|
|
|
Evig turist i eget land Min søn, Christopher, er 14 måneder gammel og har for længst taget sit første skridt og sagt sit første ord. I øjeblikket er han mest interesseret i Duplo og "De små synger", men jeg ved, at en dag er jeg nødt til at fortælle ham det; at han aldrig bliver andet end turist i Danmark. At vi ikke er danske nok til at få lov til at bo i Danmark. Christopher er nemlig født i USA af en dansk mor, der tog til USA i forbindelse med sin uddannelse, fandt kærligheden der og blev gift med en amerikansk mand; Christophers far. De opstrammede danske regler på familiesammenføringsområdet, implementeret sidste sommer, gør, at den eneste mulighed jeg som dansk statsborger har for at vende hjem til Danmark med min søn, der også e dansk statsborger, er at forlade min mand, Christophers far, idet han bringer vores "samlede tilknytning" til Danmark ned. Med den nye lovgivning har den danske stat i realiteten sagt til mig: "Hvis du vil tilbage til Danmark at bo, bliver det uden din mand!" Hvilket andet land i verden tvinger sine egne statsborgere til t vælge mellem sit fædreland og sin ægtefælle? Lille Christopher kender endnu ikke til den nye danske udlændingelov, men dagen, hvor jeg er nødt til at fortælle ham om realiteten af politiske indgreb i den personlige frihed i Danmark, kommer. Hvad skal jeg sige til ham? At han ikke er dansk nok? At vi ikke kan få lov at bo i Danmark, fordi hans far ikke er dansker? At han altid vil være turist i det land, der burde være hans? At han aldrig vil få mulighed for at få daglig omgang med Bedstefar og Bedstemor i Danmark, fordi hans far ikke har et EU-pas? Måske jeg skulle spørge Bertel Haarder... Sidse D. Tuttle, West Virginia, USA
|
Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com] Alle rettigheder forbeholdesSenest opdateret: 06. January 2007 .
|