Arthurs fødsel nytårsaften(sdag) år 2000

Det hele startede natten til den 31., hvor Roger og jeg vågnede på samme tid - ved tretiden - og besluttede os til at prøve visse gode råd til fødselshjælp. Jeg var inspireret af min "murren" i maven under søvnen forinden og mente, det godt kunne betale sig netop nu at sætte lidt skub i sagerne. Min graviditet endte altså på samme måde, som den var begyndt!

I hvert fald begyndte noget mere smertefuldt veagtigt at gå i gang, og det blev straks regelmæssigt og kom temmelig hyppigt. Vi stod op; jeg besluttede mig for at ringe til en jordemoder, der mente, at jeg nok hellere måtte komme derind, nu jeg havde født så hurtigt sidst.

Min far meldte sin ankomst den tidlige morgenstund med pyjamas og forvirret udtryk i hovedet. Min broder kom ned ad trapperne; vi ønskede alle min far tillykke med fødselsdagen (han fyldte 65), mens han til svar vrissede "ikke nu". Falck (som mine forældre abonnerer på) sendte os en taxa med chauffør, der lovede os, at det var bedre at føde nu end 24 timer senere nytårsnat, hvis vi gerne ville bringes af enten Falck eller taxa.

Den kommende fader var helt ekstatisk. "Jeg skal med til fødslen, jeg skal med til fødslen!", sagde han hele tiden, og det kom han også, og jeg kunne nok heller ikke have klaret mig uden ham denne gang, for min andengangsfødsel føltes som en førstegangsfødsel (og omvendt) og altså noget mere smertefuld.

Jeg blev modtaget af den dejligste jordemoder , som LIIGE vidste, hvornår jeg skulle være i fred, og hvornår jeg ville sludre. Roger blev snart sat i gang (af mig) med at massere mig på ryggen, når veerne stod på sit højeste, og jordemoderen overtog automatisk, hvis han ikke lige var der.

De - veerne - var hyppige, men i starten ikke så lange. De var dog smertefulde denne her gang - i forhold til første fødsel - fordi de blev ved med at sidde i ryggen. Jeg fik ellers et lavement, som jeg mente ville løse alle problemer (det havde det jo gjort sidst), men barnet har nok ligget "i retning af ryggen, endetarmen, whatever" denne gang i modsætning til første. I hvert fald hjalp vejrtrækningsøvelser ikke alverden. Jeg lå dog ikke og drømte om epidural eller lignende, selvom jeg begyndte "mere og mere godt at kunne forstå dem, der uden at blinke ville have det".

NU kommer det geniale ved fødslen og Frederikshavns Sygehus' nye lokaler: Det er en king size seng til at flyde rundt i FØR fødslen. Roger følte sig straks hjemme; han blev budt på kaffe, ost og franskbrød (det gjorde jeg nu også, men jeg spiste mest frugt; måtte ikke spise mælkeprodukter) og så tændte han ellers for fjernsynet (og skruede ned), men lod mig høre P3s morgenmusik med lav volumen. Sengearrangementet lå bag en skagensgul halvmur ret op og ned af fødefaciliteterne, og udenfor var byen ved at vågne til det dejligste vejr.

Det var genialt! Vi følte os begge afslappede og på hotel. Roger zappede fornøjet løs kun afbrudt af mine veer, som han jo så skulle assistere til. En nervøs vordende barnefader var han bestemt ikke - til min egen overraskelse - og jeg kan godt spekulere på, om det er de afslappede lokaler, der gør forskellen, og om apparaterne, som fylder billedet ud, i det franske ville have hidset en stemning op, der ikke var grund til - også hos ham.

Jeg selv døsede til musikken og flød rundt i fortid og nutid og midt i et mit livs vigtigste øjeblikke.

Klokken ni var der vagtskifte, og en lyshåret jordemoder afløste den mørkhårede. Hun var mere tavs end den første, men en af grundene var nok også, at jeg var mere og mere koncentreret om veerne, så hun undlod bevidst at "forstyrre". Jeg håbede fx ikke, det ville være nødvendigt at sludre om den første fødsel, det høje blodtryk og de fæle, franske hvider kitler igen - alle minderne fra fødsel nummer et. Det var det heller ikke, men de anså det helt tydeligt som vigtigt i forbindelse med deres arbejde at kende til den slags detaljer, så nummer ET gav nummer TO et referat af mig og den - og af blodtrykket, der artede sig fint.

Det har jo på mange måder fået de vigtigste kapitler i den her føljeton, men det fik IKKE det sidste ord her tilsidst. HA!!! Mit blodtryk lå konstant omkring 140-150/90, og det er fint nok, når man føder. Jeg skulle bare følge min sædvanlige 3 x piller om dagen, og hvis det så slemmere ud før presseperioden, ville jeg få dobbeltdosis. Det så ikke slemmere ud under presseperioden, så jeg fik intet ekstra! HA!

Hjertelyden var også så fin, at der kun blev kørt en strimmel én gang i forløbet, nemlig da jeg næsten lige var kommet om morgenen, og før vi blev sendt over på "hotelværelset". Da den også var fin, blev der ikke gjort mere ved det. Den første jordemoder lyttede én gang i timen med træstetoskop; den næste med doptone undtagen til sidst.

Der var jo også et (king size)-badekar, men nummer ET troede, jeg ville føde i løbet af tre timer, så det gjorde vi ikke noget ud af.

Jeg gad sjovt nok heller ikke "rende rundt", som jeg havde troet, jeg ville. Jeg fødte ikke engang ordentligt siddende, som jeg troede, jeg ville. Det ville jeg åbenbart ikke! Jeg lå mest på siden, så Roger kunne massere ryggen, når jeg havde veer.

Lige før presseperioden gjorde de dog så ondt, at jeg helst bare ville ligge på ryggen og øve vold mod Rogers hånd, mens jeg råbte "av, av, av, av" i takt dermed.

Nummer TO ville gerne tage vandet, så der kunne komme lidt mere skub i sagerne. Det fik hun lov til. Det skred jævnt fremad; 3 cm ved ankomst, og godt 1 cm i timen. Meget anderledes den første turbofødsel!

Vi tog vandet, men veerne blev nu ikke værre eller kraftigere af det. Til gengæld gik det stadig fremad. Jeg havde samme 2-3 minutters pause fra først til slut. Det gjorde nu ikke noget; jeg havde ikke travlt med at blive færdig, tænkte jeg. Det her gjorde alligevel for ondt!

Alligevel var jeg meget rolig - som jeg egentlig også var under den første fødsel i det franske, selvom jeg var bundet på mave og hænder og skulle gøre alt i rytmen til mit barns højtslående hjerte. Den der hjemlige radiodøs, der hele tiden kørte mellem veerne, gjorde det hele lidt uvirkeligt; sådan "Er jeg virkelig ved at føde nu? Nå...". Det er mærkeligt at sige sådan noget, men på en måde "nød" jeg nuet - afbrudt af vesmerten naturligvis - men hver gang jeg vendte tilbage til radiodøsen, var det som at vende tilbage til barndommen, eller som at se fortid og nutid blande sig smukt sammen.

Jeg var skrupsulten lige inden presseperioden, så der røg en marmelademad ned - i små bidder - så jeg kunne nå at tygge af munden, inden veerne var værst.

Roger var bare glad, spændt og optimistisk fra først til sidst, selvom han syntes, det var underligt, jeg ikke hverken kunne eller ville have noget smertestillende. Han var ikke den nervøse type, da det først var igang. Han var desuden enormt nysgerrig - og man må jo sige, at han også havde noget til gode ved at have misset Eriks fødsel - og jeg morede mig i det skjulte ved at se hans store øjne, da jordemoderen satte en hæklenål op og tog vandet og i det hele taget, da presseperioden gik igang. Han holdt mig allernådigst i hånden i starten, men SKULLE altså ned i den anden ende og kigge med, da sagerne tog rigtigt fat, flankeret af jordemoderen på højre side med et lige så opmærksomt blik. Sådan vil jeg nok huske min fødsel i ét "klip", hvis jeg skal vælge, et hoved på hver side!

Ved min første fødsel fik jeg lagt en epidural omkring de 6 cm. Jeg har altid spekuleret på, i hvor høj grad, den i virkeligheden virkede, for smerter havde jeg nok af også den gang og det både før og efter de 6 cm. De var bare ikke nær så slemme som DEN HER gang, fordi de ikke sad i ryggen, hvor vejrtrækningen af en eller anden grund ikke kunne komme ned og gøre godt. Min ene storetå snurrede dengang lidt efter epiduralindsættelsen, men jeg kunne da i den grad følge med i alt - også smerten - og måtte stadig puste mig videre i forløbet. Det franske personale hviskede (!) om, at den da vist ikke havde virket, men at det nok ikke gjorde noget (jeg havde ikke lige tid til at kræve, at de delagtiggjorde mig i min egen fødsel). Et par andre mødre har sagt senere til mig med overbevisning, at min epidural nok ikke virkede, fordi de havde prøvet det samme, nemlig at smerterne fortsatte og højst en tå snurrede. Jeg har dog også hørt, at en epidural altid virker i det mindste "lidt". Jeg blev ved første fødsel både klippet og syet til den store guldmedalje, og det husker jeg stadig som det absolut værste og også noget af det mest smertefulde, jeg har oplevet. Derfor har jeg altid sagt til mig selv, at "den nok ikke virkede". Jeg ved stadig ikke helt, men måske har den virket lidt, for DENNE gang kunne jeg mærke barnets hoved gå den lange vej ned gennem bækkenet, "rundt om hjørnet", på vej hen til "døren" og helt ud. Måske lå barnets hoved bare anderledes end Eriks i sin tid (hvad ved jeg, næsen den ene eller den anden vej, skuldrene den ene eller den anden vej osv)?

Måske er det den tidsmæssige forskel, der spiller ind; første gang var Erik ude på 15- 20 minutter - skyndet på af mine raske veer, et godt, solidt, fransk klip og et par franske hænder øverst på min mave. Her gik der næsten en time, hvis jeg ikke husker galt, før han var ude, hvilket betød, jeg kunne mærke hovedet "ligge der", mens jeg ikke havde veer, og jeg kunne mærke det svuppe tilbage efter hver gang, men jordemoderen sagde, det var helt almindeligt, så det skulle jeg ikke bekymre mig om.

Presseperioden var i hvertfald fantastisk! Det brændte og sved, og jeg følte ikke, jeg havde ret mange kræfter i forhold til, hvad der skulle til, men jordemoderen guidede igen fantastisk; det meste af tiden skulle jeg bare gøre, som jeg havde lyst til, dvs presse, når jeg havde lyst og slappe af, når jeg ikke havde. Rundt om "hjørnerne" fornemmede jeg, hun opfordrede til lige at presse "en gang til", før veen var ovre. Kun til allersidst gav hun direkte ordre: Nu kommer et tidspunkt, hvor du har lyst til at presse, men hvor jeg vil bede dig om bare at trække vejret i stedet for. Det var ret tæt på slutningen; det er et af de få punkter, jeg ikke forstod meningen af i øjeblikket, men jeg adlød flinkt og kunne til belønning selv mærke hovedet på vej efter næste pause. Senere har jeg forstået, at det måske har reddet mig fra at sprække for meget. Ellers er en god regel i forbindelse med presseperioden at lade den fødende bestemme tempoet helt selv; det gør, at bristninger og lignende bliver af så svag karakter som muligt. Træstetoskopet blev brugt efter hver ve, men blodtryksmåleren lå et godt stykke væk!

Så var hovedet født, hørte jeg folk sige på forskellige sprog, og jeg hvilede mig velfortjent efter en slem ve. "Pres lige lidt mere", bad jordemoderen. "Nu?", spurgte jeg forbavset og temmeligt omtåget. Jeg må have været lang væk. Jeg pressede ganske lidt, og kroppen svuppede ud. En læge var nu også kommet "for at kigge". Han præsenterede sig flinkt for mig, som de allesammen gjorde (i Frankrig var de alle anonyme skikkelser i forskelligtfarvede kitler), men jeg sansede absolut ikke ret meget af hans tilstedeværelse.

Presseperioden var hård, lang, til tider "umulig", men det var ikke spor ubehageligt! Jeg kan huske, at jeg, mens jeg pressede, fikserede øjnene på et stort ur, der hang på væggen, og dens visere, og jeg så, hvordan viseren tikkede videre og videre i MANGE sekunder, uden at jeg trak vejret, men bare pressede. Det mindede mig om et svømmemærke, jeg engang skulle tage, da jeg var tolv år, og i den anledning skulle svømme et langt stykke under vandet, men denne gang var det sværeste ikke, IKKE at trække vejret; det sværeste var at lade være med at presse. Til min egen forbavselse lavede jeg høje, klagende lyde til. Det havde jeg ikke troet, ville ske, men ih, hvor gjorde det godt!!

Jeg overlevede da også, kom op til overfladen, og opdagede nu, at en lille dreng var født. "Il est magnifique, il est magnifique", sagde en stemme hele tiden, og jeg selv ville have ham op så hurtigt som muligt, men navlestrengen var noget kort, så mit første møde med Arthur var fra ryggen af. "Det er en dreng", sagde folk omkring mig, men det vidste vi jo godt.

Navlesnoren røg så ret hurtigt, så han kunne komme helt op til mig under et klæde og med det meste af fosterfedtet klæbende til. "Klokken 10.49 fødes en velskabt dreng, flink, skriger straks", står der på "gammelt dansk" i det udførlige referat, danske jordemødre åbenbart udleverer mødrene ved hospitalsafgang (dejligt, i øvrigt!).

Han var IKKE en 4-5 kgs krabat; det kunne vi godt se, men han var da nok mindst 3 kg, tænkte jeg. Jeg tjekkede næsen - min eller Rogers? og den er vist heller ikke af vendsysselsk oprindelse (lille opstopper), men muligvis (?) på vej til at blive lang, romansk og buet!

Han skreg og var gal og usandsynligt kær. "Fin i farven" og ting i den dur, sagde de professionelle, så han fik også fuld Apgarscore. Så kan man ikke forlange mere!

"Il est magnifique", gentog Roger stadig i det uendelige, og så opdagede jeg endelig, at han havde tårer i øjnene, hvorefter jeg også fik det - og et hurtigt fransk tantekys (men på munden) - men ikke så længe, for Arthur havde travlt med at putte sine fingre i munden. Det havde han helt klart prøvet før, og så måtte jeg jo lige foreslå mors mælk istedet for.

Jeg selv var lige så tummelumsk som min mand, hvilket kom til udtryk som nogle flade og gentagne "Nåeh, har du fået hue på?", hvilket til sidst fik sygeplejersken til helt at undskylde huen, men det var nu ikke ment på den måde; det var vist bare babysnak i "tummelumsk" form.

Nu kom det eneste smertestillende medikament; en creme af en slags til lige at tage tre sting med. Jeg sprak ganske lidt, og det var jeg to dage efter BARE glad for; også at de ikke bare klipper op, så barnet kan komme hurtigt ud. Det er måske rart i farten, men jeg var to dage efter fødslen altså glad for kunne sidde almindeligt på en stol og ikke skulle humpe rundt med cowboyben lige så lang tid som sidst.

Blodtrykket blev taget lige efter fødslen: 150/80 - og det, mens morgendosis var ved at ophøre med sin virkning! Jeg var pærestolt. Jeg tror jo, blodtryk er det samme som karaktergivning (af en eller anden årsag), så det kan jeg vist godt være tilfreds med.

Måske jeg kunne komme hjem i aften? spurgte jeg forsigtigt og havde efterhånden forestillet mig nogle "franske trusler" eller i det mindste "danske betænkeligheder" af en slags til svar. "Sagtens", sagde de allesammen, "Hvis det blodtryk holder sig, så kan du sagtens".

Min jordemoder ønskede tillykke og sagde, at nu skulle hun ud til en hjemmefødsel i Hjallerup (midtVendsyssel), men at hun kom tilbage senere.

Vi blev kørt og bragt op på barselsgangen, hvor visse primitiviteter ved det danske land kom især Roger for øje. Hvor var telefonen ved sengen, og hvor var toilet og bad (på gangen!)!!!? Vi fik eneværelse, eller dvs et rum med kun en seng men normalt plads til tre. Udenfor var der det dejligste nytårsvejr, men jeg havde dog også lidt travlt med gerne at ville informere (telefonisk) mine forældre, deres nytårsgæster OG deres fødselsdagsgæster, der var kommet til min fars morgensnapsogrundstykker-fødselsdag. Fødslen tog jo alt i alt næsten 7 timer, og det er jo lang tid i vores familie (som i den her sammenhæng foreløbig tæller min moder og jeg). Bare de ikke sad der og blev nervøse.

Jeg selv kunne sagtens leve med toilet og bad på gangen (især, når jeg nu skulle hjem snart), men telefonen!!! Hmmfr!! Endelig kom den rullende på et bord i forbindelse med en dame og en besked om, at min bror ville ringe om fem minutter.

Godt så! Så var der ro!!!

Det skete, og roen og nytårsfreden kunne sænke sig igen, indtil Arthur sked sit første meconium ud i den dyne, han foreløbig havde fået udleveret, så mor og spædbarn havde kunnet hygge sig hud mod hud de første timer efter fødslen. Altså måtte vi (jeg) humpe hen (for øm var man (jeg) jo) med en sygeplejerske for at få ham skiftet. Roger blev ved med at spørge, om han ikke skulle vejes, og selv jeg begyndte at kigge lidt nysgerrigt efter vægten, men jeg kunne nu stadig godt vente. Mor og barn skal IKKE adskilles denne gang pga trang til den slags sysler....

Vi (jeg) vraltede tilbage, og nu kom hele familien gående - ikke mindst med Erik (den dag to år, en måned og en uge gammel), som heldigvis havde nydt formiddagen og de "ubudne" gæster.

Erik var glad og meget nysgerrig for sin lillebror. Desværre sagde han stadig "baby", når han fik øje på mit maveskind, men det gik da over igen. Han var meget interesseret, når Arthur græd, og han ville som det første tælle ører, fingre, fødder og øjne. Det sidste skal især overvåges. Han fik også lejlighed til at lægge sit hoved opad Arthurs, og DET var dejligt varmt og blødt, kunne man se, han syntes. Efter et stykke tid overgav han sig dog til legetøjet på gangen.

Efter visitten ventede vi bare på Dronningens Nytårstale, et sidste blodtrykstjek, informationer og udgangspapirer. Og ja: selvfølgelig også mål og vægt på det vidunderlige afkom. Der var tv på rummet, og vi døsede hen til det i et land, hvor vi hverken sov eller var vågne.

Langt om længe kom jordemoderen tilbage fra sin hjemmefødsel i Hjallerup (det blev også en dreng), og endelig skulle han vejes. "3300 gram", havde min mor ellers sagt; hun har engang arbejdet ved en slagter. Han vejede dog "kun" 3180 gram, men var 51 cm lang, så der er nok tale om en "fransk model" for ikke at sige norditaliensk (idet Rogers fysiske udseende fra top til tå overvejende kan spores til egnen omkring Torino). "Er I tilfredse?", spurgte hun, og det var vi. Vi satsede dog ikke på, han ville veje 9 kg i en alder af 3 1/2 måned, som det var tilfældet med Erik, men mindre kan jo også gøre det!

Min svømmefødselsforberedelsesjordemoder havde også været i Hjallerup til hjemmefødsel, så hun hørte om mig, og kom ind for at lykønske. Hun er rigtig nordjydsk, men sjov, og der kom ikke mange ord ud af den samtale! Roger syntes vist, vi var lidt underlige, men jeg kunne mærke, hun enormt gerne ville sådan sige tillykke, og jeg var også glad ved at hun kiggede ind. Vi havde udvekslet bemærkninger der i svømmehallen, sådan lidt overjydske, underforståede og alt for indforståede.  Roger fattede som sagt ingenting af det fåmælte og dog  følelsesladede besøg, og sådan opdager man ind i mellem, hvordan der i virkeligheden ser ud på bunden af en selv, og at sjælen - selv den - måske også er en kulturelt betinget størrelse...

Blodtrykket var 130/70, og jeg blev sendt hjem med pomp og pragt til tudehorn og hatte (og -hår). Min onkel Erik forlod nytårsmaden og tog ind for at hente os ved halvotte-tiden om aftenen. Falck var optaget. Vi var ikke en prioritet sådan en nytårsaften, og taxaer skulle vi nok også have ventet længe på selv tidligt på aftenen.

Festlig afslutning på en lang og dejlig dag - og Roger KOM med til fødslen! - men Roger og jeg KUNNE ikke rejse os, da 2001 gik igang, for at gå ud at se raketter. DA sad vi fast.

Summa summarum - eller - Hvorom alting er: Det var en mere smertefuld fødsel end min første, men den var meget, meget, MEGET bedre. Det, jeg forventede af det danske system, fik jeg:

Søde jordemødre, der informerer og mærker efter, hvad man vil have og har lyst til - endda uden for mange ord, hvilket man godt kan have brug for i den situation.

Jeg fik også adgang til hygge OG skagensgule farver; marmelademadder og min mands hænder på ryggen (det hjalp og lindrede utroligt meget med den berøring).

Jeg slap for det helt store maskineri med apparater, tjek. Jeg blev hele tiden spurgt, informeret og lyttet til. Skulle noget nyt ske, blev det foreslået forsigtigt.

Jeg blev rost for MIT arbejde med at føde (Roger var jo også imponeret, og der ville da helt klart mangle noget i hans liv som far, hvis han ikke havde været med den her gang i det mindste). Jeg følte, det var MIG, der var fødte; ikke hverken læger eller jordemødre.

Presseperioden var fantastisk - næsten bevidsthedsudvidende - jeg kunne mærke ALT, og jeg VILLE mærke alt, og jeg har gået og blæret mig med lige siden, at jeg har klemt en baby ud DERNEDE!!!

Manglen på smertestillende ting har nok også været med til det adrenalinindtog, der kørte i fulde omdrejninger de første døgn

Standarden på toiletter, telefoner og tv er nok lavere i DK, men det er efter min mening også sekundært - især når man føder ambulant.

Paniktærsklen over blodtryk, episiotomi og hjertelyd ligeså, og selvom jeg også har læst og hørt et utal af fødselsberetninger fra danske kvinder, der har født med danske jordemødre og været stærkt utilfredse, så har jeg igen oplevet mig selv som Fru Fætter Højben i det danske, mens Anders And er min skytsgud i det franske. Hvordan kan det være? Jeg ved det ikke; jeg er måske for veltilpasset det danske samfund og derfor netop også noget usmidig andre steder?

Rogers familie var dybt bekymrede, fordi jeg var kommet hjem fra hospitalet så hurtigt. KulturKLØFT! Roger er lidt foragret over den manglende epidural, men han kan GODT se, at urkvinden også har sit at byde på, og naturen selv indretter sig bedst muligt - og at man kan gøre det!