"Min mor ville ikke tro, at det var så galt, før jeg begyndte at sende artikler hjem!" Dorte-USA 

INFORMATION FOR DANSKE FORÆLDRE I UDLANDET

Listens private sider 

(kun for medlemmer)

 [ Startside ][ Mailinglisten ][ Presseomtale ][ Informationer ][ Artikler ][ Gæstebog ][ Forum ][ Kontakt os ] [Udlændingelov]   
 

Indholdsfortegnelse

Op

Carolines historie
Kommentarer fra en "udvist"!
Carolines personlige korrespondance

 

 

 

 


Politikens ATS – at tænke sig skriver:
UGENS MOTTO
Kærligheden overvinder alt (undtagen Bertel Haarder).

 

 

NÅR DANSKHEDEN BLIVER TAGET FRA EN

Caroline er dansker, 34 år, og kan spore sin familie tilbage til en apoteker i Roskilde i 1854. Men hun kan ikke få lov at bo i sit fødeland med sin mand og sine børn. Hun er nemlig gift med en israeler, som hun mødte, da hun tog i Kibbutz i 1989, og hun har boet i Israel lige indtil foråret 2003, hvor familien besluttede at vende hjem. Men med regeringens stramninger på udlændingeområdet er hun ikke længere »dansk nok«, og familien har netop fået afslag på deres ansøgning om familiesammenføring. “Jeg føler mig krænket på min menneskeret til at bo i mit eget land med min familie,” siger hun. 

Af Christina Lopes



„Jeg håber ikke, at du har noget imod at jeg ryger,« siger Caroline undskyldende allerede inden jeg har sat mig ned ved cafebordet i det indre København.
         „Jeg er ikke fest-  men stressryger ­ og jeg ryger meget i øjeblikket.«
Carolines vielsesring sidder løst på ringfingeren, da hun tænder den første af eftermiddagens mange cigaretter. Hun har tabt otte kilo på de otte måneder, det har taget Udlændingestyrelsen at behandle hendes sag om familiesammenføring, og hun fylder ikke meget på cafestolen.
         Det er dagen efter grundlovsdag, og hun har netop fået afslag.
Hun har i vinter fejret kobberbryllup med sin israelske mand Meir, med hvem hun har to sønner. Parret flyttede i april ind i en skøn lejlighed i Humlebæk, og Caroline har lige afsluttet den tredje uge på
sit nye job som projektsekretær på Henning Larsens Tegnestue, hvor hun gør brug af sin universitetsuddannelse. Hendes mand har også fået job, og skulle være startet den 1. maj. Men arbejdsgiveren er blevet nødt til at vente, fordi familien endnu ikke havde fået svar på ansøgningen om familiesammenføring. Nu, hvor det er blevet et afslag, må arbejdsgiveren vente endnu længere og måske forgæves, mens Meir sidder stand-by i lejligheden få kilometer derfra.
         Caroline og hendes mand har fået afslag på deres ansøgning om familiesammenføring fordi regeringen sidste år strammede reglerne om familiesammenføring. For at bremse tilstrømningen af indvandrere og sætte en stopper for tvangs- og proformaægteskaber har man indført en række krav om alder, forsørgelsesevne, bopæl og tilknytning til Danmark. Og Caroline og Meir lever op til dem alle.
         Undtagen kravet om tilknytning, der tilsiger
at parrets samlede tilknytning skal være større til Danmark, hvis man vil bo her.
         Så på trods af, at Caroline er født og opvokset i Danmark og kan spore sin danske familie helt tilbage til en apoteker i Roskilde i 1854, og naturligvis stadig er dansk statsborger, ligesom hendes børn er det, er det ikke nok. For de sidste 13 år har hun boet i Israel, og derfor vurderer Udlændingestyrelsen nu at parrets samlede tilknytning er større til Israel.
         For Caroline betyder det at hun i praksis er landsforvist fra sit eget land. I hvert fald hvis hun vil fortsætte med at leve sammen med sin mand.
         „Jeg har fået kommentarer fra de offentlige myndigheder gående på at der jo ikke nogen der siger, at jeg behøver at praktisere mit ægteskab i Danmark, til at jeg jo som dansk statsborger er velkommen tilbage sammen med mine børn. Men vi er en familie, og jeg har ikke tænkt mig at splitte den op,« siger Caroline, der „har det frygteligt« med afslaget.
         „Jeg føler mig i den grad krænket på min menneskeret til at bo i mit fødeland med min familie. Vi er veluddannede og kan klare os selv, og jeg havde aldrig drømt om, at det at rejse ud i en årrække kunne komme til at betyde, at jeg aldrig kunne vende hjem igen,« siger Caroline.

Ud i verden
Caroline rejste til Israel som 20 årig i 1989. Med et karaktergennemsnit på 9,9 på sit studentereksamensbevis kunne hun have strøget ind på en hvilken som helst uddannelse.
         Men ligesom så mange andre unge ville hun ud og se lidt af verden først. Hun tog i Kibbutz, og der mødte hun Meir, der netop var begyndt på sine økonomistudier ved universitetet i Jerusalem, som han læste sideløbende med arbejdet i Kibbutzen.
         Meir var sød, studierne i Danmark løb ingen steder, og i sommeren 1990 solgte Caroline sin andelslejlighed i København, giftede sig med Meir i
Danmark, og holdt en stor bryllupsfest på Sophienholm.  Parret tog tilbage til Kibbutzen, og Caroline begyndte at læse hebræisk, for „alt er nemmere når man kan sproget«.
         Parret overvejede at flytte til Danmark, og da Golfkrigen startede i 1991, var Caroline parat til at pakke kufferterne. Men Meir var ikke færdig med
sin uddannelse, og det ville ikke give nogen mening at rejse før. Så kom den første søn, og derefter gik Caroline i gang med at læse engelsk litteratur på universitetet i Haifa med dansk SU.
         „Det var midt i halvfemserne og fredsprocessen var gået i gang; de trykkede hænder med hinanden og amerikanerne i et væk, og jeg var optimistisk. Min uddannelse kunne sagtens overføres til et dansk universitet, og det var vigtigt for mig at vide at jeg til hver en tid ville kunne fortsætte et liv i Danmark. Så jeg tjekkede og dobbelttjekkede alt hvad jeg foretog mig, og indtil første juli sidste år har vi kunnet vende hjem,« siger Caroline, der stadig er rystet over, at det i den grad kom bag på hende at stramningerne på udlændingeområdet også havde betydning for hende.
         „Jeg har jo læst danske aviser på Internettet hver eneste dag, men der handlede det jo kun om, at man ville tvangs- og proformaægteskaber til livs,
og det havde jo ikke noget med mig at gøre. Som dansker i udlandet var jeg slet ikke klar over, hvad konsekvensen var for mig ­  at jeg aldrig ville kunne vende tilbage til Danmark med min familie,“ siger Caroline.

Ikke sådan nogle som jer
Allerede gennem den sidste halvdel af halvfemserne overvejede parret jævnligt at flytte tilbage til Danmark. Men parret havde ikke lyst til at flytte uden en krone på lommen, og da de var færdige med deres studier fik de begge gode jobs; Meir som ledende agronom på et storlandbrug, og Caroline på universitetet som koordinator på engelskafdelingen. Hun rejste stadig til Danmark mindst en gang om året med sine efterhånden to sønner,
mens Meir for det meste blev i Israel.
         „Han har kun været med fire gange ­ mere har vi simpelt hen ikke haft råd til. Desuden har Meir kun to ugers betalt ferie om året, og derudover skal han aftjene 45 dages værnepligt som officer af reserven,« fortæller Caroline, der forklarer, at Meir dog ikke på den vis er sluppet for sin danske svigerfamilie. For gennem alle årene har parrets hjem i Israel jævnligt været okkuperet at stort set alle medlemmerne af Carolines omfangsrige danske familie.
         „Jeg har bedsteforældre, forældre, fire søskende og et hav af fætre og kusiner i Danmark, og de har alle sammen taget imod Meir med åbne arme. Han var velkommen over alle grænser i vores familie,« fortæller Caroline, der jævnligt dog måtte høre på, om de dog ikke snart havde tænkt sig at vende hjem til Danmark.
         „Men vi traf først beslutningen i sidste år i august efter vi alle sammen havde været på ferie i Danmark i tre uger. Det var først der, at vi følte at vi havde økonomien til at tage skridtet. Og den skulle være på plads, for vi ville ikke ligge nogen til last,« siger Caroline, der understreger at det også var ved at være på tide at vende hjem, hvis deres ældste søn på ti skulle nå at få noget ud af sin danske skolegang.
         „Begge vores børn taler dansk, vores ældste søn har læst dansk på fjernundervisning via Danes Worldwide, og han er i det hele taget opvokset i
et dansk hjem, så det ville ikke være noget problem for ham at vende hjem. Men skulle vi flytte, var tiden ved at være moden,« fortæller Caroline, der
kontaktede den danske ambassade i Israel, da beslutning var truffet. Her havde hun en „pudsig« samtale med en medarbejder, der fortalte hende, at man jo havde strammet voldsom op på reglerne om familiesammenføring.
         „Jeg forstod ærlig talt ikke hvad hun snakkede om. Jeg mener; vi skulle jo ikke familiesammenføres nogen steder hen; vi VAR jo allerede sammen, men det hedder det jo, fandt jeg så ud af, når man som dansker vil have sin udenlandske ægtefælle med til Danmark,« fortæller Caroline.
         „Jeg forklarede vores situation; at jeg jo altså var dansker, at jeg bare ville flytte til Danmark med min mand og vores to børn, og at vi altså begge var universitetsuddannede og selvfølgelig havde tænkt os at arbejde i Danmark. Og jeg fik da også svaret, at det ikke ville være noget problem for  mig og mine børn at vende tilbage, og at det jo „heller ikke er sådan nogle som jer, der bliver afvist«.
         Familien fik det tyve sider lange spørgeskema fra Udlændingestyrelsen, som man skal udfylde i forbindelse med ansøgning om familiesammenføring, og det bestyrkede kun Caroline i, at den nye lovgivning var møntet på at komme tvangs- og proformaægteskaber til livs.
         „Mange af spørgsmålene virkede helt absurde på mig; man skulle blandt andet svare på, om vi begge var til stede, da vi blev gift, og hvor mange gange
jeg har set min mand efter ægteskabets indgåelse, og det var svært ikke at blive sarkastisk, når jeg lavede regnestykket 365 dage x13 år,« fortæller
Caroline, der på dette tidspunkt ikke var urolig.
         Spørgeskemaet blev afleveret, og parret gik i gang med at søge bolig og jobs via internettet. De
koncentrerede sig først om at skaffe Meir et job, og han sendte hurtigt en uopfordret ansøgning afsted til en interessant landsbrugsvirksomhed i Danmark ­ og blev ringet op med det samme.
         „De syntes at Meirs ansøgning så interessant ud; han hoppede på et fly, var til samtale og fik tilbudt jobbet med det samme. Og det var faktisk først
der, vi besluttede at gøre alvor ud af at flytte. Vi ville aldrig være rejst til Danmark, hvis ikke Meir havde haft et job. Han vil være en del af samfundet, hvis han skal flytte til et andet land, og han ved, at integration er noget, der foregår på arbejdspladsen,« siger Caroline.

Frustrationer
I marts flyttede Caroline tilbage Danmark med børnene.
         „Irakkrigen var lige på trapperne, og det var svært at søge job i Danmark, når jeg sad i Israel: jeg kunne ikke forlade børnene og risikere at luftrummet blev lukket, så jeg ikke kunne komme tilbage.«
     Så Caroline rejste i forvejen, ordnede papirer, skaffede skole og
institutionsplads til børnene,  sendte 40 ansøgninger afsted, blev kaldt til
samtale og fik drømmejobbet på Henning Larsens Tegnestue. Meir var i mellemtiden kommet til Danmark, det var april, og de var flyttet ind i deres nye lejlighed, og den dag Caroline fik jobbet,
fejrede de ansættelsen med champagne.
         „Nu følte vi at alle hindringer var ryddet af vejen for at vi kunne få et ja til vores familiesammenføring. Selv om Meir havde fået job ret hurtigt var det jo ikke nok; som dansk statsborger skal jeg kunne forsørge ham; det er ikke nok at han kan forsørge mig, når man skal familiesammenføres. Men med mit job følte vi virkelig at alt var i orden, og nu var det bare at vente,« fortæller Caroline, der siden oktober jævnligt havde forsøgt at komme i kontakt med Udlændingestyrelsen, for at høre hvordan de stod i deres sag.
         „Jeg tror at jeg har skrevet ti breve til Udlændingestyrelsen, og jeg har ikke fået så meget som en kvittering på et eneste af dem. Og det er umuligt
at få noget som helst ud af en telefonisk kontakt til Udlændingestyrelsen. Man kan ikke få lov at tale med sin sagsbehandler, og prøver man at forklare
sagen for at høre, hvordan man står, kan man risikere at få en positiv tilkendegivelse den ene dag, og en negativ den næste. Så det kom der bare frustrationer ud af,« forklarer Caroline, der til sidst kontaktede en advokat for at få ham til at sætte skub i sagerne. 1. maj nærmede sig og uden en afgørelse fra Udlændingestyrelsen ville Meir ikke kunne begynde på sit job. Sideløbende med familiesammenføringen havde de også en ansøgning om
midlertidig arbejdstilladelse kørende i erhervsafdelingen, men heller ikke den kom der svar på.
         Men med advokatens engagement kom der endelig skub i sagerne og den 4. juni kom afgørelsen på familiesammenføringen. Et afslag, med begrundelse i at man vurderer at parrets samlede tilknytning er størst til Israel.

Statsborgerskabet udvandet
I afgørelsen er der blandt andet taget højde for, at Meir og Caroline taler hebræisk sammen indbyrdes (tæller negativt), at deres to børn er født i 
Israel (tæller negativt), at Meir har forældre og søster i israel (tæller negativt) og at Caroline har bedsteforældre, forældre, søskende, fætre og kusiner i Danmark (tæller positivt, men altså ikke nok.)
         Caroline er stadig rystet. Det samme er hele hendes familie.
         „Min gamle mormor er helt rundt på gulvet. Hun fatter simpelt hen ikke, at vi ikke kan få lov at bo her,« siger Caroline, der er langt mere rystet end
Meir.
         „Han tager det hele lidt mere oppefra og ned. Synes vel i bund og grund at de danske myndigheder er pløk-åndssvage, at man afviser sådan en som ham, når arbejdsgiverorganisationerne samtidig råber på kvalificeret arbejdskraft. Men han føler sig ikke diskrimineret på egne vegne. Nok mere på mine,« forklarer Caroline, og uddyber:
         „Meir har gået op og ned af mig i 13 år og hørt på alt mit danske: på min familie, på mit bestyrelsesarbejde i foreningen danskere i Israel, på mine
danske foredrag dernede. Han har deltaget i de danske Skt. Hans fester og fastelavnsfester, jeg har arrangeret, og holdt jul på dansk facon i samtlige
år. Han har kigget på mine adventskranse, spist pebernødder, set på mine Karen Blixen plakater på væggene, og siddet i vores Ikea-møbler. Og nu
bliver vi afvist på den baggrund, at vi ikke er danske nok. Det virker jo fuldstændig absurd for manden,« forklarer Caroline, der har taget afslaget en del tungere.
         „For mig er det det ligesom jeg bliver angrebet på min identitet. Ethvert menneske har et udgangspunkt, og dét, at man har et sted, at man altid kan
vende tilbage til, er jo afgørende for at man overhovedet tør rejse ud. Jeg rejste ud i verden på et tidspunkt hvor man opfordrede unge mennesker til at
rejse ud og få internationale erfaringer ­ det gør man vel for så vidt stadig ­ og det gjorde jeg så. Med den bevidsthed, at jeg altid kunne vende
tilbage. Og det føles som om, at man foreholder mig min ret til at være dansk ­ som vel burde være en rettighed der fulgte med det danske
statsborgerskab.«

Lov med tilbagevirkende kraft
For Caroline er det svært at acceptere afslaget, når hun samtidig har i erindring, hvor godt hun blev modtaget i Israel.
         „Som dansker i Israel bliver man nærmest klappet ind i landet, på grund af Danmarks engagement i at hjælpe jøderne under besættelsen. Jeg har fået lov til at leve min danskhed ud dernede. Når folk har spurgt mig, hvor jeg kom fra, har jeg altid med stolthed i stemmen kunnet sige, at jeg var dansker.
For det er jo det, jeg er, og det var i orden. Jeg kunne være i Meirs verden, og derfor virker det oprørende på mig, at han ikke kan få lov til at være i min. Jeg har altid set det som en force, at vi var et blandet par. Men nu har jeg de danske myndigheders stempel på, at det er det ikke. Det er i hvert fald ikke godt nok til at vi kan få lov at bo i Danmark.«
         Caroline har naturligvis fulgt debatten i medierne, og regeringens argumenter om, at de strammede regler på udlændingeområdet må gælde for alle, at det er trist at der ryger nogle danskere i svinget, men at det er nødvendig for at nå det samlede mål
         En af de ting, Caroline er mest chokeret over, er at lovgivningen reelt er indført med tilbagevirkende kraft.
         „Da loven trådte i kraft 1. juli sidste år, var det reelt for sent for os, at ændre på vores situation. Så var det ikke længere muligt at akkumulere mere tilknytning til Danmark, for nu må vi jo ikke længere bo her,« siger Caroline, der har en veninde i Danmark, der også er israelsk gift og har fået børn.
         „Vores historier ligner hinanden. Vi tog i Kibbutz sammen, fik en kæreste, blev gift og fik børn. Hun besluttede i maj sidste år at rejse hjem med sin familie, og fik tilladelsen efter to måneders ventetid. Jeg søgte om det samme fem måneder senere, og kan ikke få lov til at bo her. Min veninde er
fuldstændig rystet ­ vel også over sit eget „held«. Det var et rent og skær tilfælde at hun flyttede i maj og ikke i oktober­ hun gjorde det ikke fordi hun skulle „nå med« inden stramningerne. Hun anede heller ikke noget om, at stramningerne også gjaldt sådan nogle som os, men flyttede bare i maj, fordi
hun lige var blevet færdig med sin uddannelse.«

Apokalyptisk følelse
Caroline og Meir har nu efter familieråd besluttet sig for at anke afgørelsen. Men det har kostet mange overvejelser. Opsparingen på 120.000
kroner er ved at være i bund, og advokathjælp koster mange penge. En ankesag tager seks til otte måneder at behandle, og i afslaget fra Udlændingestyrelsen står der at Meir faktisk ikke har ret til at blive i landet, mens ankesagen står på. Så med mindre at parrets ansøgning om midlertidig arbejdstilladelse går igennem, skal han forlade Danmark om seks uger.
         „Alternativet er at pakke familien og vores ejendele sammen og rejse tilbage. Og der er da masser af mennesker, der bor i Israel og har det godt. Men jeg er dansker, og jeg har svært ved at klare det,« siger Caroline.
         „Det værste er den apokalyptiske følelse af, at det ikke længere er mit eget frie valg. At jeg ikke længere kan bo i mit eget land med min familie. Den
grundangst man oplever, når det man troede var det sikre, og ens base pludselig forsvinder. Jeg er presset til at bo dernede, fordi jeg ikke længere kan vende hjem.«
         Hun er rystet over den behandling hendes familie har fået, og vil gerne råde andre danskere til at tænke sig godt om, inden de rejser ud.
„Den nye lovgivning betyder i hvert fald at man skal tænke sig vældig godt om inden man gifter sig med en udlænding. Gifter du dig med en tysker, er
det ok, men gifter du dig med en mand med et israelsk pas, og bor du nogle år i hans hjemland, er du afskåret fra at vende tilbage. Med mindre du vil
være enlig mor. Det kunne jeg selvfølgelig også have valgt, med alt hvad det ville indebære for den danske stat i form af børnetilskud, boligsikring og
fripladser til mine børn. Det ville have kostet staten en hel del. Men vi er en familie, og det skal vi vedblive med at være. Vi er et veluddannet par, der ville have en masse at bidrage med - også til den danske
samfundsøkonomi. Men det er altså åbenbart ikke godt nok.«
 
Copyright © 2000 - 2006 [dk-mor-i-udlandet.com]  Alle rettigheder forbeholdes
Senest opdateret: 28. February 2004 .