overfor endnu et produkt, som ikke er del af min oprindelige kultur. Jeg har en rimelig forståelse for det juridiske system i landet. Jeg kender en hel del til baggrunden for Irlands blodige historie. Jeg følger med i den politiske debat. Jeg kender de politiske partier og hvad de står for. Jeg kan sågar finde ud af at køre i "den forkerte" side af vejen. Irerne betragter mig som værende "mere irsk end irerne selv", jeg er velintegreret. Jeg er dansk statsborger.

Jeg har ikke stemmeret til præsidentvalg, folketingsvalg (eller Dail-valg som det hedder, det irske folketing hedder "Dail") og folkeafstemninger. Jeg har stemmeret til kommunale og EU valg. Jeg betaler skat i Irland på lige fod med mine irske naboer, venner og familiemedlemmer. Jeg har et dansk pas.

Jeg har hæget om min danskhed, mit pas, mit statsborgerskab fordi jeg er stolt af det liberale, moderne, fremadsynede, socialt bevidste land jeg kommer fra, det har defineret mig. Jeg kunne aldrig drømme om at opgive mit statsborgerskab, det er jo det jeg er, dansker! Jeg er nostalgisk omkring mit danske pas.

I den sidste tid har jeg måttet distancere mig fuldstændigt fra min danskhed. Jeg er flov over at komme fra et samfund som har lavet en komplet u-vending. Det danske samfund er nu uliberalt, umoderne, snævertsynet og komplet ubevidst. Så ubevidst at man endda har kappet navlestrengen til sine egne i udlandet i kampen for at bevare Danmark for danskerne.

Jeg græder over at føle mig nødsaget til at opgive mit danske statsborgerskab i protest mod den nye udlændinge lov, som holder selv danskerne fra deres hjemland, hvis loven ikke bliver ændret drastisk. Mit hjerte bløder for mit fædreland. Mit hjerte bløder for mine udenlandsdanske bekendte som ikke kan tage deres ægtefælle og familie med hjem og bosætte sig i smukke Danevang. Mit hjerte bløder fordi jeg af princip måske bliver nødt til at opgive at være det jeg elsker allermest, nemlig at være dansker.

Jeg kan ikke følge den nye skik Hr. Bertel Haarder har indført. Må jeg mit land fly?

Venlig hilsen,

Irene Lundgaard,

Tinahely,

Co. Wicklow,

Eire

Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com] Alle rettigheder forbeholdes

Senest opdateret: 06. January 2007 .