Fra Dansk Samvirkes "Danmarksposten" 2003

     I filmens romantiske univers får de mest umage par altid hinanden i enden. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at modsætninger mødes, og sød musik opstår. Hvor sød musikken end er, risikerer den for nogles vedkommende at blive overdøvet af en mere kedelig og larmende tone, når hverdagen i det nye land ender med at fylde uhensigtsmæssigt meget i form af problemer, savn, hjemve og ensomhed.

     Kærlighedsemigranterne kalder de sig selv - de, der af kærlighed har bosat sig i et andet land med en mand eller kvinde fra en anden kultur end den danske.

     Kærlighedsemigranterne "valgte jo selv", men selvom de selv ofte ikke føler, de havde andet valg end at tage prinsen eller prinsessen, da lejlighed bød sig, blev det at få kongeriget (ikke det danske) med i købet sommetider  en mere dyrekøbt affære end forventet. Derfor kan mange kærlighedsemigranter blive træt af at høre om de udstationeredes fordele: bil, maid, hus, hjælp til at finde ud af skattepapirer og lejekontrakter samt enhver anden tænkelig support.

     Man regner i reglen med, at kærlighedsemigranter som det naturligste i verden bliver integreret via deres ægtefælle og dennes familie, venner og liv. De forventes at leve både højt og flot og til deres dages ende på kærlighed og kildevand. Med et fingerknips forventes kærlighedsemigranter at falde til i det nye land med det samme. Det er slået fast siden den spædeste barndom: at med prinsen på den hvide hest findes lykken.  

     For ti år siden kunne man på TV3 sommetider falde i staver til programmer som "I Sydfrankrig med Susanne Bjerrehus". De handlede om danske kvinder, oftest gift med rige og charmerende franskmænd boende i villaer med swimmingpools og palmer og lækre biler. Folk i Danmark har ifølge mange kærlighedsemigranter svært ved at tro det, når de fx fortæller, at man i Sydfrankrig ikke så sjældent lever fire mennesker i en lejlighed på 50 m2. De palmeomsuste strande er om sommeren desuden så tætbefolkede, at længslen efter en kølig vesterhavsvind kan flænse emigrantsjælen i tusind flagrende stykker.

Mødes på nettet

     Bente Zinck, ejer og moderator af netgruppen Dk-mor-i-udlandet, kan tale med om problemstillingen: "Mange falder naturligvis som forventet hurtigt til i deres nye liv, men der er rigtig mange, som ikke engang kan regne ægtefællen som nogen reel støtte. Der er nemlig mange tilfælde, hvor kun kærlighedsemigranter kan forstå andre kærlighedsemigranters situation."

    Når kærlighedsemigranterne får børn, oplever de ofte  problemstillingerne endnu skarpere. "Hvad gør man fx, hvis ens treårige søn får en ørefigen af en fremmed dame midt i en offentlig park, fordi han kom til at buse ind i hende?", spørger Bente Zinck og refererer til en oplevelse fra en af gruppens medlemmer. "Man kan faktisk i visse situationer føle sig så presset og vred, at man føler, man kun er sekunder fra at blive lagt i håndjern af det lokale politi. Med årene bliver de fleste dog gode til at finde en diplomatisk udtalelse i farten. For uanset, hvad den danske mor havde af etiske bevæggrunde for sine standpunkter, så var damen, der slog den treårige, ligeså overbevist om, at hun gjorde det eneste rigtige, og i mange andre lande end i Danmark ville hun endda have loven på sin side. Det kan derfor kræve sin mand at finde tolerancen frem, acceptere juraen og samtidig jonglere med flere følelser på én gang", smiler Bente Zinck.

     Under graviditeten kommer en forsmag på sammenstødene. Vordende danske mødre oplever måske hån, hvis de afleverer en fødselsønskeseddel til gynækologen, hvilket føles ekstra ubehageligt, når man netop derpå har betroet dybt personlige ønsker som "lavement" eller "ingen epidural, tak". Vordende fædre har oplevet at blive bænket uden for fødestuen som i halvtredsernes Danmark og så skulle tage den derfra. 

     "Af de mere spøjse oplevelser kan jeg fx nævne kvinder gift med sydeuropæiske mænd, som måske i en dansk forsamling uden blusel pludselig siger: "Ja, JEG går ind for, at kvinder skal arbejde". De danske tilhørere får kaffen galt i halsen over lignende udtalelse, for har man sagt noget sådant, har man også antydet, at det modsatte lige så vel kunne være muligt", ler Bente Zinck og forklarer, at det kan være svært at forklare den slags oplevelser for sine danske veninder uden at få at vide, at "så er han da ikke værd at holde på alligevel". Så enkelt oplever kærlighedsemigranterne det imidlertid ikke. De forstår ofte deres ægtemænd og -koner i deres udtalelser, men de er samtidig fanget ind af dem: man kan respektere mangt og meget hos andre mennesker og fremmede kulturer, men derfra og til at acceptere tingene og integrere dem i sit eget liv, er der et stykke vej - og et stykke arbejde.

     Udstationerede par vil altid kunne søge støtte og trøst hos hinanden ved kultursammenstød uden for hjemmet, men kærlighedsemigranten må ofte gennemleve sammenstødene alene. Sammenstødene indbyrdes hos det udstationerede par vil desuden ikke være af kulturel karakter, hvilket giver stor ro i tilværelsen i modsætning til kærlighedsemigranten, der ofte også skal gennemleve sammenstødene inden for hjemmets fire vægge.

    Ligesom tyrkere i Danmark mødes indbyrdes, i danskeres øjne går ens klædt , bærer tørklæde og dyrker deres hjemlands kultur, så gør danske indvandrere i udlandet akkurat det samme: mødes indbyrdes og dyrker, hvad de opfatter som "dansk". Kærlighedsemigranten må imidlertid introducere frikadeller og kartoffelsalat, julegås og rødkål i sin nye cirkel uden ægtefællens hjælp og det til en mangfoldighed af reaktioner gående fra stor begejstring til decideret afsky. Bente Zinck fortæller: "Mange morer sig ved at byde på nye spiser og traditioner, men indimellem opfattes det ensomt at være den eneste, der har et nært forhold til brunede kartofler og ris à l'amande. Børnene tager taknemmeligt de nye traditioner til sig, mens ægtefællen og svigerfamilien kan gå i panik ved tanken om at skulle danse om juletræet, og måske tror, at bestemte trin skal læres i den anledning. De uskyldigste misforståelser kan blive til kedelige skænderier, indtil misforståelsen er gået op for parterne".

     Bente Zinck har oceaner af eksempler på lager. Også når det gælder de indfødtes reaktioner på danske indvandrere: "Naboerne synes måske, at danskeren er lidt pudsig, når terassedøren slås op på vid gab og indvandrermusikken - det kunne være Gnags - strømmer ud og blander sig med cikadesang. Skolelærerne føler sig måske utilpas over detaljerede spørgsmål om børnenes dagligdag, systemet, disciplinen og informationsniveauet, idet den slags spørgsmål i nogle lande vidner om mistillid. Folk på gaden føler måske irritation over danskerne, når de mødes og højlydt kritiserer forholdene."

     På et punkt har næsten alle danske emigranter  oplevet præcis det samme i deres udlandstilværelse:  I de fleste steder i udlandet opfattes danskerne som grænseoverskridende, når de svinger med Dannebrog til fest, i grøftekanten, juleaften og alle andre steder, der ikke har med en sportsbegivenhed at gøre. Det læses i mange lande som ekstrem nationalisme med toner af fremmedhad og racisme. "Når det først er gået op for en, bliver det svært for mange at trække flaget frem til fødselsdagsfesten", understreger Bente Zinck.   

    Men hvilke rettigheder har kærlighedsemigranter egentlig? Det kan for mange fx være ekstra svært at acceptere sit nye lands tilstande, når de ikke har ret til at lave tingene om: udlandsdanskere har kun sjældent stemmeret. Den samme ret er som regel samtidig fjernet i det danske, selvom mange måske netop nu  via ny indsigt fra deres udlandstilværelse føler, de sidder med de vises sten. 

     Fortryder de udlandstilværelsen, kan de ikke længere uden videre tage ægtefællen med hjem til Danmark og begynde forfra. Denne sidste rettighed er nu også fjernet. I et forsøg på at forhindre tvangsægteskaber blandt unge indvandrere i Danmark, har regeringens politik også ramt den lidt smallere gruppe af danske i udlandet.

Ud og hjem igen

     Går det hele til sidst så galt, at det alligevel ikke er godt for noget, og har  kærlighedsemigranterne haft held til at få deres ægtefælle med hjem til Danmark for at bo, vender billede naturligvis for begge parter. Det er nu de udenlandske ægtefæller, der bliver de nye kærlighedsemigranter, og de får følgelig alt ovenstående at mærke blot med egne briller på (racisme, lukkethed, smålighed og jantelov...).  Identiteten må for mange omdefineres, og kompromiser indgås: Er det rigtige arbejde vigtigt, eller er hjemlig hygge nok? "KAN hjemlig hygge i det hele taget være nok for de nationaliteter, hvor udtrykket slet ikke findes?", spørger Bente Zinck.

     Den hjemvendte ex-kærlighedsemigrant risikerer i hyppige tilfælde også selv problemer: vedkommende er ikke nødvendigvis den samme person, som da han/hun forlod Danmark, og Danmark er heller ikke altid, som landet blev husket midt i drømmen om bølgende, grønt land, græssende køer og tung, sød jord under fødderne.

     Bente Zinck kan bekræfte det fra sin netgruppe: "De problemer, der opstår, vedrører ni ud af ti gange kærlighedsemigranterne selv, ikke børnene. Det er betryggende for forældrene at tænke på og det, der gør det hele værd, når kompromiserne synes svære. Børnene ser ud til at sortere i modsatrettede livsværdier uden vrede, fordomme, selvhøjtidelighed og bekymring, og de gør det med integriteten i behold. Det er imponerende".