|
| |
|
De
multikulturelle rødder
|
| Fra Dansk
Samvirkes "Danmarksposten" 2000
|
| Tolerance
og rodløshed. Vidsyn og rastløshed. De såkaldte Third Culture Kids slæber
både gode og dårlige ting med sig i den mentale bagage, der følger med
en multikulturel opvækst. |
|
Af Christina Lopes, DJ
|
|
Tolerance,
åbenhed, vidsyn og selvstændighed. |
|
Ord
og begreber som de fleste forældre nok ønsker skal præge deres børns
opvækst.
For
nogle forældre ligger det mere ligefor at give poderne disse dyder med i
vuggegave: de, der har valgt at slå sig ned under fjerne himmelstrøg, og
dermed give deres børn anskuelsen af flere kulturer med i den mentale
bagage. Og så de danskere, som man med psykologen Maria Christensens ord
kan betegne som en slags nutidens nomader: som betragter hele verden som
deres arbejdsplads, og måske flere gange har prøvet at rykke hele
familien op med rode, for at slå teltpælene i jorden et nyt sted.
|
|
Third
Culture Kids |
|
De
moderne nomader rejser blandt ud i verden for det private erhvervsliv, for
Danida, som diplomater på danske repræsentationer rundt om i verden, for
FN og for de humanitære organisationer.
Børnene
af disse familier får en opvækst, der er noget anderledes end deres
danske jævnaldrendes. Third Culture Kids - tredje kulturs børn - er en
af betegnelserne for de børn, der er vokser op og præges af en række
forskellige kulturer.
Expat-kids
er en anden betegnelse, der refererer til at af de lighedspunkter som
mange af disse børn har til fælles; nemlig de såkaldte
expatriation-schools eller internationale skoler, der som små oaser
overalt i verden er samlingspunkt for mange af de børn, som har deres
multikulturelle opvækst og baggrund tilfælles. Børn, der er præget af
en enorm åbenhed over for nye indtryk, har let ved at begå sig i nye
kulturer, som er tolerante og selvstændige.
Men
også børn, der har prøvet at tage afsked masser af gange. Enten med et
land, fordi familien skulle videre til en ny post, eller også med
kammeraterne på den internationale skole, hvor eleverne skifter fra år
til år.
|
|
Brug
for ekstra tryghed |
|
Der
bliver flere og flere Third Culture Kids, og psykolog og familieterapeut
Annette Due Madsen, der har skrevet afhandling på Danmarks Lærerhøjskole
om disse børn, kalder dem ligefrem det 21. århundredes børn.
"Mange
familier lever en tilværelse med jobs , hvor de må flytte hvert femte år,
og børnene har derfor oplevet det at skulle omplantes mange gange. Jeg
tror, at det er vigtigt for forældrene i disse familier at erkende, at børn
kan føle sorg ved at flytte, og at deres børn måske kræver en ekstra
dosis tryghed hjemmefra, fordi de konstant får nappet deres rødder
over," siger Annette Due Madsen.
Jakob
Høeg Jensen er formand for den danske forening DUO, som er en forening af
danskere med udenlandsk opvækst. Foreningen tæller i dag omkring 100
medlemmer, og arrangerer temadage og re-entry kurser, for danskere der
vender tilbage til Danmark efter en opvækst i udlandet.
Selv
er Jakob Høeg Jensen vokset op i Sydamerika, afbrudt af et par korte
ophold i Danmark undervejs, og opvæksten har helt klart præget ham. Mest
i positiv retning, hvis han selv skal vurdere det.
"Fordi
jeg har haft den her anderledes opvækst, føler jeg selv, at jeg i dag
har en væsentlig bagage at trække på: Jeg taler fem sprog flydende, jeg
har nogle oplevelser, og erindringer, som er meget anderledes end jeg
kunne have fået herhjemme, jeg har fået mange kulturers værdisæt præsenteret
og prøvet forskellige skolesystemer. Jeg har lært at bestille noget, har
som voksen rejst meget, og har en masse internationale kontakter; det at
komme i kontakt med andre mennesker har aldrig været noget problem,"
forklarer Jakob Høeg Jensen, der mener, at en opvækst i udlandet også
kan være en stor fordel familiemæssigt.
"Hvis
en familie har det godt sammen, bliver den endnu mere sammentømret af at
befinde sig i et fremmed land, fordi man er så koncentreret sammen."
DUO
har netop lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer, der viser at
hjemkomsten efter et længere ophold i udlandet dog ikke altid er
uproblematisk: Third Culture Kids kan have svært ved at falde til, føle
sig rodløse, have problemer med at finde deres identitet, samtidig med at
det kan opleves som problematisk at skabe nære relationer til andre
mennesker.
"Third
Culture Kids oplever nogle gange en rastløshed, der kan betyde, at man
engagerer sig i for meget, og for mange mennesker: At man måske
overkommer for meget, samtidig med at man aldrig rigtigt kommer i dybden
med noget. At det, man oplever, bliver overfladisk, fordi man er bange for
at engagere sig," forklarer Jakob Høeg Jensen, der selv har flyttet
18 gange inden han fyldte 20.
Ifølge
DUOs undersøgelse har en tredjedel af de adspurgte Third Culture Kids
haft problemer med at vende tilbage til en dansk skole og med
kammeraterne, mens en anden tredjedel har oplevet problemer med deres
identitet.
En
af årsager kan blandt andet skyldes den bagage, man har med sig, når man
som Third Culture Kid vender tilbage til Danmark, forklarer DUO-medlem
Orla Møller, der selv er vokset op i Afrika:
"Man
har opsamlet en masse viden og erfaringer fra en fremmed kultur, som man
pludselig oplever som fuldstændig unyttig, når man vender tilbage til
Danmark. Man har en forståelsesramme, som er helt anderledes end ens jævnaldrende,
og står pludselig med en dobbelt identitet: En, der gerne vil passe ind
blandt de danske kammerater, og en anden, der har rødder i det land og
den kultur, hvor man er vokset op," forklarer Orla Møller.
|
|
Andet
udgangspunkt |
|
Psykolog
Maria Christensen har i sin bog »Nutidsnomader - Rejsens psykologiske
udfordringer« beskæftiget sig indgående med hvordan børn påvirkes af
mødet med fremmede kulturer. Hun peger blandt andet til evnen til at
knytte sig til andre mennesker som et af de centrale punkter:
"Mange
af disse børn skal måske sige farvel en masse gange i løbet af en
relativ kort periode, og den sorg, der er forbundet med at tage afsked, er
en proces, som forældrene skal hjælpe deres børn igennem, så de ikke i
fremtiden bliver bange for at knytte sig til nogen. Livet er en lang række
af møder og afskeder, og børnene skal lære at tage afsked og bearbejde
den sorg, der uværgelig vil følge med," siger Maria
Christensen.
Hun
mener dog, at fordelene ved mødet med fremmede kulturer overvejer de
problemer, der kan opstå undervejs. Hvis altså bare forældrene er
parate til at acceptere, at deres børn har et helt andet udgangspunkt -
og måske opfatter verden helt anderledes - end de selv.
"Gevinsten
ved at vokse op som et Third Culture Kid kan være stor, hvis forældrene
forstår at give deres børn en tryg base: Third Culture Kids har som
regel en fantastisk forståelse for deres medmennesker, og fokuserer langt
mere på ligheder mellem mennesker til forskel for deres forældre, der måske
er vokset op i en monokultur. De har ikke så mange fordomme, kan lide
forandringer og variationer, fordi variation mere er reglen end
undtagelsen."
Maria
Christensen har en fornemmelse af, at mange forældre er opmærksomme på
problemstillingerne, og ofte føler skyld, når familien skal flytte igen,
fordi de selv oplever afskederne som hårde og vanskelige.
Men
den vigtigste opgave man har som forælder, er at være lydhør over for
sine børn, hjælpe dem igennem tabene og samtidig introducere dem for
deres danske rødder i et vist omfang.
"For
mange af disse børn kan det være svært at vende tilbage til Danmark og
janteloven, der dikterer, at vi helst ikke skal skille os for meget ud,
selv om vi ellers bryster os af åbenhed og frisind. Samtidig kan det være
svært at vende tilbage til det danske skolesysten, der generelt ikke er
gearet til at tage imod disse børn, som er vant til et helt andet
ambitionsniveau og en hel anden form for disciplin," siger Maria
Christensen, der har oplevet at familier vælger at rejse ud igen efter et
mislykket møde med det danske skolevæsen.
|
|
Anderledes
indeni |
Psykolog
og familieterapeut Annette Due Madsen oplever også at langt de fleste
udstationeringer forløber uproblematisk, hvis ellers bare forældrene
forstår at "opføre sig ordenligt".
"Det
er vigtigt at familien er selvhjulpen og i stand til at tackle og
bearbejde de tab, som man uværgeligt kommer ud for. Man skal som forælder
have et godt blik for sine børns trivsel, og hvis de mistrives, må man
måske nogle gange droppe sine egne ambitioner og tage hjem," siger
Annette Due Madsen, der dog advarer mod - af misforstået godhed - at
vende næsen hjemad, når børnene kommer i puberteten.
"Mange
vælger at rejse hjem til Danmark, når børnene kommer i puberteten.
Men det kan godt være ekstra problematisk fordi børnene skal til at
frigøre sig fra deres forældre, som er de personer, der er allermest
knyttet til,« forklarer Annette Due Madsen.
Oven
i hatten kommer så, at disse unge kan have meget svært ved at
identificere sig med deres danske jævnaldrende. Og for mange tredje
kulturs børn kan det være ekstra svært at vende hjem, fordi de slås
med nogle af de samme problemer som 2. generationsindvandrerne:
identitetsproblemer, rodløshed, og det at de føler, at de er alene med
deres historie.
»Men
til forskel fra 2. generationsindvandrene, som man jo med det blotte øje
kan se er anderledes, ligner disse børn de danske børn. De er bare
helt anderledes indeni, " siger Annette Due Madsen."
|
| Danes
Worldwide er en almennyttig forening stiftet i 1919 med det formål at
støtte og yde service til danskere, som midlertidigt eller permanent bor
i udlandet. Artiklen her har været bragt i Dansk Samvirkes blad
Danmarksposten og er gengivet med tilladelse fra redaktionssekretær og
journalist Christina Lopes. |
|