Luna har mødt sin drømmeprins Richard som er fra USA. Brylluppet står i december 2001 i Danmark hvorefter de og Lunas 6-årige søn drager til Chicago hvor et nyt liv venter for Luna. Læs hendes beretning herom. Hvis vi er heldige får vi lov at følge Lunas tanker og oplevelser efter ankomsten til USA.

Chicago Wannabe

For tre år siden mødte jeg Richard, den mest vidunderlige mand – hvis der er nogen der spørger mig. Richard er 20  år ældre end mig, har ingen børn og var på det tidspunkt udstationeret i Danmark i det firma hvor jeg også arbejdede.

Jeg havde på det tidspunkt boet alene med min søn i to år, og var ikke rigtigt forberedt på den Helt Store Forelskelse. Til alt held, er der jo ikke nogen der kommer i forvejen for at checke om ”vi er klar”, så jeg faldt pladask for Richard.

Han var måske lidt mere tilbageholdende, han var vel bange for aldersforskellen, kulturforskellen, Nicolai (hvis man da kan være bange for ham) – eller rettere det at skulle involvere sig med en Mor.

Dengang vidste vi begge to at han skulle rejse hjem igen efter to år, og det lagde da også en dæmper på vores forelskelse.

Vi valgte at tage én dag ad gangen, og inden vi fik set os om, var han på vej hjem til USA.

På det tidspunkt virkede det, for os begge to, alt for uoverskueligt at skulle Tage Det Store Skridt. Og meget ”voksent” aftalte vi at tage tingene som de kom. Ikke at love hinanden noget, og set i bakspejlet handlede det nok mest om, at der ikke var nogle af os der var parate til at overskue konsekvenser ved at leve vores forhold helt ud.

Det var ikke sjov for nogen af os, men usikkerheden og angsten var for stor.

Han kunne ikke overskue at bede mig flytte til Chicago med et barn. Han var usikker på, om det han havde at tilbyde os, var ”nok” til at jeg ville sige ja, og tage springet. Han var bange for, at jeg – eller Nicolai – ikke ville falde til, og han ikke overskue hvad der ville ske, hvis vi ikke faldt til. Han var nok bange for, at komme hjem en dag, til en masse pakkede kufferter, uden at kunne andet end at miste os.

Efter han var rejst hjem, prøvede vi at fortsætte vores forhold så godt vi kunne. Det lå hele tiden i baghoved på min, alle de der hvis’er:

Hvis han spurte, ville jeg i virkeligheden TURDE?

Hvis han ikke spurte, ville jeg så kunne holde ud at leve et langdistanceforhold?

Hvis jeg ikke havde haft Nicolai, havde det så været anderledes?

Hvis han ikke var 20 år ældre end jeg, ville…

Der var så mange hvis’er, at jeg var ved at drukne.

Vi prøvede så godt vi kunne, med det holdt svært.

I det følgende år så vi hinanden til jul, i februar, i april, i maj, i juni og i juli.

Når vi var sammen var alt vidunderligt, men hver gang vore veje skiltes, kom alle hvis’erne igen.

Da jeg så skulle planlægge fødselsdag i september, var jeg nået så langt med mig selv, at jeg var blevet klar over, at det var ham og ikke jeg, der rendte rundt med alle spørgsmålene.

Jeg fandt ud, at jeg ikke ville følge mit hjerte, og ventede ikke længere på ham.

Jeg valgte at følge forstanden, og den sagde, at jeg som 30 år gammel, ikke skulle rende og spilde min tid på en 20 år ældre mand, der i øvrigt heller ikke ville have mig helt og fuldt.

Min forstand fortalte mig, at det kun er i eventyrene at Prinsen indser at han ikke kan leve uden sin prinsesse, og så begiver sig ud på en tårevædet rejse, der til sidst bringer dem sammen.

Forstanden fortalte, at godt nok havde jeg kendt manden i 3 år, men han kom jo fra en helt anden kultur, og at hvis vi fandt sammen, flyttede til USA, og det hele gik i stykker, var det jo noget helt andet end hvis han boede i Værløse.

Men det var ikke sådan det skulle ende…Vi fandt ud af at alle de spekulationer vi havde gjort os, ikke var meget værd, hvis vi ikke havde hinanden. ”Prinsen” havde indset at han ikke kunne leve uden sin ”prinsesse” og han fløj fra Chicago til København for at fri. Jeg havde allerede set Pretty Woman, så jeg vidste godt hvornår jeg skulle svare hvad, og det lykkedes mig da også at sige ”Yes”.

Det at lige på det tidspunkt jeg troede vi var kommet over den værste hurdle.

Og det var herefter vi kun kunne blive klogere.

Chicago Gonnabe

Vi troede, som alle mennesker vi senere talte med, at hvis vi giftede os, ville det være en let sag at få permanent opholdstilladelse i USA. Han kunne forsørge både min søn og jeg, så inde i vores små naive forelskede hoveder, var det vel bare at rejse ind i USA, fortælle at vi var blevet gift, og så var den sag ude af verdenen.

Åhhh, hvor kan man bare blive klogere…

For at blive gift skulle vi fremskaffe hans skilsmissepapirer, de skulle godkendes af Overpræsidiet i København før vi kunne gå på rådhuset og få en dato.

Overpræsidiet ville også have papir på at han måtte gifte sig igen. (et sådan stykke papir var lidt svært at få, fordi de i den stat han blev skilt i ikke udsteder sådanne papirer) udover det skulle de have papirer på at hans skilsmisse ikke var anket, for det kan man i den stat han blev skilt i.

I første omgang sagde de på det domhus, der havde udstedt skilsmissepapirerne, at de ikke kunne udstede sådanne dokumenter, for det vil være det samme som hvis man skulle have dem til at udstede et dokument på at man endnu ikke havde gjort et eller andet…

Richard er en klog mand, så han ringede til dem igen, fortalte HELE historien, han skulle giftes med en dansker, og de danske myndigheder ville have…. Hvis han nu tog morgenmad med…. Om de så ikke kunne….

Det korte af det lange er, at med morgenmad i bagagen lejede han en bil, og satte kursen nordvest på. Han fik ”smurt” damen på domhuset (jeg har ikke spurt, og jeg vil ikke vide hvordan). Det endte med at han kom derfra med et dokument der fortalte at der ikke var nogen appel i gang i hans skilsmissesag, og at han godt måtte blive gift, da der var gået mere end 6 måneder fra han var blevet skilt.

Disse papirer fik han sendt med bud til Danmark. Jeg stod klar ”i min ende” og strøg på Overpræsidiet (for tredje gang). Til min store lettelse var det de papirer de søgte, og den venlige dame i skranken fortalte at vi ville få brev, og inden 6 uger kunne vi regne med at få papirerne tilbage i godkendt stand. WOW 6 uger! Richard havde været så forudseende at vedlægge adresse, telefon nummer og fax nummer på domhuset. Det gjorde åbenbart at de kunne handle lidt hurtigere end normalt, for 3 dage senere kom papirerne med posten.

Så gik turen til rådhuset, ingen problemer! Vi fik en dato og nu var tiden inde til at se på hvad vi skulle igennem for at tilfredsstille den Amerikanske Ambassade.

Så blev vi klogere, igen.

For at få permanent ophold i USA sammen med sin amerikanske ægtefælle skal man igennem 20 millioner ting. Først skulle vi hente ansøgningspapirerne på ambassaden.

Det kan man om fredagen mellem 9 og 11.30!

Det gjorde vi så, her fik vi udleveret 2x ”form I-130”, ”form I-864”, ”formDS-230, part I”, ”form OF-169” samt en vejledning i hvordan billederne, der skulle ledsage visumansøgningen, skal se ud.

En ”pakke” til Nicolai og én til mig. Så skulle vi indhente bekræftede kopier af mine skilsmissepapirer, straffeattest, vores navnebeviser (min dåbsattest er udstedt på Grønland, og de viste sig at indeholde et forkert navn, da de ankom), mine adoptionspapirer (for det ikke skal være løgn, er jeg også adopteret) og det hele blev lige gjort mere kompliceret af, at Nicolai og jeg ville tage Richards efternavn, efter vielsen.

Mit råd til ALLE, der skal igennem ”møllen” er, at have god tid, og en masse af den! Endnu mere tålmodighed og så en stor portion humor, så man idet mindste kan grine lidt, ind imellem.

I alt dette her, prøvede jeg virkelig at finde glæden, at huske på at det vi var i gang med var at gifte os og leve lykkeligt til vores dages ende. Det var svært. Men svært, er alligevel ikke dækkende nok.

Der var så mange ting, jeg ikke var forberedt på. Den evindelige renden frem og tilbage mellem de forskellige kontorer, skrankepaver, der ikke kunne/ville hjælpe.

For at indgive ansøgning om permanent ophold i USA på grundlag af et ægteskab er ikke så lige til som man kunne ønske. Og for min part, ville jeg have ønsket, at Richard havde været her, sammen med mig, da alle papirerne skulle findes frem, og alle de bekræftede kopier skulle rekvireres. Så kunne jeg have brugt min energi på at planlægge bryllup og ikke drukne i stress.

Jeg var i den heldige situation, at have en overordentlig god arbejdsgiver, der lod mig bruge en hel del af min arbejdstid på at få orden på alt papirarbejdet. Det var jeg lykkelig over, især fordi jeg på det tidspunkt allerede havde sagt mit job op, og i tankerne allerede ”på vej ud af døren.”

Og hvad så med Nicolai?

Efter beslutningen om at flytte over oceanet, var taget, kom alle tankerne omkring Nicolai.

Han ville få et helt nyt sprog, en helt ny verden at forholde sig til. Samtidig med at afstanden til familie og venner ville blive – hvad der føltes som – millioner af kilometer.

Jeg blev mødt af en masse bekymrede mennesker, der stillede alle de her svære spørgsmål. Spørgsmål jeg endnu ikke kendte svarene på…

Hvad med sproget?

Hvad med skolen?

Hvad med forholdet til familien?

Hvad med forholdet mellem Nicolai og hans far?

Ville vi nogensinde komme tilbage til permanent Danmark?

Jo flere mennesker jeg talte med, jo flere spørgsmål blev jeg stillet til ansvar for.

Det ledte mig til den erkendelse, at der i livet ikke findes garantier. Der var jo ingen garanti for at mit og Richards ægteskab ville holde, der var ingen garanti for at Nicolai ville få et nært og kærligt forhold til sin familie i Danmark. Men den garanti ville jo heller ikke findes, hvis vi boede i Danmark. Det syntes jeg folk glemte, og jeg prøvede, og prøver stadig, at vende alle disse spørgsmål til noget positivt.

Ja, Nicolai vil få et nyt sprog, men han vil stadig have det danske. To sprog må da være bedre end et, og specielt, når det ene ”kun” bliver talt af under 6 millioner mennesker.

Ja, Nicolai skal starte i en ny skole. Det er der milliarder af børn der har overlevet, og han skal nok klare sig.

Ja, Nicolai flytter langt væk fra sine bedsteforældre og sin far. Men det betyder jo ikke at de aldrig skal ses. Jeg er godt nok den, der forlader landet med mit barn, men det kan da umuligt fratage familien for det ansvar, også de bærer, for en god og tæt kontakt. Vi lever i en tid, hvor Internettet giver mulighed for en nem og billig kommunikations form. Det er bare at acceptere at en mail er lige så personlig som et postet brev. Det handler om at købe en scanner og et digitalkamera. Så kan Nicolai stadig tegne tegninger til mormor og morfar, de kan stadig få billeder at se.

Flybilletter er billigere end aldrig før, det er ”bare” at hoppe på et fly.

Det koster ikke en formue mere, at ringe til og fra USA, det er bare om at finde den billigste udbyder.

For mig handlede det om at gøre tingene så enkle som overhoved muligt. Jeg satte mig ned en aften og så på, hvilke behov min familie havde før vi besluttede sig for at rejse, og hvad de gav udtryk for efter vi havde fortalt at vi ville rejse.

Konklusionen blev den, at vi alle sammen havde et ansvar for at de familiære bånd ikke blev brudt, og at det ikke kun var mit ansvar.

Nicolai vil komme til at se sin far 6 gange om året á minimum 7 dages varighed, en aftale vi fik i stand allerede i forberedelsesfasen af vores udrejse. Det vil så være faderens ansvar at få fri fra jobbet, så han kan være sammen med Nicolai. I forbindelse til disse besøg, vil det jo også være muligt for andre familiemedlemmer at ”slide” lidt på Nicolai, hvis de har lyst og tid.

Det gik også op for mig, at jeg jo kan sidde i USA med de bedste intentioner, men der skal jo være mennesker i Danmark, der er villige til at ”gribe”.  Og det er her familiens ansvar kommer ind. De familiemedlemmer der så brændende ønsker et tæt og nært forhold til os efter vi er flyttet, må også gøre deres. Vi skal nok lægge hus til, og Richard og jeg har talt om at sløjfe en ferie eller to, og så bruge pengene på, at få mine forældre hjem på besøg.

 Min mor siger godt nok, at det der Internet, DET kan hun altså ikke finde ud af. NU er muligheden for at hitte ud af det, eller få min bror til at hjælpe hende. Hvid det hele går i vasken, kan hun jo altid skrive et ”rigtigt” brev.  (og i den forbindelse kan hun jo passende sende lakridser og kardemomme…)

Aj, remoulade. Det kommer jeg til at savne. Men jeg har pakket en opskrift, og jeg har da også de bedste intentioner om at lave den selv. Nu får vi at se, det kan godt være at jeg ”mister” remoulade og lakridser, men jeg rejser jo også til et land med Bake-in- m&m’s, zip lock bags og Wallgreens.

Jeg får muligheden for at starte på et nyt liv med mit barn og den mand jeg elsker, og så kan det jo ikke gå galt. Jeg er sikker på at så længe at vi har hinanden, så kan det ikke gå andet end godt.

Alternativet er en mor, der ikke tør tro på kærligheden, som lader usikkerheden vinde, og derfor ikke ville tage springet.

Alt det jeg har været igennem –for at få min ”prins” – har vist mig, at et valg gjort i kærlighed ikke nødvendigvis er et nemt valg, men et valg der er rigtigt for mig. Et valg, der betyder jeg kan pakke mit liv sammen og drage ud mod horisonten, fyldt med troen på, at når kærligheden er stor nok, kan man klare alt.

Det er da ikke uden spekulationer jeg gifter mig med en mand fra en anden verdensdel. Vi er forskellige, vi gør ting forskelligt, vi tænker på nogle områder forskelligt. Men vi har også en masse til fælles. Det vigtigste af alt er kærligheden, troen på at det lykkes, og viljen til at mødes på midten, at give, at tage, at turde, at kommunikere.

De spekulationer er vel ikke forfærdeligt forskellige fra dem man har, når man gifter sig med én fra sit eget land, sin egen kultur. De bliver bare mere tydelige og lettere at finde.