Fra Dansk Samvirkes "Danmarksposten" 2003

     Katrine fra Birkerød mødte franske Kamel i 1997 i sydfranske Aix-en-Provence, byen med de mange fontæner, mens de begge var studerende.  Først tog de til Montpellier, så tog de til København - og så tog de tilbage til Frankrig igen.

     "Vi overvejede London eller New York. Vi var på et fleksibelt tidspunkt i vores liv, men da vi ikke havde nogle penge eller noget job på forhånd, og da Kamel efterfølgende blev tilbudt job som journalist på en lokalavis i Montpellier, blev det det, der afgjorde det", fortæller Katrine, som er uddannet antropolog fra Københavns Universitet.

     "Det var på mange måder et dejligt år, men også besværligt. Det var sværere at studere pr. langdistance, end jeg havde troet. Jeg begyndte at savne Danmark og fx et studiejob som det, jeg havde før, og da avisen, Kamel arbejdede på,  gik nedenom og hjem, tog vi til København."    

     Men København blev ingen succes. Katrine opdagede en masse mindre flatterende sider af Danmark, som hun ikke havde kendt før, bl.a. hvor svært det er at tage en udlænding med til Danmark. "Samtidig havde vi ikke noget sted at bo, og vi flyttede fra lejlighed til lejlighed. Først efter 4-5 måneder fik Kamel et job som underviser i fransk. Til gengæld fik han hurtigt lært dansk".

     Efter halvandet år i Danmark tog parret tilbage til Frankrig, denne gang Marseille, hvor sønnen Benjamin blev født.

    "Hver gang, vi kom et nyt sted hen, troede vi, at NU var det for at blive." Men i Marseille blev parret heller ikke. Til gengæld blev næste rejse nordpå kun på 30 km, nemlig til universitetsbyen Aix-en-Provence. Her  trives de, og her har de fundet et liv sammen og hver for sig.

     "Udstationerede par har nok mere et element af midlertidighed i deres projekter. Et par som vores føler nok mere, at vi skal skabe os en tilværelse her og nu og dermed føle os hjemme med det samme", forklarer Katrine. "Men nu er vi faktisk holdt op med at sætte os alt for fast på fremtiden. Det er ikke umuligt, vi flytter et andet sted hen i fremtiden. Det er heller ikke umuligt, at vi flytter tilbage til Danmark, men lige nu er det oplagt at vi bliver her."  

    Hvad er det så, der gør, at man føler sig hjemme? "Man skal have nogle venner i nærheden. Det er også nemmere, hvis man har et arbejde eller nogle aktiviteter."

     Lige nu er Katrine blev optaget som ph.d.-studerende på universitetet i Aix-en-Provence. Desuden forbereder hun en fransk optagelsesprøve med henblik på evt. at komme til at undervise i engelsk i franske skoler og gymnasier. Karrieremæssigt holder hun således flere døre åbne. Ved siden af dette er hun blevet optaget i et kor, der tager ud og synger, og især dette sidste element har gjort, at hun føler, hun "er kommet hjem". Ikke bare er hun kommet i gang med en af sine store interesser, at synge, men hun har også fundet franske veninder her, som deler hendes interesse og mere til.

     "Jeg føler, at jeg har noget at lave, og jeg har nogle mennesker tæt på, som har den samme opfattelse af mig selv, som jeg selv har, og ikke bare ser mig som en eksotisk udlænding."

     Katrine understreger, at det samtidig også er vigtigt at finde en ny måde at være sammen med gamle venner i Danmark på, og at give de nye franske bekendtskaber tid til at lære en ordentligt at kende og omvendt. "Det er sikkert heller ikke let at flytte fra Skagen til København. Folk skal igennem mange af de samme processer, før de falder til et nyt sted", siger hun.

     Katrine er så heldig at have en dansk veninde i Frankrig, som hun har kendt siden gymnasietiden. "Det er guld værd. Ikke blot er vi danskere, veninder og bosat i Frankrig, men vi har også et venskab, der går rigtigt langt tilbage i tiden".

    Katrine påpeger, at selvom livet har været svært i perioder hernede, så har hun også haft nemt ved at føle sig hjemme, fordi hun har en stor kærlighed til Frankrig. Udover de traditionelle topscorere som kulturen, sproget og maden, nævner hun også kvaliteter som menneskelighed, varme og tolerance.

     "Jeg synes, det er forholdsvist nemt at finde en plads socialt, når man mødes hernede. Mens danskere finder sammen i mere sluttede vennekredse, hvor man tit taler om de samme ting og gør brug af indforståetheder, så forstår franskmændene at åbne døren for en."

     Katrine tilføjer leende, at det selvfølgelig i første omgang jo nok er udenadslærte høfligheder, det med at åbne døre, men også i overført betydning er der en forskel. "Fx vil franskmænd aldrig nogensinde gå i gang med et "Kan du huske, dengang...", når der også er personer til stede, de ikke kender fra "dengang". De har også mere tradition for, at man godt må være uenige, og at man må brokke sig. De er lige gode venner af den grund. Danskere søger ofte at blive enige for enhver pris", mener hun.

    Som kærlighedsemigrant er Katrine godt klar over, at hendes rettigheder er reducerede. Hun kan ikke stemme i Danmark, og i Frankrig ville hun kun kunne få stemmeret til parlamentsvalgene, hvis hun blev fransk statsborger. Efter to års ægteskab med en franskmand kan man blive fransk statsborger, men den vej vil hun ikke gå, for så vil hun samtidig miste det danske statsborgerskab. "Det er der ingen fordele ved, og desuden er min tilknytning til Danmark stadigvæk stor".

     Katrine har også hørt om de nye regler, hvis man vil tage sin udenlandske ægtemand tilbage til Danmark. Hun har ikke sat sig ind i dem, for lige nu er det ikke aktuelt, men det bekymrer hende, at det er blevet sværere at tage hjem igen med sin udenlandske ægtefælle.

"Jeg kan ikke lide at generalisere", understreger Katrine flere gange, "men potentielt har blandede par måske nok et større incitament for, at det er for kærlighedens skyld, at de er sammen. De lever knap så uafhængigt af hinanden, som fx et dansk par i Danmark gør, og var det ikke for kærlighedens skyld, havde de måske valgt karriere og job helt anderledes."

    Til spørgsmålet, om Katrine aldrig har været ude for noget ubetinget ubehageligt i sit nye land, siger hun "Jo. Jeg var fx meget træt af den behandling, vi fik ved Benjamins fødsel, men det var Kamel også, selvom han er franskmand. Lignende oplevelser har fødende i Danmark også haft, så jeg har ikke haft grund til at "give Frankrig skylden"".

     "Jeg har også oplevet, at man i situationer, hvor man er i kontakt med bureaukratiet, tilsyneladende er mere personafhængig i det franske end i Danmark; fx har jeg prøvet at sidde og vente mere end en time på Sygesikringskontoret for blot at gå hjem med uforrettet sag. I Danmark har jeg ment, at der er mere "retfærdighed" i den sidste ende, men det er muligvis ikke korrekt. Måske handler det mere om, at man skal igennem nogle af de her oplevelser et vist antal gange, før man forstår at gennemskue, at et "nej" måske ikke er et kategorisk "nej", men snarere et "måske" eller et "ja, hvis...". Der er mange nuancer, man som udlænding ikke fanger straks. Det er måske nogle andre nuancer, der bruges i Danmark, men I Danmark er der også nuancer i sproget, man skal lære, før man kan forstå mange af de situationer, man kommer ud for."

Det franske skolesystem

     "Jeg har fundet en Freinet-skole her i Aix, som jeg gerne vil have ham ind på", fortæller hun. "Jeg var til møde forleden, og for første gang i Frankrig var jeg et sted, hvor vi sad i rundkreds, som man jo altid gør i Danmark."

     Katrine er meget begejstret for deres pædagogik, hvis kernetanker drejer sig om selvstændighed og at inspirere børnene til at få lyst til at lære. Der er betydeligt mindre fokus på udenadslære og karakterræs.

     Til spørgsmålet om Katrine sommetider ville ønske, at hendes søn var vokset op i Danmark i stedet for, siger hun: "Ikke lige nu. Hvis jeg bliver træt af skolesystemet på et tidspunkt, kan det da godt være, men jeg er nu overbevist om, at det er forældrenes værdier og holdninger, der er afgørende for børnenes trivsel, uanset hvor man bor i verden".