 |
"Min mor ville ikke tro, at det var så galt, før jeg begyndte at sende artikler hjem!" Dorte-USA |
| INFORMATION FOR DANSKE FORÆLDRE I UDLANDET | |
|
(kun for medlemmer) |
|
|
|
Trykt 25. juni 2003 i Information.
Buenos Aires kalder Bertel
Har udlændingeloven fået sommerkulder? Er japanere så
vestlige, at det gør
noget? Og hvorfor kan min argentinske nabo med italiensk
pas lettere
bosætte sig i Danmark end jeg? Svarene kender Bertel
Haarder. Måske
Af Rune Vitus Harritshøj.
Informations korrespondent
BUENOS AIRES
I nat havde jeg et mareridt. Min gravide argentinske
kone, vores 2-årige
datter og jeg ankom til Kastrup Lufthavn med kufferten
fuld af gaver og
forventninger til sommerferien med vores danske familie i
København og
Jylland. Som det faktisk sker på søndag. I mareridtet
var anledningen ikke
dansk daseferie men den hjemvendelse til mit fædreland,
som er på
programmet indenfor en overskuelig årrække. Og det er
en alvorlig ting i
et blandet ægteskab skal jeg hilse og sige. For vores
hjemby Buenos Aires
er fantastisk. Vores datter stortrives i
daginstitutioner, der strutter af
Argentinas engagerede serviceattitude, og min kone
studerer på
universitetet. Harmoni i den lille familie er næsten
enhver familiefars
drøm. Nuvel. Personligt har jeg som korrespondent og
dermed udlandsdansker
mine op- og nedture i forhold til mit værtsland. Hvem
har ikke det selv
som fastboende dansker i Danmark? Men for at stoppe dagdrømmeriet
og komme
ind til kernen af mareridtet, så stoppede to politimænd
os halvvejs mellem
gaten og paskontrollen.
- Hvor er hun fra, spurgte de og nikkede mod min kone,
der som hovedparten
af argentinerne er kulsorthåret og ikke uden charme selv
efter 18 timers
flyvetur.
- Argentina, svarede jeg, hvorefter de to unge betjente
bladrede i en
lille bog.
- Følg med herind, sagde de og tog os med ind i et
bagkontor.
Der bad de om at se alle relevante dokumenter i
forbindelse med min kones
opholdstilladelse. Vielsesattest, vores datters dåbsattest
og hele
sagsbehandlingen. Sagen, som betjentene omtalte vores
indrejse, og som den
fuldmægtige på det danske konsulat i Buenos Aires
konsekvent havde gjort,
var i virkeligheden ikke afsluttet. For selvom vi havde søgt
i god tid og
havde oversat alt det, den danske stat krævede, så
havde
Udlændingestyrelsen ikke kunnet give et definitivt svar.
Problemet var, at
min kone hverken er dansker eller borger i et andet
EU-land. Og havde hun,
som Bertels Haarders nyeste såkaldte opblødning af udlændingeloven
per 1.
juli 2002, været fra USA, Canada, Japan, Australien
eller New Zealand, så
kunne de danske myndigheder have lempet lidt på
bureaukratiet. For så er
hun, som det eksplicit er formuleret af Bertels tiltag,
fra en vestlig
kultur, hvorfor hendes adgang til dannernes rige bør
lettes.
Undskyld mig. Siden hvornår er sushi, risbrændevin og
indbyggerne i solens
rige - respekt for det og dem - del af vestlig kultur,
havde jeg dengang
spurgt konsulatets fuldmægtige, der overhørte spørgsmålet.
Derfor undlod
jeg også dengang at gå ind i en dybere diskussion af,
hvorfor jeg mener,
at argentinere og flere latinamerikanske folkeslag er
mindst lige så
(lidt) vestlige med deres sydeuropæiske rødder. Men det
ville jo også være
en forfordeling. Så der i lufthavnspolitiets bagkontor
forklarede jeg,
mens vores datter iøvrigt havde mistet tålmodigheden i
ventetiden på at
gense farmor og farfar, at jeg som udlændingeloven
befaler havde deponeret
50.000 kroner i garanti for min kone, købt ejerlejlighed
og havde
forhåndstilsagn på et godt lønnet job i København. Og
Gud ske tak og lov
for at min kone er over 24 år. Ellers havde der slet
ikke været nogen kære
mor. Det springende punkt var vores samlede tilhørsforhold
til Danmark.
- Af hvad behager, havde jeg irriteret sagt og gentog det
nu overfor
betjentene.
- Du er 32 år men har været ude af landet siden 1999,
og din kone har boet
27 år i Argentina. Det giver 28 år til Danmark og fire
plus 27 år til
Argentina, sagde betjenten som en gentagelse af
hastefaxen fra
Udlændingestyrelsen et par uger tidligere på
konsulatet.
- Men min datter er født i København, sagde jeg og
erkendte straks
brøleren.
- Ja, men hun udvandrede fem måneder gammel, hvorfor det
giver to år mere
til Argentina, sagde den anden betjent.
En halv time og flere opringninger efter krammede vi mine
forældre i
ankomsthallen. Men min kone og jeg skulle stå skoleret
den førstkommende
hverdag på det lokale kommunekontor, hvor en
sagsbehandler ville tage en
samtale med os og uden tvivl tjekke, om vores kærlighed
lugtede af
arrangeret eller endda formelt ægteskab.
Drøm eller mareridt, husker jeg, at jeg tænkte inde på
kontoret.
I bakspejlet forstår jeg, at det jeg gennemlevede som et
mareridt, måske i
virkeligheden var Bertel Haarders & Co's drøm.
Hvordan ellers forklare, at
min argentinske nabo her i Buenos Aires qua hans
italienske pas og dermed
EU-borgerskab uden problemer kan bosætte sig i Danmark
med sin kone fra
langtbortistan. Mens jeg ser blandede svensk-egyptiske,
spansk-tyrkiske og
endda dansk-amerikanske ægteskaber slippe lettere ind i
mit fædreland end
jeg med min argentinske kone. Moralen er... Ja, hvad er
den egentlig
Bertel Haarder? Og nu du er igang, kan du så ikke svare
mig på, hvorfor
jeg skal punge 50.000 kroner ud, vise bevis for en bolig,
der ikke er
fremlejet? Ved du ikke, at det er svært at komme hjem
til det københavnske
boligmarked, hvorfor rigtig mange af dine hjemvendte
landsmænd begynder i
en fremleje. Hvad siger du? At det er vedtaget med
politisk flertal. Jo
tak, det gør det i disse Irak-tider ikke mere rigtigt
eller for den sags
skyld demokratisk. Og jo, jeg har hørt dig sige, at de
nyeste lempelser
for statsborgere fra de ovennævnte fem såkaldte
vestlige lande er lige så
uskyldig som Danmarks normale visumregler. Se kære
Bertel. Der er det lige
netop, at du underspiller din regerings politik og det
signal, du sender
til mig, min kone og vores lille halvblodsdatter. For jeg
og min familie
er jo som indvandrere og flygtninge ikke på turistrejse
til Danmark. Vi er
kommet for at slå rødder i den danske muld. Men nuvel
Bertel og Anders og
Bendt og Pia. Jeg indrømmer, at jeg hin 1999-dag faldt
pladask for hendes
kulsorte hår, smækre røv og kække argentinske
attitude. Og at vi giftede
os uden at tænke på den kommende udlændingelovs
kriterier. Ligesom du kære
Bertel vel gjorde det engang i de lykkelige 1960ere med
din kone. Det var
dengang Bob Dylan sang ”The times are a'changing”. Og
Bob er faktisk en af
mine favoritter. En anden vigtig ting, Bertel. Danmark er
et umådeligt
smukt og umådeligt lille land. Min generation opvokset i
1970erne og
1980erne har uden tvivl set mere af verden end din
generation. Og jeg er
sikker på, at min generations kommende politiske
beslutningstagere ikke
viderefører en lov, der i disse globale og grænsenedbrydende
tider lukker
landet for borgere, der med mod på livet har fundet det
et andet sted end
på vores 43.000 kvadratkilometer. Og til tider tænker
jeg på, hvem der er
den mest udanske af os to?
vitus@information.dk
Rune Vitus Harritshøj
Corresponsal en América latina
Information Diario - Dinamarca
email: vitus@information.dk
tel: +54-1148240398
cel: +54-1544052734
Dirección/adresse:
Billinghurst 1558, 3ª
Buenos Aires - Argentina
|
Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com] Alle rettigheder forbeholdesSenest opdateret: 06. January 2007 .
|
